Det havde forfærdelige konsekvenser, når ilden bredte sig i de stråtrækte byer. Den mangelfulde organisation af brandslukning og den simple teknologi umuliggjorde en effektiv brandslukning.
Byerne legede bogstaveligt talt med ilden. Overalt så man åben ild i pejse og ovne i husholdninger og værksteder. Ilden var den primære kraftkilde, der både gav varme og energi. Husenes tømmerkonstruktioner og stråtage betød imidlertid, at ilden næsten ikke kunne standses, hvis den først brød ud. Gentagne krav om at bygge husene i sten måtte vige for tidens økonomiske realiteter.
Bybrande kendes fra snart sagt alle købstæder. Viborg blev for eksempel hærget af fire brande på 150 år. I 1726 lagde flammerne 71 gårde og 78 huse og boder øde og efterlod halvdelen af byens folk husvilde. Både rådhuset, domkirken, bispegården, Sortebrødre Kirke og hospitalet blev ildens bytte. Det var begrænset, hvad myndighederne kunne stille op mod en brand. Frem til slutningen af 1800-tallet var der i hovedparten af købstæderne ikke noget egentligt brandvæsen.
Det var København, der i slutningen af 1600-tallet tog føringen. I sammenhæng med, at hovedstaden fik et vandforsyningsvæsen, blev brandvæsenet også forbedret med nyeste slukningsmateriel fra udlandet, et bedre varslingssystem og opbygning af depoter rundt om i byen. Der var stadig ikke tale om et egentligt brandkorps, men om en sammensat skare på ca. tusind personer – tilforordnede håndværkere, vognmænd, vandtilsynsførende, vægtere, borgervæbning og brandfolk. Brandinspektørembedet blev oprettet i 1680’erne for at holde styr på alle disse folk, og faktisk fungerede brandvæsenet udmærket. Men det kunne intet stille op i 1728, da den store brand lagde to femtedele af byens huse øde og gjorde 15.000 mennesker husvilde. Storbrande kunne stadig ikke undgås.
I købstæderne betjente man sig stadig af spande, stiger og fyrhager. I 1700-tallet var der ellers sket flere forbedringer af brandbekæmpelsen. Den moderne slangesprøjte vandt langsomt frem, og brandordninger og forsvarlige slukningsredskaber blev overalt påbudt. I 1761 indførtes en tvungen brandforsikring for alle bygninger i købstæderne. Samtidig blev regelmæssig skorstensfejning og forsvarlige ildsteder et lovkrav. Man forsøgte også at forbyde stråtage, men med ringe held. Der oprettedes brandkommissioner, som skulle føre tilsyn med byens slukningsmateriel og vandforsyning samt godkende planlagte byggerier, så brandfaren kunne minimeres. Egentlige kommunale brandkorps oprettedes i købstæderne i sidste halvdel af 1800-tallet.