Redegørelse

At melde / som allernaadigst befales/ Hvad der maatte fattes, udkræver meere end Een Mands Forstand og Erfarenhed, ia det skal vel ikke tilfulde kunde erfares, af hvis som ved denne Leylighed fra mange Embedsmænd Seperation allerunderdanigst erklæres og relateres, mueligt og eendeel vil holde det betænkelig at røre et Ord een hvis som forhen allernaadigst er anordnet og befalet. Men som ieg anfører denne allernaads. indhentende Kundskab som en stor Prøve paa Deres Kongl. Mayst Faderlige og Naadige Intention til Landets Beste, saa understaar ieg mig i allerdybeste underdanighed at fremsætte, til allernaadigst Eftertanke og Overvejendes nogle faae excempler 1. Om det er mueligt, at en Selvejer Bonde, der ejer sin paaboende Gaard af 2.4.6 til 8te tdr. Hartkorn, ifølge Consumptions Forordningen, kand svare ligesaameget af Sig Selv, Hustrue, Børn, Tieniste Folk og hver Person som sig i hans Familie opholder, som en Proprietaire, der sidder med Een, Toe eller fleere Complette Sædegaarde paa Tiende og Skattefrie Hovedgaards Taxter, og om Deres Majst. Consumptions Intrader derved formeenes eller, om ikke tvertimod adskillige Bedragerier deraf flyder, Deres Magst. Interesse til Nachdel, og Selvejerne eller deres Arvinger til Ruin og undergang, saasom: For at undgaae bemelte utaalelige Consumption og ikke at leve af Forpagternes Direction, selger de proforma deres paaboende Gaarde til en Proprietaire, Præst, Borger, eller en anden, som de har fortroelighed til, udgiver et formlig Skiøde, lader samme læse til LandsTing, tager Fæstebrev, Qviteringsbog og lader Landgildet til et Skin afskrive, og derimod forsyner sig med en Revers, ungefær, at disse Documenter ikke skal komme dennem eller Arvinger til Prejudice. Imidlertid har Bonden en Søn eller fleere, som hand for Land Milicen vil have befriet, samme skal Protector imod en Kiendelse, give Pass hvormed de begiver sig til Kiøbstederne, om ikke aldeeles ud af Riget. Naar nu besidderen af Skiødet døer, førend Skiødet til en anden Protector bliver transporteret, eller til Eiren imod Preversen udvexlet, Dependerer det af Arvingerne og Creditorernes Discretion, at holde sig til saa Lovfaste Documenter og at tage Gaarden i Arv eller Gields betaling uden nogen Vederlag, hvorpaa ogsaa kunde viises Excempel. Døer Bonden først, saa forventter denne proforma Hosbonde Skiftet uden nogen Rettens Miidlers overværelse, og da Dependerer det ligeleedes af ham selv, at tage Hands i Stervboen befindende Prevers til sig, og saaledes at giøre sig til Virkelig Hosbonde. Da derimod om Consumptionen var taalelig, eller i den sted en liden Skat lagt paa dens Hartkorn, som p.E. paa Odels Bøndernes i Norge, blev der vel ikkuns ferre som vovede saa meget for at spare noget lidet, (Deres Mayst Cassa fik noget, i steden for lidet eller intet, og det i svanggaaende Bedragerie i den Post blev hemmet; som saa meget meere var at ønske, efterdi en Selejer Bonde anseer alt hvad Hand besidder for sit eget og derover har større lyst til Stræbsomhed og at forbedre sin Tilstand, kunde og taale i paakommende Krigs Tiider at contribuere meere end en Fæstebonde, der svarer Landgilde og Hoverie. 2. Loven befaler allernaadigst Li. 6 Cap. 3. artl. 1, at enhver skal søge sin egen Sogne-Kirke som Hand hørre til og der bruge Sacramenterne og L: 3. Cap: 1. artl 8, at Præsten skal læse dens medbringende Pass og Beviis, som fremmede til Sognet ankommer, Forordningen af 19. Febr. 1701 befaler: at ingen Præst maa give nogen sit Skudsmaal uden Hosbondens forgaaende Pass eller Følge-Sedell med vidre. Disse Høypriiselige Anstalter var tid efter Anden aldeles kommen af Brug, saa at mange Bønder-Karle og Piger tiener i et Sogn og søger Alternes Sacramente i et andet hvorfra de ankommer, eller og af Præsten i det Sogn, hvor de tiener, admiteres efter et Brev som deres forrige Siele-Sørger / undertiden med Hosbondens tilladelse / kand tilskrive den anden, særdeles naar det er paa et og det samme Gods. Oprindelsen til saadan Missbrug er fornemmelig: at Hosbonden som efter Tiidernes Forandring ofte sauner det fornødne unge Mandskab til enroullering og Gaard-Fæstning veger sig at give en Karl Pass, saasnart Hand ej kand faae Tieniste i Sognet eller paa Godset, hvor Hand er føed, og om Hand skiønt indretter Passet som en Følge-Seddel med allehaande Reservationer, saa dog siden det skal være paa lige Sort Papiier hindrer Siiden ikke, at ei Karlen dermed reiser og fløtter vidre end Hannem er tilladt, nyder Paaskrift af en Anden Hosbond og følgelig vidre Skudsmaal af Præsten, ia, undertiden reiser gandske ud af Landet.i steden for, at om Følge Sedlen hvorved en Karl alleene tillades at tiene under Sognet eller Godset, var paa en ringre Sort Papiir, saasom til Sex Skill., hvortil kunde hæftes og af Vedkommende Forseigles slet Papiir, om fornøden giortis, da Præsten derpaa burde tegne sit Skudsmaal, kunde samme endog af de Eenfoldigste Destingqveres fra et Pass, hvorved en Karl entlediges fra Godset, som Hosbonden efter foreviste om Land Milicen udgangne Forordning af 4. Febr. 1733, ikke er forbunden at give nogen Karl, førend Hand sin Tiid ved Land Milicen har udtient, eller er over den Alder, at Hand til enroullering ikke maa presenteres. 3. Vel er der ikke af Indbyggerne i Mariagers Amt for mig klaget over den Missbrug, som imod Lovens 5 bogs.- 10 Cap: 45 og 46 Artl. skeer med Fiskeriet i Limfjorden, ventelig fordi de faae angventende ikke anseer den Næring de deraf haver, for noget af betydning. Men dog er det bekiendt, at de til Fiskeriet i bemelte Fjord brugende Garn fast overalt er af mindre Masker end Loven tilholder, og at Pulsvaads ikke alleene bruges fra St. Hans til Bartholomæj dag, men end og nesten Aaret igiennem om Natte Tiider hvorved Ynglen ødelægges og Fiskeriet Aar efter Aar svækkes. Aarsagen er vel fornemmelig at bemelte Fiord grendser til mange Amter og fleere Herreder og følgelig er der mange som sligt burde paaagte, og naar Missbrugere ikke paa eengang overalt nøye undersøgis og hæmmes, samt siden idelig paa agtes, bliver det Steds Indbyggere ruinerede, som i dette nøyere sees paa Finger end Andre. 4. Nesten af samme Beskaffenhed er det med den Missbrug, at Tieniste Karle nyder Sæd hos Bonden i steden for eendel af Lønnen, saa at om det ikke paa een tiid overalt hemmes kand de som afskaffer det, ingen Folk faae; Dog er til dels Bondens Vanmagt ogsaa derudi Aarsag i det Nand i denne Pengesløse Tiid ej kand tilvejebringe de reede Penge. 5. Brendevin giør ikke en ringe del til mange Bønders Ruin, saa det var at ønske, at der kunde udfindes et Middel, hvorved Drukkenskab, der nu iblant dennem ikke er nogen Vanære, kunde giøres saa foragtelig som anden grov og forargelig Synd, og at Øvrigheden, Samt Hosbonderne paa deres eget Gods maatte have Magt de i saa maade skyldig befindende, uden Vidtløftighed, paa Kroppen eller med forhaanelse at afstraffes, samt at ingen dermed Ville see igiennem Fingre. 6. Røg-Tobak er iblant den gemeene Almue altfor gemeen, og er det ikke rart, at see Drenge paa 12 a 14 Aar gaae med Piben i Munden: Saa der af denne Provincs gaaer fleere Penge til Holland for Tobak end nogen skulle tænke; foruden at melde om een og anden ulykkelig Hændelse som deraf kommer. 2. Landvessenet, saavit det sammenhænger med Commercier og andre Panter af det Gemeenewessen , Da naar Korn og Qvæg kunde komme i anden Priis, og som i forrige Tider til Kiøbstæderne og formenende Nationen var at afsætte, hvorved de fornødne Penge kunde komme i Landet, skulle det give en kiendelig forbedring paa Almuens Tilstand. Om nu til saadan at befordre, nest Guds naadige Direction og Tidernes Forandring, kand optænkes nogen Middel, enten ved Manufacturers og Fabriquers oprettelse, Forordninger angaaende Commercier, Commerce-Tractaten, eller i andre maader, maa ieg til vedkommende Høye Collegiers grundigere overlæggelse og Deres Kongl. Mayst. egen Landsfaderlige Omsorg Allerunderdanigst indstille. Landvessenet, saa vit det dependerer af Indbyggernes Fliid og Vindskibelighed. Da omendskiønt, der ere de, som ved en ufornuftig Skiødesløshed samt ødsel Huusholdning og Opførsel, meere stræber til dens egen Ruin og undertiden tillige befordrer Andres, end ved Flittighed og en anstændig Tarvelighed at viise sig Familiesaatter og Huusfædre, saa dog i almindelighed stræber de fleste, som til dels eller i alt, har dens Underholding af Landets Dyrkning, at udbringe Revenüerne af dens til Eie eller Leye havende Gaard, Gods og Eiendomme til det Høyeste, og til den Eiede ligger Vind paa alt det, hvorved der kand vindes noget. Derunder forstaaes og Aggerdyrkningen i Særdeleshed. Samme forbedres allerbest her i Landet ved Giødning, hvorfor en flittig bonde i de beleyligste Tider om Sommeren hiemfører saa meget Jord af Heede, Skov og Overdrift, hvor det haves, som hand kand afstedkomme, for Giødningen dermed at blande og formeere; Men hvor Bonden er kommen i Vanmagt, kand hand kuns have faae Bæster og lidet Qvæg, deraf følger, at Hand faar lidt Giødning, naar Aggeren ej faaer fornøden Giødning feiler og Kornet, og hvor Jorden først af den Mangel er svækket, kand den ikke i mange Aar komme i Stand.