By og opland

Database og kort over de økonomiske købstadsprivilegier og handelsbestemmelser fra de ældst kendte frem til ca. 1900

Købstæderne og deres privilegier

En købstad defineres som en by, der havde modtaget købstadsprivilegier af konge- eller statsmagten. Med købstadsprivilegierne fik byen blandt andre ting ret til at drive handel og finere håndværk inden for byens grænse. Byen fik også ret til at handle med bønderne, købe deres råvarer og sælge de færdige håndværksprodukter og varer fra købmændenes handelsvirksomhed til dem.

I de fleste tilfælde tilfaldt retten til at drive bondehandel - som dette blev kaldt - byen inden for et bestemt område. Dette område kaldtes byens opland, og dets udstrækning blev ofte tildelt byen som et privilegium, således at andre byer ikke havde ret til at handle med bønder inden for en andens by opland.

Købstæderne tildeltes også gerne en eller flere ugentlige torvedage og et eller flere årlige markeder.

Et mindre antal byer tildeltes forskellige økonomiske privilegier uden direkte at få status som købstad. Denne mellemting mellem bondeby og købstad betegnedes flække.

Begrebet opland er lidt forvirrende, fordi det både anvendes om det formelle og det reelle handelsområde.

Sæbys ældst kendte privilegiebrev, givet byen af Frederik 1. i 1524, sikrede bl.a. byen og dens borgere ret til sejlads, handel og købmandskab. Året efter fik byen sin første byret, der bl.a. bestemte, at fremmede købmænd ikke måtte drive detailhandel andre dage end på markedsdage, og at der ikke måtte handles uden for portene. Det blev også præciseret, at hverken præster eller bønder må købe eller sælge til forprang for byen, dvs. handle ude på landet. Og endelig blev byens handelsopland fastlagt til en radius på fire mil fra byen. (Gengivet fra Paul G. Ørberg: En by ved havet, Sæby 1970, s. 9).

Økonomisk arbejdsdeling mellem land og by

De fleste købstæder fik privilegier i løbet af middelalderen, og fra slutningen af middelalderen lå købstædernes særstilling rent lovgivningsmæssigt i hovedtrækkene fast. Byerne havde fundet deres plads i en struktur, hvor handel og byhåndværk var monopoliseret af købstæderne, og de omkringliggende landområder var inddelt, så de fleste købstæder havde deres eget formelle opland. Kun landhåndværk var tilladt uden for byerne.

Bønderne var underlagt torvetvang, enten ved at de skulle henlægge deres handel til købstæderne generelt eller til en bestemt købstad. Dog beholdt de en gammel ret til at købe bygningstømmer, brænde og sædekorn uden for købstæderne. Retten var nedskrevet i 1400-tallet og blev bl.a. gentaget i Danske Lov 1683.

Adel og oksehandel

Adelen stod uden for dette økonomiske system. Den havde traditionelt haft ret til at sælge hovedgårdens produkter til hvem og hvor, den ville. I 1692 blev det dog forbudt for herremændene at købe korn af andre for at sælge det videre.

Den frem til 1700-tallets begyndelse meget vigtige oksehandel faldt ligeledes uden for købstædernes handelsmonopol. Jyske byer som Ribe, Randers, Kolding, Varde og Aalborg havde fra slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet særlige rettigheder til at købe okser i andre købstæders handelsområde. I 1541/1542 blev det bestemt, at alle jyske byer måtte handle frit overalt på landet, men kun i store mængder, altså engroshandel. Til gengæld blev det gjort meget vanskeligt for købstædernes købmænd at tage del i oksehandelen, hvor de i praksis måtte nøjes med at være forhandlere for adelen.

Oplandsbestemmelser

Som udgangspunkt udgjordes oplandet af det område, som lå inden for en radius på to mil fra købstaden. En række købstæder fik således udstukket et nøje afmålt opland, og her var to mil det sædvanlige. I 1681 indførtes tomilelæbælter til at beskytte købstæderne mod ølbrygning på kroerne. Og hvis der ikke var bestemte regler for en bys opland, gik man normalt ud fra sædvanen om de to mil. Nogle købstæder havde dog fra middelalderen fået ret til fire mil, og enkelte fik kun tildelt en mil.

Andre byer fik tildelt bestemte herreder og sogne som handelsopland.

Andre oplandsdelinger fandt sted ved at flytte markeder fra en by til en anden. Havne på landet blev også i stort omfang flyttet til købstæderne. Som oftest blev havnen på landet nedlagt, så kun købstadhavnen stod tilbage, men det kunne også forekomme, at bestemmelsesretten bare overgik til købstaden.

Denne oplandsdeling har dog både formelt og reelt været langt mere kompleks. Der var ikke altid overensstemmelse mellem det formelle opland ifølge privilegierne og så det reelle opland. Bønderne handlede nemlig ulovligt ved ladepladser, i landsbyerne og foran købstadens porte for at undgå at betale told af varerne. Den ulovlige handel kaldtes landprang og forprang. Også de såkaldte fuskere og bønhaser udførte ulovligt byhåndværk i landområderne. Købstæderne fik monopol på brændevinsbrænding i 1773, men også dette privilegium var i praksis svært at håndhæve.

Ophævelsen af købstædernes handelsprivilegier

I 1857 indførtes Næringsloven, som med virkning fra 1862 gjorde handel og håndværk muligt i landområderne gennem udstedelsen af næringsbeviser. Dog var der stadig omfattende restriktioner i et læbælte på 1-1½ mil rundt om købstaden. Læbælterne afskaffedes endeligt med en reform i 1920, og købstadsbegrebet var herefter primært et statusbegreb kun med betydning for den kommunale administration og skatteforhold.

Købstadsbegrebet afskaffedes helt med kommunalreformen i 1970, som ligestillede købstæder og landkommuner under den nye betegnelse primærkommuner.

Databasens indhold og afgrænsning

Købstædernes kerneprivilegier var som nævnt eneretten til handel og byhåndværk. Dette projekt er derfor begrænset til netop at omhandle de økonomiske privilegier, som blev tildelt købstæderne, nemlig privilegier på handel, håndværk, årsmarkeder, havne, udførsel, torvedage og opland mv.

Under den enkelte by findes en optegnelse over de økonomiske privilegier, som i tidens løb er tildelt den pågældende købstad, samt en beskrivelse af købstadens økonomiske udvikling fra de første købstadsprivilegier blev givet, og til privilegierne mistede deres betydning ved lovene i hhv. 1857 og 1920.

Oversigten dækker alle købstæder fra de ældste fra 700-tallet til 1970.

Det er tilstræbt at medtage alle relevante generelle bestemmelser, som så også er indskrevet under de enkelte byer.

Kort over handelsoplandet

I tilknytning til omtalen af den enkelte by vises et kort over oplandets fysiske udstrækning.

For nogle byers vedkommende blev oplandet som nævnt ikke defineret specifikt, og byen har blot vundet hævd på et opland inden for den gængse tomilegrænse. Nogle steder kunne oplandene ligefrem overlappe hinanden, hvilket gav anledning til mange konflikter mellem købstæderne. Oplandskortene er således et forsøg på at illustrere disse forhold ud fra de foreliggende oplysninger. Hvis der ikke er kilder om bestemte oplandsgrænser for en by, er der taget udgangspunkt i den gængse tomileopfattelse.

Den formelle handelsoplandsdeling 1450-1800, sogneoptik. Udgangspunktet er, at alle købstæder havde en tomilecirkumferens, hvilket var den almindeligste opfattelse i samtiden. Cirklerne viser således købstædernes tomileopland, hvis ikke andet er kendt, f.eks. havde Aalborg fire mil og Kerteminde en mil. Dette hovedmønster er derefter modereret med alle kendte undtagelser og specifikke bestemmelser.

Det kan være svært at overskue kortene, fordi så mange bestemmelser gjorde sig gældende, og fordi der meget ofte var indbyrdes uoverensstemmelse mellem fx to nabobyers privilegier, uden at de centrale myndigheder gjorde forsøg på at rydde op i dette 'lovsjsusk'. Man skal også være opmærksom på, at der kunne være regionale bestemmelser, som ikke lader sig vise på et kort, fx for hele Sjælland. Til gengæld fremgår det så af oversigtsteksten og selve databasen.

Gennemgående referencer

Den vigtigste udgivelse af købstædernes privilegier indtil 1536:

• Erik Kroman (udg.): Danmarks gamle købstadlovgivning, udg. Det danske Sprog- og Litteraturselskab, vol. 1-5, København 1951-1961.

Den primære oversigt over tildeling af købstadsrettigheder og andre privilegier er:

• Anders Andrén: Den urbana scenen. Städer och samhälle i det medeltida Danmark, Malmö 1985.

For tiden 1536-1660 er primært benyttet:

• Kristian Erslev og W. Mollerup (udg.): Danske Kancelliregistranter 1536-1550, 1. og 2. halvbind, København 1881-1882.
• V.A. Secher: (udg.): Forordninger, Recesser og andre kongelige Breve, Danmarks Lovgivning vedkommende (Corpus Constitutionum Daniae), 1558-1660, udg. Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie, vol. 1-6, København, 1887-1918.
• Bricka m.fl.: (udg.): Kancelliets brevbøger vedrørende Danmarks indre forhold, vol. 1-39, København 1885-2005.
• V.A. Secher (udg.): Samling af Kongens Rettertings Domme 1605-1614, bd. 1-2, København 1885-1886.
• Ditlev Tamm (red.): Kongens retterting 1537-1660, bd. 1 Afhandlinger, Danmarks Riges råd 1536-1660 og registre, bd. 2 Regest over Rettertingets domme 1537-1660, København 2003.

For tiden 1660-1848 er primært benyttet:

• Jacob Henric Schou (udg.): Alphabetisk Register over de kongelige Forordninger og aabne Breve samt andre trykte Anordninger, som fra Aar 1670 af ere udkomne ..., København 1823.
• Tage Algreen-Ussing (udg.): Alphabetisk Register over kongelige Forordninger samt andre ved Trykken bekjendtgjorte Lovbud fra 1823 til 1849, København 1851.
• Kongelige Forordninger og Aabne Breve, København 1670-1832.
• Laurids Fogtman (udg.): Kongelige Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve for Danlmark og Norge / udtogsviis udg. i chronologisk Orden, København 1787-1806.
• Klein (udg.): Samling af endnu gjældende Love og Anordninger m. v. af mere almindelig Interesse, div. år indtil 1864.

Andre gennemgående referencer i projektet har været de forskellige udgivelser af Resens Atlas og Pontoppidans Den Danske Atlas.

Metoden har været at gennemsøge disse nævnte værker for relevante privilegier og handelsbestemmelser og indskrive dem i databasen, som oftest ved at uddrage det væsentligste indhold, men der er også et bredt udvalg af længere kildecitater. Privilegierne og bestemmelserne vedrørende en enkelt by er indskrevet under den pågældende by, mens fællesprivilegier er indskrevet under samtlige de berørte byer.

Alle referencerne i databasen kan også findes i Byhistorisk Bibliografi.

Yderligere oplysninger

Databasen er bl.a. benyttet i artiklen: Søren Bitsch Christensen: "Det naturlige midtpunkt? Købstædernes økonomiske centralitet ca. 1450-1800", Søren Bitsch Christensen (red.): Den klassiske købstad, (Danske Bystudier, 2), Århus Universitetsforlag 2005, s. 47-136.

Adgang til artiklen kan købes via Aarhus Universitetsforlags hjemmeside.

Kredits

• Kim Møller har udført det store arbejde med at opsøge litteraturen, sammenstille kilderne og udtrække oplysninger til databasen. Han har også skrevet udkastet til de historiske oversigter og georefereret de mange lokaliteter, så de kunne vises på de digitalt fremstillede kort.
• Lisbeth Skjernov har rentegnet kortene i Mapinfo og Adobe Photoshop.
• Per Bitsch har hjulpet med at systematisere data undervejs.
• Søren Bitsch Christensen var idémanden og bærer ansvaret. Han har også redigeret databasen og skrevet tilføjelser til den samt udført en mængde stikprøver i den.
• Præsentationen er udført af INET-DESIGN, Århus.
• Præsentationen er betalt under forskningsprojektet "Urban kultur og urbane netværk 1660-1848", Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation.
• Sebastian Fogh Nordentoft og Rasmus Baad Christensen var med i den sidste fase og lagde en lang række generelle poster ind i databasen.

Ophavsret

Der må citeres frit fra databasen, men husk at angive os som kilde! Kortene må også gengives frit, hvis vi angives som kilde.

Selv har vi gjort alt, hvad vi kunne for at respektere andres ophavsret, men hvis det er gået galt for os alligevel, vil vi selvfølgelig rette op på det med det samme.