Landkommunernes administration 1660-1970

Den Digitale Byport » Danmarks lokaladministration 1660-2007 » Artikler » Landkommunerne

Landkommunernes administration 1660-1970

Mens købstædernes borgere gennem mange år havde haft en vis indflydelse på deres byers styre var det ikke tilfældet for bønderne på landet. I fæstetiden var godset og dermed herremanden den vigtigste administrative ramme om deres liv. I 1800-tallet indførtes det første lokale selvstyre med sogneråd. Sognerådene var i kraft helt indtil kommunalreformen i 1970, hvor de blev erstattet af primærkommuner.

Indhold

Lokaladministrationen på landet 1660-1849

Fæstebønderne havde ikke nogen selvstændig politisk repræsentation, men var underlagt deres herremands myndighed. De største af godserne – grevskaberne og baronierne – dannede ligefrem selvstændige amter. I de enkelte landsbyer var der dog en vis form for selvforvaltning.

På bystævnet samledes landsbyens gårdmænd under oldermandens ledelse og med husmændene i periferien og traf beslutning om dyrkning af markerne og ro og orden, men der var ikke tale om nogen form for lokaladministration.

I 1700-tallet kunne det dog ske, at en bonde blev udpeget til at udføre lokale forvaltningsopgaver. Man kunne blive valgt til enten at medvirke ved soldaterudskrivningen som lægdsmand eller bistå det begrænsede fattigvæsen som fattigforstander. Eller man kunne blive udpeget til at kontrollere og bistå med arbejdet med sognevejene. Visse politiopgaver kunne kun løses, ved at retsbetjenten havde en fast mand ude i de lokale sogne. Han skulle dels rapportere til ham, dels hjælpe med transport af tiggere og kriminelle.

Med tiden blev det almindeligt, at disse forskellige opgaver blev samlet hos én person, som blev kaldt en sognefoged. Han var ikke lokalsamfundets repræsentant, men det yderste led af embedshierarkiet. Han fik offentlig beskikkelse, som det hed, og fik visse økonomiske fordele for sin ulejlighed.

Fattigvæsenet på landet

I slutningen af 1700-tallet begyndte regeringen at overveje en modernisering af skole- og fattigvæsen. I 1802 kom en plan for en midlertidig indretning og bestyrelse af fattigvæsenet i Sjællands landdistrikter, og den blev med få ændringer gældende i hele landet både i by og på land fra 1803.

Tiggere var en del af hverdagen, selvom tiggeri var blevet forbudt ved lov i 1708. Man forsøgte at begrænse tiggeriet ved at ansætte fattigfogeder, som skulle smide fremmede tiggere ud af sognet. Prospekt over Hasle fra Pontoppidans Atlas, 1763.

Den nye ordning betød, at borgere, der ikke selv kunne skaffe sig føden, kunne få fattighjælp. Hjælpen skulle de modtage af det sogn, hvor de var født og opdraget, eller hvor de havde opholdt sig de seneste 3 år. Hjælpen blev ydet enten som penge, naturalier eller en kombination af begge dele. Udgiften til fattighjælp skulle sognets beboere betale i form af en egentlig fattigskat.

På landet skulle den nye fattighjælp administreres inden for et fattigdistrikt. Det omfattede, hvad der kaldtes et sognekald, som bestod af et hovedsogn med eventuelle annekssogne. I de nye regler blev fattigdistriktet betegnet et sognedistrikt.

I hvert sognedistrikt blev fattigvæsenet bestyret af en sognekommission bestående af præsten, politimesteren, en af sognets største jordbesiddere, dvs. ofte en godsejer, og 3 eller 4 af de bedste sognemænd. Ofte var politimesteren reelt repræsenteret af en af sognefogederne. I starten skulle sognepræst og politimester udpege de 3- 4 sognemænd, så der var ingen demokratisk indflydelse på valget for beboerne i området. Senere var det hele kommissionen, der skulle udpege dem. De havde en embedsperiode på 3 år og skulle hjælpe præsten med at udføre de vedtagne beslutninger, skaffe nødvendige oplysninger og indsamle frivillige gaver.

Det var hovedsageligt præsten, der forvaltede det lokale fattigvæsen. Han indkaldte til kommissionsmøderne og lavede en forsørgelsesplan, der skulle fungere i tre måneder ad gangen. Han førte også fattigprotokollen, aflagde regnskabet og varetog korrespondancen. Korrespondancen kunne blive temmelig omfattende, fordi fattigkommissionerne så vidt muligt væltede forsørgelsesbyrden for en fattig over på et andet distrikt, ved at argumentere for, at den fattige rettelig hørte til der.

En amtsfattigdirektion skulle føre tilsyn med landdistrikternes fattigforsorg. Den bestod af amtmanden, amtsforvalteren, samtlige herredsprovster og 2 bestyrere af det kgl. gods eller andre kyndige landmænd. Medlemmerne blev foreslået af amtmanden og udpeget af kancelliet. Biskoppen skulle deltage, når han havde tiden til det. Direktionen afgjorde klager over pålignet fattigskat og godkendte sognedistrikternes regnskaber. Den skulle endvidere afgive en årlig beretning om amtets fattigvæsen til kancelliet.

I hvert amt var der også en amtsfattigkasse bestyret af amtsforvalteren. Den fik sine indtægter hovedsageligt gennem retsbøder. Den var lavet til at hjælpe sognene i særlige tilfælde såsom til bevogtning af sindsyge, understøttelse af folk, der havde været udsat for brand, og til transport af fattige og tiggere

Præsterne får nøgleposition i lokalforvaltningen

Skoleforordningerne i 1806 og 1814 reformerede folkeskolen og gav sognepræsten en omfattende forvaltningsopgave.

Præst Peter Christian Stenersen Gad (1797-1851). Han blev biskop over Fyens Stift 1848-1851. Odense bys museer.

Præsten blev formand for skolekommissionen, som udover ham bestod af ”skolepatroner”, dvs. folk, der ejede mere end 32 tdr. hartkorn, samt skoleforstandere, der var udpegede blandt sognets hæderligste bønder af den amtslige skoledirektion. Skolekommissionen fungerede for 2 år ad gangen

Administrationen af fattigvæsen og skolevæsen gav sognepræsten en større berøringsflade med menigheden, selvom han måtte leve med, at de administrative byrder blev øget drastisk. Man mente i øvrigt, at omsorg for de fattige, oplæring af ungdommen og forkyndelse af det kristne budskab hørte sammen.

Det lokale selvstyre etableres

Med fattig- og skolelovene var de lokale folk i landdistrikterne blevet inddraget i den praktiske forvaltning af to vigtige samfundsanliggender. Det medførte, at der i de nye rådgivende stænderforsamlinger fremkom ønske om, at man på landet fik et lokalt selvstyre. Svaret blev sogneforstanderskaberne fra 1841, forløberne for kommunerne. Som inddeling brugtes fattigdistrikterne, der nu blev til sognekommuner.

Brandvæsenet holder øvelse med den gamle kabinetsprøjte ca. 1903. Den blev anskaffet af sogneforstanderskabet i 1840. Lokalhistorisk Arkiv for Gentofte Kommune.

I 1841 kom anordningen om landkommunevæsenet. I hvert sognedistrikt skulle der oprettes et sogneforstanderskab. I 1842 var der 1021 landdistrikter eller landkommuner, men der var mulighed for, at et distrikt kunne deles i to sognekommuner, hvis amtsråd og kancelliet godkendte det. Antallet af land- og sognekommuner steg derfor til 1097 frem mod 1870.

I hver landkommune skulle der vælges et sogneforstanderskab. Nogle var fødte medlemmer af dette, nemlig sognepræsten og den eller de jordejere inden for kommunens grænser. Udover de fødte medlemmer skulle sogneforstanderskabet bestå af 4-9 medlemmer valgt af beboerne. Dog kunne antallet ændres; i starten af amtmanden, senere med amtsrådets billigelse, og endelig kunne man få kancelliets tilladelse til at øge antallet udover de fastsatte 9 medlemmer. Herredsfogeder og birkedommere i kommunen havde indtil 1855 ret til at deltage i møderne og  afstemningerne.

For at være vælger og valgbar til sogneforstanderskabet gjaldt følgende betingelser.

  • Man skulle være mand og mindst 25 år gammel samt eje eller have en ejendom i arve- eller livsfæste på mindst 1 tønde hartkorn ager og eng eller 2 tdr. skov- eller mølleskyld.
  • Man havde også valgret og var valgbar, hvis man ejede en bygning til en forsikringsværdi på 1000 rigsbankdalere. Eller var forpagter eller lejer af et avlsbrug på 6 tdr. hartkorn.
  • Var man dømt for en i den offentlige mening vanærende handling, eller hvis man ikke juridisk havde rådighed over sit bo, havde man hverken valgret eller kunne vælges.
  • Efter 1855 blev vælgerkorpset udvidet, idet de fleste mænd over 25 år fik ret til at vælge den mindre halvdel af sognerådet, men de største skatteydere valgte den største halvdel.

Valgperioden var på 6 år, men efter 3 år skulle halvdelen af medlemmerne gå af og nye vælges. Genvalg var tilladt. Valgene foregik i fuld offentlighed.

Sogneforstanderskabernes opgaver

Det var de basale opgaver på landet, sogneforstanderskaberne tog fat på. Fattigvæsen, skoler og veje var de vigtigste.

Sognefogedkasket fra Lime Sogn, Østjylland. Sognefogeden var sognekommunens lokale politimyndighed. Denne kasket blev brugt frem til 1970. Lime og Omegns Lokalhistoriske Forening.

Efter valget skulle den ældste af de valgte indkalde sogneforstanderskabet og sikre, at der blev valgt en formand. Den valgte formand kunne have posten i et år ad gangen, men han kunne genvælges. Formanden skulle indkalde til møderne og lede dem samt sikre, at de trufne beslutninger blev skrevet ind i en protokol, der var offentlig tilgængelig, og som alle mødedeltagerne skulle underskrive. Formanden skulle også påse, at de trufne beslutninger blev ført ud i livet og opbevare sogneforstanderskabets arkiv.

Men i en særlig type sager foregik det på en anden måde. I skole- og fattigsager var det sognepræsten, der skulle forelægge sagerne og indføre beslutningerne i de særlige skole- og fattigprotokoller. Og hvor det i andre sager var sogneforstanderskabets formand, der skulle skrive nødvendige breve på dets vegne, var det i skole- og fattigsager sognepræsten, der skulle gøre dette, og det var også ham, der skulle administrere disse områder mellem møderne.

Derimod var det sogneforstanderskabet, der skulle bevilge pengene til alle slags sager, herunder også dem, der vedrørte skole- og fattigvæsen, eftersom de hidtidige skole- og fattigkommissioner var nedlagt. Sogneforstanderskaberne skulle også blandt deres medlemmer vælge skolepatroner og fattigforstandere.

Forstanderskabet skulle i det hele taget høres i alle sager, der vedrørte kommunen. Eksempelvis i forbindelse med udstedelse af håndværksbevillinger, bevilling til at hæve bropenge, holde kro, drive handel eller anlægge møller eller brænderier. En vigtig opgave for sogneforstanderskabet var sammen med retsbetjenten at beslutte, hvilke biveje der skulle betragtes som offentlige og derfor vedligeholdes. Endelig skulle sogneforstanderskaberne bidrage til opretholdelse af god politiorden og skulle især støtte sognefogederne i deres bestræbelser på at forhindre tiggeri og løsgængeri.

Fra sogneforstanderskaber til sogneråd 1868-1918

I 1868 trådte en ny landkommunallov i kraft. Den indførte sogneråd og kom til at regulere den kommunale forvaltning indtil 1933. Sognerådenes hovedopgaver bestod fortsat i forvaltningen af det kommunale skole-, fattig- og vejvæsen, men dertil kom diverse andre kommunale opgaver.

Vallensbæk gamle skole, opført ca. 1840 og i brug indtil 1902. Bygningen blev siden brugt til opbevaring af brændsel og som kommunekontor. Derefter blev den brugt som bolig, indtil den blev nedrevet omkring 1975. Bygaden 47 – 51, Vallensbæk. Vallensbæk Bibliotek.

På de tre hovedområder skete der en kraftig udvidelse i perioden, og det medførte flere kommunale skatter og optagelse af lån til nye anlægsinvesteringer.

Den nye lov ændrede betegnelsen sogneforstanderskab til sogneråd. En gammel regel om, at sogne med fælles fattigvæsen skulle være én sognekommune blev opretholdt, mens et landdistrikt, der hørte under en købstadskirke, men som havde eget fattigvæsen, skulle have eget sogneråd. Havde det fælles fattigvæsen med købstaden kunne det bede om at blive udskilt som en selvstændig sognekommune. Det var Indenrigsministeriet, der afgjorde spørgsmålet. Ministeriet kunne også efter at have hørt amtsrådet sammenlægge eller dele eksisterende sognekommuner. Antallet af sognekommuner var gennem perioden ca. 1100.

Sønderjyllands hjemkomst til Danmark i 1920 medførte en sammenlægning af de tidligere meget små tyske kommuner til større danske sådanne. Kirkesognet kom til at afgøre grænserne for disse.

Sognerådsformandens mange opgaver

Mange opgaver blev samlet hos sognerådsformanden. Det var ikke unormalt, at et lille antal gårdmænd fra de fineste gårde sad tungt på formandsposten i de enkelte sogne. Nogle formænd var så magtfulde, at de blev kaldt sognekonger.

Brev til Hvidovre Sogneråd 1869. På brevet erdet anført, at det drejer sig om en fattigsag.

Sognerådene valgte selv deres formand og næstformand. Det krævede absolut flertal at blive valgt.

Sognerådsformandens opgaver bestod i at indkalde til møder samt at lede disse, og han skulle selv føre den obligatoriske forhandlingsprotokol. Den skulle indeholde alle vedtagelser og mindretalsudtalelser, men han kunne overlade hvervet til en anden. Endvidere skulle formanden påse, at sognerådets beslutninger blev udført i praksis. Endvidere foretog han den løbende korrespondance og lavede de nødvendige regnskabsprotokoller. Han var således en magtfuld mand i lokalområdet.

Mellem sognerådsmøderne kunne sognerådsformanden træffe beslutning om alle løbende sager, som krævede en afgørelse, men inden for de rammer som sognerådet havde ustukket. I meget få tilfælde nedsatte man udvalg, men det kunne ske på særlige sagsområder som f.eks. det sociale.

Møderne i sognerådet blev holdt for åbne døre, så de var tilgængelige for pressen, men rådet kunne beslutte at holde et lukket møde. En beslutning kunne kun vedtages, hvis der var flertal for den. Hvis stemmerne stod lige, bortfaldt forslaget. Formanden kunne godt få lønnede medhjælpere, når deres aflønning var godkendt af amtsrådet, men der blev ikke opbygget en reel sognekommuneforvaltning i sognene i perioden. Derfor måtte man henvende sig til sognerådsformanden på hans bopæl.

Skat og tilsyn

Det kommunale selvtyre på landet havde store begrænsninger. Der var loft over sognerådenes dispositioner med skat, ejendomme og lån, og administrationen blev kontrolleret af amtsrådet.

Vestjysk Sogneråd holder møde. Billedet er malet af Hans Smidth, 1890’erne. Den hirschsprungske Samling.

Skatteudskrivningen blev forenklet i den nye landkommunallov. Den tidligere anvendte udskrivning af korn, brændsel m.v. samt pligtarbejde i form af kørsel, spand- og gangdage blev erstattet af en pengeskat. Det var sognerådet, der foretog skatteligningen. Regnskabsåret fulgte kalenderåret. Alle med fast bopæl i kommunen blev inddraget under ligningen. Landkommunalloven sagde også, at man med de til rådighed stående midler skulle forhindre tiggeri og løsgængeri samt holde god politiorden.

Sognerådenes administration var underlagt amtsrådenes tilsyn. Efter at der var aflagt regnskab af sognerådsformanden og der var foretaget revision, skulle det indsendes til godkendelse hos amtsrådet. Amtsrådets accept skulle desuden indhentes i en række sager. Sognerådet måtte heller ikke påtage sig vedvarende forpligtelser, medmindre disse var påbudt ved lov, og rådet måtte ikke yde bidrag til private syge-, alderdoms- eller begravelseskasser.

Amtet satte grænser for kommunens køb og salg af ejendomme og lån. Amtmanden kunne suspendere en sognerådsbeslutning, hvis han mente den var ulovlig eller skadelig for kommunen, men hans afgørelse kunne indankes for Indenrigsministeriet.

Ved en stor skattereform, der trådte i kraft i 1904, kom der markante ændringer i den kommunale forvaltning i sognene. Enhver med fast ophold i en kommune skulle betale kommuneskat, og skattegrundlaget skulle være det samme som ved indkomstskat til staten. Sognerådene var oftest dem, der foretog skatteligningen i landkommunerne, men i sådanne med mere end 10.000 beboere kunne amtsrådet godkende, at der blev udpeget særlige ligningsmænd. Udover kommunal indkomstskat skulle der også betales kommunal og amtskommunal ejendomsskat.

Forsorgen for fattige, gamle og syge 

Fattighjælp til nødlidende beboere var ingen velfærdsydelse som i dag, men blev fulgt af en indskrænkning af deres borgerlige rettigheder. Og det var især tab af valgret og retten til frit at vælge ægteskab.

Fattighuset i Radsted 1891, malet af C. Wentorf.

Fattighjælpen blev utvivlsomt ydet med yderst beskedne bidrag. I starten bestod hjælpen stadig for en stor del af naturalier, men med tiden blev hjælpen givet udelukkende i form af penge. Fra 1860’erne blev det almindeligt, at landkommuner indrettede fattiggårde, hvortil man henviste de fleste fattige i sognet. Tanken var, at de fattige skulle leve af deres arbejde på gårdens jordlod eller have samt ved at fremstille ting, som kunne sælges. Fattiggården blev ledet af en bestyrer ansat af sognerådet.

Anbringelsen af børn og ældre på fattiggården sammen med sociale tilfælde gav fattiggårdene et dårligt ry, og efter offentlig kritik blev en del af fattiggårdene med tiden nedlagt. Udover fattiggården indrettede nogle sogneråd specielle fattighuse, som primært skulle skaffe nødlidende beboere i sognet, især ældre, et sted at bo.

I 1891 gennemførte Rigsdagen en lov om alderdomsunderstøttelse. Det skete efter voksende kritik af den kommunale fattigpleje. Loven gav mulighed for, at ældre beboere i sognene kunne få en mere værdig understøttelse, der ikke indebar de begrænsninger i deres borgerlige rettigheder, som fattighjælpen gjorde. Men det var op til sognerådet at fastsætte beløbets størrelse.

Tidens voksende sociale bevidsthed kom også de sygdomsramte til gode. I 1892 lavede Rigsdagen en lov om sygekasser. Loven skulle gøre det muligt for mindrebemidlede, som blev ramt af sygdom, at få en mere værdig hjælp end den offentlige fattighjælp. Havde den syge ikke egen vogn eller hest, skulle kommunekassen desuden betale befordring til læge, jordemoder og sygehus, hvis afstanden var mere end halvanden mil (ca. 12½ km).

”De fattiges kasse”

For at give værdigt trængende en tilsvarende værdig fattighjælp, oprettedes i midten af 1800-tallet et hjælpesystem parallelt med det almindelige fattigvæsen.

Ved en lov i 1856 skabte man en institution kaldet ”de fattiges kasse” som kunne udbetale midlertidig hjælp uden de indskrænkninger i borgerlige rettigheder, som den kommunale fattighjælp medførte. Der kunne ikke ydes bidrag af sognekassen til denne kasse, og den fik da heller ikke større betydning. Men den var et eksempel på den praksis, som vor tids velfærdssamfund er bygget på, nemlig retten til hjælp.

Ordningen blev afløst af en lov i 1907 om kommunale hjælpekasser. De skulle yde værdigt trængende hjælp uden fattighjælpens indskrænkninger i deres borgerlige rettigheder. Det var mest midlertidigt arbejdsløse, der fik hjælp af hjælpekasserne. Kommunalbestyrelsen havde ingen direkte mulighed for at gribe ind i kassernes bestyrelse, men kunne indbetale penge til dem, og af disse blev 1/3 refunderet af statskassen. Hjælpekasserne havde en bestyrelse på 5 medlemmer udpegede af de kommunale vælgere. I det hele taget var sognekommunernes udgifter til sociale udgifter stigende og udgjorde langt den største udgiftspost.

Forældreløse børn

Forældreløse børn og børn født uden for ægteskab var meget omstridte problemer i fattigforsorgen. Fattige børn blev sædvanligvis forsørget ved at komme i pleje hos lavestbydende. I 1888 blev der lavet en række børnelove, der skulle styrke tilsynet med plejebørn og sikre ugifte mødre et passende underholdsbidrag.

Fattige børn måtte enten tigge eller blive anbragt i pleje. Plejebørn skulle arbejde hårdt for føden hos plejefamilien. Radering af Lorenz Frölinch, 1839.

Specielle tilsynsførende skulle varetage tilsynet med plejebørn, og kunne der ikke skaffes tilsynsførende, var det kommunalbestyrelsen, der skulle foretage tilsynet med pligt til at afgive beretning om det. Ugifte mødre blev sikret underholdsbidrag, idet den kommune, de boede i, nu skulle betale bidraget, hvorefter beløbet blev indkrævet fra faderen.

I tiden efter 1888 blev reglerne på disse områder yderligere strammet ved forskellige love.

Administrationen af børnelovene og fattiglovgivningen betød stigende korrespondance for sognerådsformanden med andre sogneråd. Det skyldes bl.a., at flere og flere søgte arbejde uden for deres hjemkommune, og den kommune, hvor de opholdt sig, måtte så betale fattighjælp til dem. Derefter kunne den så få beløbet refunderet hos hjemkommunen, som dog ofte forsøgte at slippe for at betale.

Det kommunale skolevæsen

Sammen med fattighjælpen var skolevæsenet den anden store udgiftspost på sognekommunernes budget. Ved landkommunalloven i 1867 fik sognerådene tildelt administrationen og den økonomiske forvaltning af det lokale offentlige skolevæsen. Endvidere blev der nedsat en skolekommission, der skulle føre tilsyn med undervisningen og lærernes embedsførelse.

Visitation. Læreren på den lille Fanø-skole holder sangprøve i overværelse af Præsten. Maleri af Julius Exner, privat eje.

Præsten var fast formand for skolekommissionen, som desuden bestod af 2 medlemmer udpeget af sognerådet; mindst én af disse skulle også være sognerådsmedlem. De var valgt for en treårig periode, og de lokale skolers lærere kunne ikke være medlemmer af kommissionen.

Ligesom fattigvæsenet blev også skolevæsnet kraftigt udbygget i anden halvdel af 1800-tallet. Det betød opførelse af nye skolebygninger og ansættelse af flere lærere og lærerinder. De fleste skolebygninger var beskedne, og oftest havde landskolerne kun en enkelt lærer og evt. en lærerinde.

Skolegangen sluttede, når børnene blev konfirmeret. I 1918 gik ca. 406.000 børn i de 3466 kommuneskoler på landet og der var ansat 6403 lærere og 4130 lærerinder til at undervise dem.

Det kommunale vejvæsen

Bøndernes fremgang og samfundets modernisering skabte i 1800-tallet et stort behov for bedre veje til transport af landbrugsprodukter og forbedret kommunikation. Denne opgave blev blandt andet løftet af kommunerne på landet.

Der skete en fortsat udbygning af de kommunale biveje. Landkommunalloven af 1867 havde erstattet det arbejde, som sognets beboere tidligere var forpligtet til at udføre på vejene, med en skat, så der blev mulighed for, at arbejdet kunne udføres af lejet arbejdskraft. Dog skulle snekastning stadig udføres af sognets beboere.

Valg- og styreformer indtil Kommunalreformen 1970

I 1908 blev sognerådenes demokratiske grundlag stærkt udbygget, da alle over 25 år – både kvinder og mænd – fik valgret. Stadig var det sådan, at valgretten blev frataget, hvis man skyldte i skat eller ikke havde tilbagebetalt sin fattighjælp – det blev dog i store træk ophævet i 1933.

Med den nye grundlov 5. juni 1915 fik kvinderne valgret til Folketing og Landsting. I den anledning gik over 10.000 kvinder i takketog til regering og rigsdag. Toget blev anført af Jutta Bojsen-Møller (tv) og Matilde Bajer (th) fra Dansk Kvindesamfund.Men på det kommunale plan havde kvinder allerede fået valgret i 1908.

En ny lov om kommunernes styrelse kom til i 1933 og blev først ændret i 1965, men den indførte ikke større ændringer. Sogneråd skulle bestå af et ulige antal medlemmer der udgjorde mindst 5 og højst 19 personer. Ændringer heri krævede amtsrådets tilladelse.

Ved første møde efter valget skulle sognerådet vælge formand og næstformand med absolut flertal, og begge var forpligtede til at fungere i deres hverv i hele valgperioden. Formanden skulle indkalde til møderne og lede dem. Han skulle endvidere sikre, at beslutningerne blev indført i protokollen og det gjaldt også divergerende opfattelser. Det var endvidere hans pligt at sørge for beslutningernes udførelse samt at føre korrespondancen for rådet. Desuden havde han ansvar for førelse af alle protokoller.

Sognerådet skulle også blandt sine medlemmer vælge en kasserer til at klare kommunens kasse- og regnskabsvæsen og sørge for skatteopkrævningen. Med amtsrådets tilladelse kunne formanden dog også få kassererhvervet, men aldrig for mere end et år ad gangen. I særlige tilfælde kunne et sogneråd antage en lønnet kasserer, som ikke selv var medlem af rådet.

Hver sognekommune skulle endvidere have et kasse- og regnskabsudvalg til at føre tilsyn med kommunens kasse- og regnskabsvæsen. Reglerne herfor skulle godkendes af amtsrådet. En sådan vedtægt kunne også indeholde bestemmelser om andre stående udvalg som skole-, vej- og forsørgelsesudvalg. Kommunekassen måtte ikke afholde nogen udgift uden sognerådets godkendelse.

Ved budgetteringen skulle et overslag underkastes 2 behandlinger i sognerådet og derefter indsendes til godkendelse i amtsrådet. Som tidligere var sognerådet pålagt at få godkendelse i amtsrådet, hvis det ville foretage ekstraordinære finansielle dispositioner som køb, salg eller pantsætning af fast ejendom, forbrug af formue m.v.

Som noget nyt indeholdt kommunalloven nu bestemmelser om, hvordan man skulle forholde sig ved ansættelse og aflønning af faste tjenestemænd, hvilket kun kunne ske med amtsrådets tilladelse. Amtsrådet kunne også give grønt lys for, at sognerådsformanden og kassereren fik et vederlag for deres arbejde. Årsregnskabet blev lavet af formand og kasserer og derpå blev det revideret af 2 revisorer, hvoraf den ene kunne være medlem af sognerådet. Derefter skulle det indsendes til amtet til godkendelse. Sognerådet skulle endvidere høres i alle sager, der angik sognekommunens forhold, herunder tilladelse til at udøve næring, handel med stærke drikke m.v.

Indtil 1933 havde sognekommunernes forvaltning ikke haft større omfang, end at sognerådsformanden i de fleste tilfælde selv kunne klare den, enkelte steder med lidt lønnet medhjælp. Dde fleste sager havde hidtil kunnet klares på de månedlige sognerådsmøder. Men efter 1933 blev det i stigende omfang nødvendigt at aflaste formanden gennem oprettelsen af udvalg med hvert sit sagområde. Bortset fra kasse- og regnskabsudvalget var disse ikke pålagt af loven.

Steinckes socialreform og sognekommunerne

Steinckes berømte socialreformer betød først og fremmest, at også landkommunerne skulle opbygge en større og bedre socialforvaltning.

Helenes Hus i Ørre sogn. Kommunalt fattighus fotograferet ca. 1930. Ørre-Sinding Sognearkiv.

Nogle måneder efter kommunalloven i 1933 blev socialminister K.K. Steinckes ”socialreform” offentliggjort. I loven om offentlig forsorg blev de fremtidige regler for administrationen fastlagt. Det blev nu kommunalbestyrelsen, der skulle administrere enhver form for offentlig hjælp. Til det formål skulle hvert sogneråd blandt sine medlemmer vælge nogle til et socialudvalg. Det skulle også tage sig af bestyrelsen af legater, tilskud til sociale formål og til velgørende foreninger. Hvis socialudvalget havde mindst 5 medlemmer, kunne det nedsætte underudvalg, men socialudvalgsformanden skulle altid være formand for disse. Under socialudvalget skulle der oprettes et særligt underudvalg, som administrerede børneværnssager, og i dette underudvalg kunne der også optages personer, der ikke var medlemmer af sognerådet. Endvidere blev kommunalbestyrelserne bemyndiget til at ansætte de nødvendige funktionærer i form af kontorpersonale, undersøgere, sygeplejere, anstaltsfunktionærer m.v.

Der skulle desuden i alle landkommuner med over 3000 indbyggere indrettes et socialkontor med daglig ekspeditionstid. I 1933 havde kun et mindretal af landets sognekommuner så mange indbyggere, men kravet skabte grundlag for opbygningen af en egentlig sognekommunal forvaltning med ansatte og de fornødne kontorlokaler. Med tiden blev der i mange sognekommuner opført egentlige administrationsbygninger, hvor hele den kommunale forvaltning var samlet, og hvor der også var mødelokale for sognerådet.

Sognekommunernes opgaver i det tyvende århundrede

Det var stadig de samme tre hovedopgaver, som sognekommunerne især varetog, nemlig social-, skole- og vejvæsen. Især det sociale område og skoleområdet blev kraftigt udbygget, og det medførte udvidelser af bygninger samt nybyggerier, men også ansættelse af et stigende antal kommunale funktionærer og en øget administration. Med til at forstærke udviklingen var også øget arbejde med skatteligning og -opkrævning af både kommunale og statslige skatter.

Brabrand-Aarslev Sogneråd fotograferet under ligningsarbejdet ca. 1920. Århus Kommunes Biblioteker. Lokalhistorisk Samling.

Med en lov i 1923 ændredes alderdomsunderstøttelse til en aldersrente, som alle personer over 65 år, der ikke havde formue, kunne modtage. I nogle tilfælde kunne også 60-årige og 62-årige komme i betragtning. Staten refunderede 7/12 af det, kommunerne udbetalte i denne henseende. Loven blev senere udbygget i 1959 med pension og hjælp til enker, og i 1965 blev den afløst af folkepensionen.

Med lov om offentlig forsorg i 1933 afskaffedes fattighjælpen i sin hidtidige form. Den nye lov fastslog, at det offentlige skulle forsørge alle, der ikke kunne gøre det selv. Hvor stor hjælp, der var brug for, fastsattes af det sociale udvalg i den konkrete sag. Loven indeholdt også regler om underholdsbidrag til børn.

Kommunen skulle endvidere sikre en forsvarlig sygepleje. I kommuner med mere end 4.000 indbyggere kunne amtsrådet pålægge kommunerne at oprette et alderdomshjem. Tilsvarende skulle landkommunerne sikre sig, at de kunne disponere over nogle pladser på en kommunal arbejdsanstalt. Til enhver sådan skulle der være en forsørgelsesafdeling med en eller flere sygestuer.

Børneværn

Loven om offentlig forsorg 1933 pålagde også kommunerne at have et børneværn til at føre tilsyn med børn, lave forebyggende foranstaltninger og sikre opdragelse og forsørgelse af børn placeret uden for deres hjem.

Arveprinsesse Carolines Børneasyl, 1933. Århus Kommunes Biblioteker. Lokalhistorisk Samling.

Børneværnet, som blev oprette 1933 skulle udøves af det sociale udvalg i kommunen eller af et særligt underudvalg under dette.De opgaver, som de såkaldte værgeråd havde haft siden 1905, overgik nu til kommunernes sociale udvalg sammen med et landsnævn for børneværn. Socialudvalget kunne beskikke udvalgte personer til at føre tilsyn med børn eller grupper af børn undergivet børneværnet.

Hvervet som tilsynsførende var et borgerligt ombud, som man således var forpligtet til at tage på sig, hvis man blev bedt om det. Man kunne afslå, hvis man havde haft hvervet i 4 år.. I særlige tilfælde kunne kommuner tage lønnede tilsynsførende men det krævede Socialministeriets godkendelse.

Sognekommunernes udgifter eksploderer

Udgiftsniveauet var stærkt stigende efter 1933. Det var i lyset af denne udvikling og de stærkt øgede administrative byrder, at der gradvist blev fremsat ønsker om at lave kommunesammenlægninger. Håbet var at få større enheder, der bedre ville være i stand til at løse de omfattende opgaver. Fra omkring 1960 kom der for alvor gang i sammenlægninger af små kommuner.

Todbjerg-Mejlby sogneråd, 1966-1970. Sognerådsformanden var lokal gårdejer og venstre-mand. Todbjerg-Mejlby Lokalhistoriske Arkiv.

Sognekommunernes udgifter til sociale forhold steg generelt i perioden, men især i 1960’erne. Mens de fra 1939/40 til 1959/60 var steget fra 58,4 mio. kr. til 304,9 mio. kr., steg de i løbet af 10 år til 991,3 mio. kr.

Skoleområdet viste samme udvikling med udgifter på 17,6 mio. kr. i 1939/40, 201,1 mio. kr. i 1959/60, mens tallet var helt oppe på 943,7 mio. kr. i 1969/70.

For vej- og kloakvæsnet viste sig en tilsvarende udvikling. I 1939/40 beløb udgifterne sig til 47,3 mio. kr. og i 1959/60 til 79,3 mio. kr., mens de i 1969/70 var nået op på 433 mio. kr.

Med så stærke stigninger inden for de tre hovedområder i den sognekommunale forvaltning kan det ikke undre, at driftsudgifterne samlet også steg drastisk i perioden og efter samme mønster.

I 1939/40 var de 146,9 mio. kr. og i 1959/60 716,8 mio. kr., men kun 10 år senere i 1969/70 var de helt oppe på 3.085,4 mio. kr.

Kommuner med Gentofte-status

En mindre gruppe landkommuner fik allerede tidligt en særlig juridisk status pga. af deres befolkningsmæssige størrelse og sammensætning. Disse kommuner lå i hovedstadsområdet, og de fik lov til at ændre deres styrelse, så den kom til at ligne en købstadskommune mere end en landkommune. Da Gentofte Kommune var den første af hovedstadsområdets kommuner, der fik den nye status, kom ordningen til at blive betegnet ”Gentofte-status”.

Gadeparti fra Gentofte ca. 1920. Lokalhistorisk Arkiv for Gentofte Kommune.

Udviklingen begyndte med en lov i 1920, der bemyndigede indenrigsministeren til at give Gentofte Sogneråd lov til blandt sine medlemmer at udpege en formand og en næstformand samt 2-4 personer til at gå formanden til hånde.

Valgene skulle foregå efter reglerne for valg af borgmester og rådmænd i købstæderne. Snart benyttede man i Gentofte ikke længere betegnelsen sogneråd, men kommunalbestyrelse, og betegnelsen sognerådsformand måtte vige for betegnelsen borgmester. Loven gav også Gentofte ret til at nedsætte faste udvalg, og der skulle i kommunalvedtægten optages en bestemmelse om, at borgmesteren skulle have et vederlag for sit arbejde.

Den næste kommune, der fik Gentofte-status, var Lyngby-Tårbæk kommune og snart kom flere til. I 1952 gav en ny lov bl.a. Ballerup-Måløv, Birkerød, Brøndbyerne, Dragør, Farum, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Herstederne, Hvidovre, Høje-Tåstrup, Hørsholm, Rødovre, St. Magleby, Søllerød, Tårnby, Vallensbæk og Værløse ”Gentofte-status”. Både Gentofte og Lyngby-Tårbæk fik straks lov til at indrette deres skolevæsen, som det var organiseret i købstadskommuner, og det gjorde også en del andre kommuner med Gentofte-status. Atter andre fik lov, når deres skolevæsen havde nået en passende størrelse. De måtte også følge reglerne for købstæder i forbindelse med folkeregistre, næringslovgivning, landvæsensretter og vandløbslovgivning.

”Gentofte-status” var således en forløber for den egentlige kommunalreform gennemført i 1970, som ophævede adskillelsen mellem sogne- og købstadkommuner til fordel for den nye kommunetype kaldet primærkommunen.

Litteratur

Per Boje m.fl. (red.): Folkestyre i by og på land. Danske kommuner gennem 150 år.

Dansk kulturhistorisk opslagsværk, bind 1-2 (1991).

Harald Jørgensen: Lokaladministrationen i Danmark. Oprindelse og udvikling indtil 1970. En oversigt (1985).

W. E. von Eyben: Juridisk ordbog , 8. udg. (1991).