Amtets tilstand, beskaffenhed og produkter

Det her omkring Byen liggende Amt er Aalborghus Amt, hvorfra Landmanden her til Byen indkommer at sælge sine Varer, som er Rug, Byg, Aure, levende Qvæg at slagte, samt Faar, Svin, Giæs, Ænder, og Høns, Smør, Oste, Æg, nogen Honning, Uld, Lam- og Faareskind, Pennefedere, og Svinebørster, saa og Hø og Halm, lidet Brænde i Læstetal, men af Tørve og Lyng kommer en stor Del til Byens Fornødenhed.

Byens handel og næring

Aalborg By, som for Negotien saavel udi Vester- som Østersøen at fortsætte ligger ganske belejlig og ved Limfjorden, er saa vel situeret, at den er skikket til et Oplagssted og Forraadskammer saavel for de Varer, som fra udenrigs Steder maa hentes og Landets Indbyggere, som bo paa begge Sider langs med Limfjorden, behøve, som og for de Landsens Varer, der sammesteds falder og Landets Beboere kan have at afsætte eftersom saadanne inden- og udenlands Varer ved fladbundede Fartøjer, kaldede Tialker[Note 2], Jagter og Førerkaage[Note 3], med liden Bekostning op og ned af Limfjordenkan blive ført til og fra Aalborg. Har haft sin bedste Næring af det velsignede Sildefiskeri og Salterier, hvormed Borgerskabet af den store Himlens Gud og de højstsalige Konger i Danmark have været benaadede, hvilken Næring har befordret Salt, Vin og Brændevins samt Spitseri[Note 4]og Tobakshandelen fra Spanien, Frankerigeog Hollandudi Vestersøen, Ruegodshandelen[Note 5]med Hør af alle Slags, Hamp, Planker og Klapholter paa Riga, Narvasamt Lybækog Dantsigi Østersøen for at faa alle Slags Issenkram, Stoffer, Lærreder, Humle, Tag og Mursten. Paa Sverrig for at nyde Tiære, Tømmer og Møllesten. Paa Sjellandog Smaalandene for at blive forsynet med Byg, Hvede og Ærter. Derforuden falder og Byens Næring ved Korns Formaltning og ved Øl- og Brændevins Brygger- og Brænderier, Kornhandel af alle Slags, Fedevarer, Vadmel, Fjeder, Lærreder, Bolster, Olmerdug[Note 6], og andet hjemmegjort Tøj, som kjøbes af Landmanden og igjen udi Norge afsættes, hvorfra føres Tømmer, Brædder, Jærn, Kommen, Kalk, Kakkelovne, Tiære og Tran, til Landmandens Tarv. Næring af Agerdyrkning har Byen ikke men ikkun en slet og vidtløftig Eiendels-Fædrift, hvilken dog af paagrænsende Bønder paastaas af en tiltagen Hævd at have Fællig i Byens med Rette tilhørende Eendels-Ejendom, der hidindtil formedelst Mangel af Penge til at udføre. Byens Ret ved Proces har maattet være uindtalt.

Om bevægelser i handel og næring

Denne Bys Næring har kendelig aftaget saavel for de Handlende som Handlverkerne. Aarsagen er da til Handelens Aftagelse, at siden Borgerskabet ei har kunnet lade komme Salt, Vin, Brændevin og Tobak fra første Haand, formedelst deraf skulle svares højere Told end i Kiøbenhavn, er Handelen, de dermed forhen har ført, og Krediten, de paa fremmede Steder derved har haft, moxen bleven nedlagt, tilmed har Sildefiskeriet i Limfjordenpaa nogle Aars Tid mærkeligen aftaget, og den Handel, Kiøbmændene ved Salteri har haft, kendeligen svækket en Del, fordi Sildefiskeriet ødes ved den Mængde af Smaasild, som ved det stærke Fiskeri, der drives ved Pulsvodder udi Limfjorden, for Tiden fanges og som utienlig at spises eller saltes bliver kast for Svin. Saa og fordi Sildesalteri, som tilforn har været ud i Kiøb-mænds Hænder nu bruges af enhver uden Forskiel, i Synderlighed siden NibeBy blev med Kiøbstadprivilegier benaadet[Note 7].

Herforuden har Aalborg By faaet et anseelig Knæk ved det stærke og overhaandtagende Landprang, som drives paa Landet, en Del ved de Strandsiddere og Bønderkarle, som tilligemed en Del søvante Folk bo langs ved Stranden fra Vestervigog til TverstedStrand i Vendsyssel, hvilke opkiøber og tilvender sig Kornet og alle Slags Landsens Varer af Bønderne, farer med egne Fartøjer, Sandskuder kaldede, over en Snes i Tallet, Aaret igiennem til og fra Norgeog bringer tilbage foruden Tømmer alle Slags udenlandske Varer, som de i Landet afsætter til Kiøbstædernes store Fornærmelse[Note 8]. Saa er og Handelen Kiøbstædernes Borgerskab betaget ei alene ved Bissekræmmere og Kroermænd paa Landet, men endog ved Beboerne, saavel i Sundbyesom og udi Løchstøer, hvilke sidste imod det af højsalige og af højpriselige Ihukommelse Kong Christian den 4desallernaadigste udstedt Forbud paa Købmandskab i Løchstøer af 1598 den 3. Juli, hvoraf her følger viediemeret Copie, holder aabne Kramboder, farer med hele Ladninger til og fra Norge, samme til Aalborg Byes og andre Kiøbsteders store Fornærmelse afsætter, saa at Bønderne have ei nødig at rejse til Kjøbstæderne for at sælge det, de har, eller kiøbe det, som behøves. Paa nogle Aars Tid er og Aalborg Byes Handel bleven mærkelig svækket ved en Hob Qvinder og Piger[Note 9], angivende sig fra Hadersleb, og under det Skin at handle med Haar fare omkring i Landet med Stoffer, Lærreder, Guld- og Sølvbaand samt andet udenlands Kram, hvilke By fra By paa Landet ved et Market efter et andet giøre dermed saa stor og fri Handel, at Kiøbmændene, som dermed har Handel, betages deres Næring; og ihvorvel det allernaadigst er befalet, at de tyskeHumleførere ei med deres Humle maatte komme længere end til Kolding, saa indfinder sig dog deslige Humleførere ved en og anden Leilighed længere ind i Landet end dem allernaadigst er tilladt, og sælger deres Humle. Videre til Aalborg Bys' store Fornærmelse fare 6 lybskeKjøbmænd jevnlig herpaa og i Særdeleshed ved Pintsemarkets og imellum Michaeli og Martini Tider hidfører alle Slags udenlands Varer, hvilke uagtet den kgl. allernaadigste Forordning af 12. Decb. 1727 som ei tillader dem at føre uden deres Bys og Lands egne Produkter, dog uden Faveur af den kgl. allern. udgangne Toldrulle af 29. Feb. 1732 prætenderet at have Frihed til at føre, hvis de synes at kunne afsætte, hvorved Handelen udi considerable Maader for Byens Borgere bliver hemmet. Og ligesom her er skrevet om de, der fornærmer Kiøbstædernes Handlende, saa ere og Haandværksmestrene fornærmede, thi det var rart[Note 10], om ikke paa Landet i hver Herred skulde findes alle Slags Haandværksfolk til at forrette Proprietarier, Præsterne og andre paa Landet boende deres Arbeide, saaat snart ei nogen saa meget som en Klædning sy her i Byen, siden mere, hvorover det er kommen til den Højde, at Haandværksmestrene flytte fra Kiøbstæderne og nedsætter sig paa Landet. som udviser, at Indkomsten i de første 5 Aar haver været fra ungefær 7½ Tusind Rdr., ligesom Fiskeriet sig haver forandret tit, hvoraf den meste Difference dependerer, men de dernest følgende 3 Aar, nemlig 1728, 1729 og 1730, haver Summen saa mærkelig aftaget rejsende sig af Forbudet paa de 4 Species fra fremmede Steder ej at maatte hidføre og særdeles formedelst saadan Forandring med Saltet, som det her i Byen til Fiskeriet bruges mest af, og omendskjønt hans kgl. Maj. allernaadigst da igjen ophævede dette Forbud[Note 11], saa haver Negocien i Almindelighed siden været saa svækket og slet, at samme her til Datum ikke er kommen i forrige Stand.

Skibsfart og varetrafik

Vel haver her i Byen været baade Spanie- og Franskfarere, som have været værbare[Note 12]og Borgerskabet haver ejet[Note 13], men siden Defensionsfriheden blev ophævet og det blev Borgerskabet ei tilladt at lade deslige Skibe med Ladning indløbe udi Havnene her for Byen at losse, have de samme Skibe maattet afhænde, og ere nu af Krejerter, Galioter, Skuder, Smakker, Tielker og Jagter 33 Stkr. Byens Borgerskab tilhørende, af hvilke ere 4 Krejerler fra 9 til 24 Læster drægtige, 19 Galioter fra 7 til 29 Læster, 2de Skuder hver paa 18 Læster, 2 Smakker og l Tialk fra 8 til 20 Læster og Jagter fra 5 til 7 Læster inclusive drægtige iblandt dog ikun l Galiolh 29 Læster drægtig bruges paa Frankerige. Hvad fremmede Varer her kommer, anlanges nu mest ved fremmede Skibe til Sverrig, hvorpaa her fra Byen i forrige Tider har været en temmelig god Handel baade at føre saltet Sild til samt Korn og Fedevarer og Mængde af Handsker og igien at faa deres Varer saasom Tiære, Møllesten, Allun, Jærn, Spiger og Søm saa og Bygningstømmer og Deler[Note 14], er nu saa godt som forbuden at komme med danske Skibe, henseende Tolden paa fremmede Skibe er saa høj i Sverrig, saa den Handling, som nu føres imellem Danmark og Sverrig er mest med svenske Skibe. I forrige Tider har denne Bys Fartøjer haft temmelig Fart paa Lübechsaasom at tilføre denne saltede Sild, Huder og Skind, saltet Aal, tør Fisk, særdeles Flønder, Smør, Vox, Uld og andet, hvad Landet gav af sig, og derfra igien frembragte Tag- og Mursten, Humle, adskillige Slags Alengods af Kirseyer[Note 15], Ryer[Note 16], Bayer[Note 17], Rosker[Note 18]etc. og Isenkram som udi Tysklandfabriqueres. Men nu gaar det anderledes til; Lybskerne, som meldt, kommer her med deres Fartøjer eller og for Toldens Skyld fragter pommerskeFartøjer tvende Gange om Aaret og føre saa alle Slags Varer hid iregnet Spetzerier og Farvetøj, som tilforn er kommen fra Holland, tager tilbage hvad her falder, saa Aalborg Fartøjer betages deres gamle Fart og de fleste Byens Handlende saaledes fast høkere af disse Lybskere, hvilke dog selv have mange af de Varer, de hidføre, paa 2den og 3die Haand, som ikke kan give god Pris for Indbyggerne. Byens egne Skibes Fart bestaar endelig herudi, at der kan gaa nogle til østersøiske Steder at hente til Fiskeriets Brug og Landmandens Tarv Hør og Hamp, har dog den tønde[Note 19]Skjæbne at i forrige Tider kunde der føres ad Østersøen, Riga, Narvaog KønigsbergLadninger saltede Vaarsild og Mængde af tørrede Flynder, som falder under Vesterstrand, og tage bemeldte Varer tilbage, men nu gaar de fleste ikkun baglastede og med rede Penge maa betale det største af Retourladningen, saasom de Skotterog Norskekan forhandle deres saltede Sild i Østersøen med Profit, naar de Aalborgkøbmænd ej uden Forlis kan afsætte deres, en Del fordi de Skotter ej svarer nogen Licente af det Salt, der til Fiskerierne forbruges, saa og fordi de norske har moderatere Told, svarer ingen Consumption af saadant Salt og har bedre Kiøb paa det Fuurtræ, de bruger til at salte udi. Ellers er da denne Bys Fartøjers staaende Fart paa Kiøbenhavnog Siællandog Smaalandene med saltede og tørre Sild, Fedevarer, Lærred, Bolster, Olmerdug med mere hiemmegiort Tøj og paa Norge med Rug, Malt, Byg og lidet Aure, Bolster, Olmerdug, Lærreder, hiemmegiort ulden Tøj, jyske Ulden Trøjer og Strømper og Fedevarer, og faar tilbage, hvad Landet giver af sig Bygningstømmer, Brædder, noget Tiære, Jærn, Jærnkakkelovne samt Kalk, Kurve (?), Tran og Størfisk.

Fabrikker og manufakturer

Denne By kan ikke sige sig saa lykkelig at have nogen Manufaktur uden Tobakspinderi og et lidet til en Prøve paa et Par Aars Tid begyndt Uldenfabriqve udi de fattiges Hus, hvorved Landets Uld udi tykke og tynde valkede Strømper og Nathuer efter engelsk Art forarbejdes. Har dog ikkun til Dato haft liden Fremgang formedelst Manqvement af Liebhabere. Dersom ellers de klippede Faareskinds Udpraticering som de svenske ere komne i Vane med at føre her fra Landet, kunde blive hemmet, skulde vel Haadskefabriqven med Fordel blive fortsat saavel til deres kongelige Majestæts Undersaatter paa Landet som og udi Kjøbstæderne deres Gavn, thi naar de svenske ej kunne faa deslige Skind her fra Landet, er de vel nødt til som før at hente Handsker og for at fremme deres Handel dermed søge at faa den store Told, der er paasat i Sverrigat svares af Handsker, som føres, igjen formindsket og modereret. For 70 Aar siden var i denne By et Sukkerkogeri saa godt, formedelst det Vand her falder, var dertil saa beqvem, at giøre det hvid, det[Note 20]her gik nogle Tusinde Pund Sukker fra, baade til Hamborgog Lybæk. Hvad sker Der siges at være udgaaet en Befaling, at Manden, som havde sat sine Penge herudi, maatte ikke mere koge men det skulde være i Kjøbenhavn. Dette var jo denne Mands Skade og andre Nationer fik danske Penge, i den Sted Danmarkkunde haft deres.

Privilegier til fabrikker og manufakturer

Udi denne By er ingen Monopolister undtagen 4 Barberere, flere maa sig paa den Profession ej nedsætte. Ellers er Apothekeren og et Par af Farverne med Previlegio af hans kgl. Maj. benaadede.

Lav, societeter og næringsdrivende

Her er ingen Societeter eller Laug uden blandt Haandværksfolkene, hvilke regnes for 19 Laug, som herefter skal specificeres. Dog holdes her i Byer 2 Liglaug, som af Indbyggerne mellem dem selv ere oprettede. Det ene kaldes Kjøbmands Liglauget, det andet Skipperes Liglaug[Note 21].

Dog ere disse Laug ikke for fornævnte tvende Slags Folk alene, men alle andre af Indbyggerne ligesom de finder Behag udi og kan accordere sig ind i Lauget, kan og blive imodtaget.

Kiøbmænd og Kræmmere maa vi da først melde om, da som denne Handel er almindelig at bruge for, hvem der haver Lyst, kan vi ikke sige: den er Kiøbmand, den er Kræmmer, den er Vinhandler, den er Kornhandler, den er Tømmerhandler, den er Salter den er Kroermand. Nej alt dette drives under et ligesom enhver har Behag udi og Evne at udføre hans Næring at faa eller mange Slags. I Tallet er da saaledes de handlende her i Byen, hvorunder Apothekeren, 3 Farvere og tvende Garvere, beregnes til 120 Stkr., iblandt hvilke l, 2 à 3 Stkr. holdes fore at være Mænd imellum 16 til 20,000 Rdr., nok 2 à 3 Stkr., som menes at være Mænd paa 10 til 12,000 Rdr. Dernæst eragter vi at være en 4 à 6 Stkr., som holdes for Mænd paa 4 à 6000 Rdr. Videre eragte vi at være en 10 til 12 Mænd hver paa l à 2000 Rdr., en Snes Mænd hver paa 600 Rdr. Nok formene vi at være en 22 Stkr. at eje hver 400 Rdr., Resten 50 Stkr. kan vi ikke forestille os, om de ved Døden i Dag eller i Morgen afgik, at deres Gield kunde blive betalt. Skippere er her i Byen i Tallet 36 Stkr., faa af dem, dog ikke uden Giæld, kan sige at eje deres eget Fartøj, nogle ere participerede med Kiøbmændene i Fartøjet, andre ere Sætteskippere og fare paa Hyre. Vi vide ikke at melde for vist, om den bedste ved Døden afgik, at han kunde efterlade sig over 500 Rdr., derimod vilde vel flere blive, som Gjælden knap kunde betale[Note 22].

Amter og Laug, 4 Barberere, den ene muligt kan svare enhver, de tvende ere Enker i slet Tilstand. Guldsmede 4 Stkr., tvende holdes for Mænd paa 6 à 800 Rdr., den 3die paa 3 à 400 Rdr., den 4de fattig. Bagere 10 Stkr., hvoraf tvende Mænd agtes hver paa 4 til 500 Rdr., de andre maa borge dem frem i deres Haandværk. Feltberedere 4. En af dem er vel Mand paa 6 à 800 Rdr., de andre i slet Tilstand.

2 Tinstøbere, den ene er vel Mand paa 6 til 800 Rdr., den anden paa 2 til 300 Rdr. 3 Kobbersmede, hver af de tvende agtes at være Mænd paa en 3 à 400 Rdr., den tredje paa 200 Rdr. En Naalemager, holdes for Mand paa et Par Hundrede Rdr.

Videre Handverksfolk af Lauge: Malere 4, Snedkere 12, Saddelmagere 3, Hattemagere 7, Skræddere 22, Skomagere 23, Klein- og Grovsmede med tvende Urmagere i et Laug 18 Stkr., Handskemagere 19, Bødkere 20, Drejere 5 og l Stolemager i et Laug, Tømmermænd 5, Murmestere 5, Linvævere 4 og Vognmænd 10. Dersom den velhavenste Mand i et af disse Laug ved Døden afgik, vide vi ikke der kunde blive 100 Rdr. efter ham til Kone og Børn, men derimod de fleste ikke at kunne betale deres Giæld.

Under Haandværksmænd uden Laug: l Sejlmager, 3 Rebslagere, 5 Parüqvemagere, l Angelmager, 2 Glarmestere, l Bilthugger, l Gjørtler, 3de Bogbindere, l Blikkenslager, 3 Knapmagere og 4 Slagtere, de fleste i ringe Tilstand.

Haandværksfolk kan denne By ikke siges at fattes, dog kunde en god Murmester og en god Pottemager og en god Glarmester giøres nødig her paa Staden.

Foruden forermeldte Handlende, Skippere, Professioner og Handtværker er vel 300 Familier af ringe Tilstand. Nogle nærer sig af ringe Brændevinsbrænden, andre af at fare, sær til Søen, sær[Note 23]op og ned ad Limfiorden med smaa Fartøjer, som kaldes Kaage. Mange lever for dem og deres ved Fiskeriet og arbejde ved Stranden som Daglønnere.

Agerdyrkningen

At der jo er Indbyggere nok til at dyrke Landet, skulde vi ikke paatvile, men om en Del ere fattige og kan ikke dyrke Jorden, som de burde, vide vi ikke bedre end, Proprietairerne kunde tage deres Landprangere og Kroermænd, som holdes paa Godset, mere til at forføre deres Bønder end hjælpe dem, og sætte dem til Gaardene paa en lovlig Maade at tjene deres Brød[Note 24].