Vælg besvarelser
Vælg amt
Vælg købstad
Nøgleord

Den Digitale Byport » Stiftsrelationerne i 1735

De danske købstæder 1735

Projektbeskrivelse

Indledning

I en række indberetninger fra 1735 beskrives alle rigets købstæder og amter. Indberetningerne er skrevet af købstædernes magistrater og landets amtmænd, men der er også mange bidrag fra toldere, håndværkerlav og borgere. Dansk Center for Byhistorie har digitaliseret dette store materiale, dels på grundlag af trykte udgivelser, dels ved hjælp af nytransskriptioner.

Indberetningerne

Indberetningerne kendes i ældre forskning under navnet "stiftsrelationerne". De ligger i original i Kommercekollegiets arkiv på Rigsarkivet, om end enkelte indberetninger kun findes i ekstrakter i Ny Kgl. Samling på Det Kongelige Bibliotek.

Der er bevaret indberetninger (eller ekstrakter) fra alle købstæder med undtagelse af København og Vordingborg. I stedet er der medtaget en anden type indberetning fra København fra 1737. Desuden er der i denne præsentation medtaget indberetninger fra de fleste amter og enkelte andre områder. Dog mangler endnu nogle fynske købstæder, hvorfra originalindberetningerne er bortkommet, men hvor der findes ekstrakter, der vil blive indføjet senere. Det samme gælder magistratsindberetningen fra Thisted. Ikke alle bilag til indberetningerne er medtaget.

Finansiering

A. Good's Fond har bidraget til udviklingsarbejdet med sigte på at formidle indberetningernes navnestof. Hjemmesiden er desuden udviklet på grundlag af en Kulturnet Danmark-bevilling.

En rig kilde

I løbet af 1700-tallet blev det mere og mere almindeligt, at den enevældige stat indsamlede oplysninger fra de lokale myndigheder, men 1735-indberetningerne er alligevel på flere måder enestående. Myndighederne blev bedt om at besvare otte spørgsmål, og derfor foreligger materialet ordnet og systematisk og indbyder til sammenligninger på tværs. Spørgsmålene handlede om købstædernes grundlæggende økonomiske tilstand, og de besvares ofte langt og indgående. I mange købstæder lod man organiserede grupper komme til orde, så magistraten havde noget at støtte sig til i deres svar til kollegiet i København. Amtmænd og stiftamtmænd sammenfattede svarene fra deres amter og kommenterede på deres rigtighed og rimelighed. Mange vedlagde toldregnskaber eller andre bilag som dokumentation for deres ulykker - for selvfølgelig skal man huske på, indberetningerne er præget af efterdønningerne af Store Nordiske Krig, landbrugets dårlige tilstand i 1730'erne og byernes økonomiske krise, som i grove træk skulle vare frem til ca. 1770.

Udgivelse og redaktion

Indberetningerne har været kendt i forskningen i mange år, og en række af dem har været trykt i lokalhistoriske værker og årbøger. Nogle af disse kildeudgivelser har vi fundet så tilfredsstillende, at de er indscannet og taget med i denne præsentation, mens andre måtte kasseres. De fleste indberetninger er således blevet transskriberet fra bunden.

Det omfattende transskriptionsarbejde er foretaget af frivillige, der har meldt sig til projektet. De fleste har kastet sig over deres egen by, mens andre har taget flere byer. Dansk Center for Byhistorie er alle meget taknemmelige! Det har været et eksperiment fra vores side, om det kunne lykkes at udgive så omfattende en kildesamling på denne måde.

Alle indberetningerne er blevet korrekturlæst på centret. Ved tvivlstilfælde er der blevet sammenlignet med originalerne. Teksterne er ikke i deres fulde længe sammenlignet med originalerne ord for ord, men vi har foretaget en sådan kontrol på grundlag af stikprøver fra samtlige indberetninger.

Præsentation

Indberetningerne bringes i deres fulde længde, opdelt i købstæder og amter (og andre områder). Det er oplyst, hvem der har transskriberet indberetningen, eller hvorfra den er indscannet.

Steder og personnavne er indekseret, så det er muligt at søge i det samlede materiale efter disse. Stednavne er verificeret og angivet i søgefeltet i deres moderne form.

Medarbejdere og redaktion

Søren Poder udarbejdede den oprindelige rapport om stiftsindberetningerne som et muligt emne for digital kildepublicering og skrev udgivelseskommentarerne deri.

Lisbeth Skjernov har foretaget korrekturlæsning i forhold til kilden (i tilfælde af mistanke og med stikprøver fra alle indberetninger). Lisbet har også læst korrektur på de tekstscannede ndberetninger under medvirken af Tine Bro.

Per Bitsh var web-koordinator, og INET-DESIGN ApS stod for interfacet.

Søren Bitsch Christensen har været projektleder.

Ophavsret

Gældende regler for ophavsret er iagttaget, og der er indgået aftaler med en række udgivere af nyere værker, hvori indberetningerne har været trykt før. Hvis Dansk Center for Byhistorie på nogen måde har overtrådt disse, er det sket uforvarende, og evt. fejl vil blive rettet.