Oprettelsesår

1801

Nedlæggelsesår

1807

Organisation

Det var borgervæbningen i Frederiksværk, der gav stødet til de store borgervæbningsforordninger i 1801 og 1802 for hele landet. Kongen gav sin støtte til et forslag om udrustning af fabriksarbejderne i Frederiksværk. Forslaget var udarbejdet af krigskommissær A.S. Hasler med inspiration fra det norske Røraasiske Bergkorps, stiftet 10. oktober 1788. Det indebar, at arbejderne skulle danne et korps af alle våbenarter og under kommando af fabriksembedsmændene stille udgøre et lokalt forsvar. Arbejderne skulle selv betale for uniformerne og staten for våben og kommandoudgifter. Kronprinsen fandt sagen yderst vigtig: ”Hvor ønskeligt, om flere vilde paa en saa rosværdig Maade tænke paa deres Forsvar, thi hverken er Flaaden eller Armeen i Stand til, naar den med Nytte skal bruges, at fordele sig til alle de enkelte Punkter, som have Forsvar nødig”. Samme dag takkede han Hasler og tilkendegav sin mening om, at ”en lige Indretning for hele Landet vilde være saare nyttig”. Korpset i Frederiksværk blev oprettet 2. januar 1801 med korps hhv. til hest, til fods, søfolk, artilleri og jægere. Medlemmerne skulle selv betale for klæder, kost og tæring, men skulle få armatur, lædertøj, hesteekvipage og ammunition af hæren, mens officererne fik tillagt ganske store gager. Det var planen, at der skulle være 1.500 mand, som skulle øves hele året rundt, dog aldrig mere end fire gange om måneden! Korpset nåede ikke at komme på plads i løbet af foråret, men blev dog indregnet i kysttropperne. Den senere, kølnede begejstring for borgerkorps kom til udtryk, da Generalitetet i august 1805 gjorde status over korpset, som havde været ombølget af patriotisk sympati ved sin oprettelse i 1801. Nu stod det klart, at korpset var blevet oprettet under ”Øjeblikkets Konjunkturer”. I mellemtiden havde det vist sig, hvor vanskeligt det var at vedligeholde de frivillige korps i fredstid, når ”Rettigheder og Fordele ikke opveje de Byrder, som Øvelse og Tids Opofrelse, for at danne sig til Krigsmænd, uomgængelig maa føre med sig”. Efter 4½ år var de menige i korpset i Frederiksværk ved at falde fra. Major Tscherning havde fremsat ønske om at reorganisere det og skære det ned fra 1.500 til 800 mand, men Generalitetets holdning var nu, at korpset alligevel aldrig ville blive lige så godt som landeværnet – når dette engang kom helt op at stå – med de øvede soldater. De mange bønder, der hørte til godset Frederiksværk, var nu i øvrigt indskrevet til landeværnet. Tilbage til det frivillige korps stod altså kun de bønder, der ikke var blevet trukket ind til land- eller søtjeneste, samt fabrikkens betjente, håndværkere og arbejdere. Det var dog vigtigere, at disse fremstillede krudt og kanoner på fabrikken, end at de gik i krig. Det kunne man jo lige så godt have nået frem til 1801. Man var med andre ord blevet revet med af stemningen, og det var nu tid til at trække i land. Forskellige forklaringer på korpsets indsats mod den engelske besættelsesstyrke i byen i 1807 gjorde heller korpsets stilling bedre. I 1807 blev ved resolution af 20. november bestemt, at korpset skulle ophæves og armaturen og ammunitionen sendes tilbage til Københavns arsenal. Generalitetet fandt i øvrigt, at det eneste frivillige ved det korps, som Tscherning nu foreslog, var navnet, det øvrige var kun befalinger og bestemmelser (se Det Frederiksværkske Corps).

Litteratur