Redegørelse

• 1. Hvad som der er til Negotiens Befordring og hvad der udfordres til hans Kgl. Maj.'s Intrader eller Intresser, begge bør og kan være, men det maa fattes i den Orden, at den ene ikke hindrer den anden; først til Negotiens Drift udkræves en reguleret Told-Rulle for alle indkommende og udgaaende Varer, Tolden derved at moderere paa de Ting, den udenlandske Trafique er vedkommende, at den strax ved Indkommende uden nogen Oplag blev betalt, saaledes at Varerne ey højere blev betinget, end at man med andre Nationer udi Østersøenkunde holde Pries.
• 2. Dernæst burde man beflitte sig paa at stabilisere Manufacturer i Landet, accordere nogenledes først de Requisita, som dertil behøves, derimod glat at forbyde Indførslen af det, som man kunde forfærdige i Landet; og om det da ikke strax kunde staa udi den fuldkommen Perfection, saa kom det dog med Tiden og Pengene blev hos os selv.
• 3. Til Manufacturers Opkomst var efter min uforgribelige Mening først fornøden at anordne, at Kræmmere, der vilde holde Boed, burde at sætte en vis Capital udi de Manufactur af de Ting, som han agtede at handle med, hvilket og er efter deres Laugs Articler; saa vilde han uden Tvifl see at sielge sit eget førend det fremmede, hvortil der udgaar af Landet store Penge.
• 4. Det er og høyligt fornøden, at Skibsfarten ligeledes kom paa Fode og sielv i Landet at bygge Skibene, hvilke med Rette kunde kaldes egne, evidere Fremmede at tilbringe os andet end deres Lands Producter; paa den Maade conserveres, vi vore berømmelige Søe(mænd) holde i Landet, som kan være til Kongens Tjeneste, naar det gjøres fornøden, i Steden de nu, som bekiendt er, tiene Fremmede i Mængde.
• 5. Den store Overdaadighed udi Klædedragten var meget tjenlig at den ved en allernaad. Anordning blev modereret, for derved desmere at give Anledning til at bære det, som her meget vel til Klædelighed kunde forfærdiges.
• 6. Fattige, som man destoværre finder i stort Tal paa Gader og Stræder, kunde forsørges paa den Maade, naar de til Arbejde blev employeret, som allerbest lader sig gjøre, hvor Manufacturer oprettes og fortsættes, der kan baade Gamle og Vanføre fortjene til deres Underholdning og fortjene deres Brød, saavel med at spinde, med at karte Uld og andet Arbejde, som derved i Mængde forefalder; og om det vel i Begyndelsen vilde komme noget besværligt eller uvandt fore, saa finder det sig med Tiden allerhelst, naar de Fattige befinder den Forskiel udi deres Forflegning ved Arbejdet og naar de til førend ved Bettelstaven haver maattet samle deres Føde.
• 7. Magistrats Personerne og andre, som bør at holde over Hans Maj.'s Love og Forordninger og se derhen, at Enker og Faderløse, for alle og enhver sker den Del, som ret er, burde efter Billighed belønnes, at de ikke af Trang for Brød skal gives Anledning til at se igiennem Fingerne med nogen, og naar dennem det er bleven tillagt og nogenledes har det, som de kan leve af, da exemplariter at straffe dem, som handler imod deres Ed og Pligt.
• 8. Fremmede Indbyggere, der hverken skatte eller skylder men udsuer Landet og rejser saa siden til de Steder, hvor de hører hjemme, burde billig ey at taales, allerhelst naar bemærkes kan, at de med ingen anden Intention tager deres Borgerskab, end at den føye Tid til deres egen særdeles Fordel agter at blive.
• 9. Haandværks Folk burde at haandværke med deres Laugs Privilegier, og Soldater som ere af en og anden Slags Håndværk forbydes og fraholdes, at de ey, som nu forstunder alt formeget gaar i Svang, giør Borgerskabet Indgreb udi deres Næring, ja saa at endel derfor aldeles bliver ruineret. Thi det begribes lettelig, at naar en Soldat tillades at sætte et Værksted og at tage en anden af sine Camerater til Svende, saa kan det ikke andet være, end at en Borger paa den Maade maa blive ruineret.
• 10. Alle Monopolia ere striedige imod Trafiquen, i det minste i de Ting, som ikke er af den Consideration, at det kan kaldes noget som ikke tilforn har været intenderet eller bekiendt.
• 11. Mellem den Negotierende og en Kiøbmand burde og at være en Orden og Skik, derhos en Destination imellem en gros Handlen og den der sælger i smaa Partier; da kunde de bægge leve i Staden, nu er den ene ikke noget for den anden og bægge er ikke noget beskaffen.
• 12. Overalt bør man at søge ey allene at conservere Pengene i Landet men vel og at faa derhen, at man kan fortjene noget af de Fremmede, hvilket er den Gevinst og Fordel, som man med Føye kan sige, at Landet profiterer mest ved.
• 13. En Hafn for denne By var meget tienlig, men om vi nu hafde den uden en bedre Negotie, hvad kunde den da nytte? Derimod eragter jeg, at det var meget vel for dette Sted, om vi endnu havde en god Bro, hvilket uden megen stor Bekostning kunde bringes tilveje og underholde sig sielv af de tillagde Indkomster; som var ey allene Indbyggerne til stor Hielp men af og til Hans Maj. Tieneste for mange Slags Ting som har bleven losset til Cronborg, hvorved meget spartes, om Skibene derved kunde ligge at losse, i Steden de nu med Baade maa bekoste at sejle alting i Land med største Risico.
• 14. Hans kgl. Maj.'s Intrader, som bør efter Guds og Naturens Lov at observeres og betales, findes bequemst, naar Undersaatterne leve sømmelig og formaae vel, at de uden Ruin kan give, naar det giøres fornøden efter den herofver mentionerede moderate Told, som sikkerlig med Tiden vil blive considerabel, naar Folket i Tiden formeres til et anseligt Tal (og da voxer Consumptionen), og som ikke er Negotien i sig selv til nogen Hinder, naar kun bliver i Agt taget, at den er moderat og taalig paa de Ting, der hører til den gemene Mands Subsistance. Hvad som paa det øvrige bliver lagt eller paabuden, som hører mere til Overdaadighed end til Nødtørftighed, hindrer ey, thi enhver maa vide at giøre saaledes deres Regning, at de kan faa en Udkomst med deres Pung. Naar nu ved foreskreven allerydmygste Forestilling Handel og Vandel florerer, Manufacturerne vorde stabilicerede, Seyladsen tiltager og formeres, saa vil Landet uimodsigelig findes langt mere populos, forsynede med Guds Bistand med alle behørende Ting, consequenter Consumptions[Note 1]Intraderne af større Vigtighed, hvilket er den reelste Indkommen for en stor Herre og den taaligste for Undersaatterne at udgive, foruden at den Consumption, som nu paa Victualier er anordnet, kunde efter nøye Overvejelse til dels blive diminuered og vel forhøyet eller kunde dernæst en vel proportineret Consumption paalægges og upartisk reparteres og paa enhver Familje i Særdeleshed efter hvers Stand, Condition Lejlighed, paa Vin, Brændevin, Salt, Tobak, The, Caffe og deslige dennem som derved i smaat vilde handle, derved spares Hans Maj.'s mange Udgifter, kan have sine Intrader sikrede i en god Orden uden stor Umage enten at han efter allernaadigste Behag skulle ville forhøye eller formindske Consumptionen, kan det altsaa paa en god og føjelig Maade ske.