Danmark og Sønderjylland under 1. verdenskrig 1914 - 1918

Af Jan Baltzersen (2005)

Danmark tjente godt på at være neutral under 1. verdenskrig; Handelsskibe sejlede med varer til de krigsførende parter, eksporten blomstrede og gullaschbaronerne havde kronede dage. Selvom Danmark ikke deltog i krigshandlingerne, var sønderjyderne tvunget til at kæmpe på tysk side- også selvom de var dansksindede.

Danmarks politiske og militære initiativer for at sikre landet under 1. verdenskrig

De mange krigserklæringer fra de europæiske lande omkring 1. august 1914 gjorde både den danske regering og befolkning bekymrede, for man kunne dengang ikke vide, om Danmark ville blive et besættelsesmål for de krigsførende magter. Alle politiske partier var dog enige om, at Danmark skulle forblive neutralt under krigen, og det meddelte man de lande, der deltog i krigen.

Det var imidlertid klart, at man måtte gøre noget for at sikre landet under de usikre forhold. Derfor indkaldte Danmark sin militære sikringsstyrke, dvs. at man mobiliserede landets soldater, så de kunne forsvare det neutrale Danmark, hvis det blev angrebet. Sikringsstyrken var på 50.000 mand, og den skulle primært forsvare hovedstaden, idet 40.000 soldater blev afsat til det formål, mens kun 10.000 skulle bruges til forsvaret af Jylland og Fyn.

Danmark valgte også at lægge miner ud i farvandene efter tysk pres, og efter at tyske skibe var begyndt at udlægge miner i danske farvande for at sikre Tyskland mod et britisk flådeangreb ad den vej. Fra dansk side har man givetvis også ønsket at undgå at give Tyskland et påskud til at besætte landet for på den måde at sikre sig mod britiske angreb fra dansk territorium.

Danmarks økonomiske situation under krigen

Men Danmark kom i sidste ende til at tjene på krigen og på at være neutral. Af den danske eksport før 1. verdenskrig bestod op mod 60 % af landbrugsvarer til Storbritannien, mens 29 % ofte i form af levende dyr gik til Tyskland. Man skal huske, at Danmark på det tidspunkt i alt væsentligt var et landbrugsland. Både Storbritannien og Tyskland var således vigtige samhandelspartnere.

Samhandelen fortsatte med begge lande under krigen. Tyskland købte f.eks. heste til brug i krigsindsatsen, hvor både kanoner, ambulancer og forsyningsvogne stadig i de fleste tilfælde var hestetrukne. Hesteeksporten var normalt på 20- 30.000 dyr om året, men i løbet af få måneder havde man eksporteret 80.000, hvoraf en stor del var kommet til Tyskland.

Mens bønder, godsejere og selvstændige tjente på krigen, gik det økonomisk dårligere for offentligt ansatte, arbejdere og pensionister. Staten måtte til sidst gribe ind med bl.a. prisreguleringer for at dæmme op for voldsomme prisstigninger forårsaget af varemangel og den større afsætning pga. stigende eksport, og i 1918 lavede man rationering af sukker, smør og flæsk for at sikre, at alle kunne få den fornødne mad.

Gullaschbaroner

Det var dog ikke alle, der led nød. Nogle af dem, der tjente gode penge i Danmark under 1. verdenskrig, var de såkaldte Gullaschbaroner. De tjente rigtigt mange penge på de særlige muligheder for handel, som krigen skabte. Gullaschbaroner var en nedsættende, samlet betegnelse for dem; men ikke kun for dem, der rent faktisk tjente pengene på eksport af mad til de krigsførende. Det blev også brugt om flertallet af dem, der blev rige af krigen, og de tjente faktisk i høj grad pengene på aktiehandel.

Men en del kom til at tjene mange penge på handel med mad, der kunne sendes til de krigsførende lande. I 1914 var der 21 danske fabrikker, der lavede kødkonserves, men under krigen steg tallet til 148, ligesom eksporten af kød på dåse blev 50 gange større i den periode, krigen varede.

Gullaschbaronerne havde fået deres navn fra den vigtigste eksportvare til de krigsførende lande inden for dåsemad, som var netop gullasch. Det bestod af kødstykker i sovs, og der var derfor reelt ingen, der med det blotte øje kunne se, hvad maden egentlig indeholdt, og ofte var kvaliteten dårlig. Gullaschen kunne indeholde alt fra sener, indvolde og brusk til egentlige knogler malet til mel og derefter kommet i blandingen. I nogle tilfælde var producenterne også ligeglade med, om kødet var for gammelt, eller om der skulle være kommet en rotte med i blandingen. Producenterne tjente meget store penge på det.

Danske skibe og søfolk under 1. verdenskrig

Skibstransport var der stor brug for under 1. verdenskrig. Der skulle både hentes forsyninger hjem til landet og sejles eksportvarer til samhandelspartnere på begge sider i krigen.

Det var til gengæld også meget farligt at sejle som dansk sømand under krigen, selvom landet var neutralt. I alt sank 324 danske skibe. 722 danske fiskere samt søfolk på handelsskibe mistede livet på havet 1914-1918. Af samme grund er nogle af de købstæder i Danmark uden for Sønderjylland, som har monumenter fra 1. verdenskrig, netop havnebyer, der havde mistet mange søfolk som f.eks. Marstal.

Interneringslejre for krigsfanger ved Horserød og Hald

Ved Horserød og ved Hald ved Viborg blev der under krigen lavet to såkaldte lazaretlejre, hvor syge og sårede krigsfanger fra de kæmpende nationer kunne få behandling på dansk, neutral grund. Lige efter krigen kom der også en hel del krigsfanger til Danmark på vej hjem fra krigsfangenskab i de krigsførende lande, men som var internerede i Danmark, mens de ventede på videre transport mod hjemlandet.

Nogle af disse krigsfanger døde, og de er i dag mindet på monumenter f.eks. på Vestre Kirkegård i København. En del af dem, der ikke overlevede, døde af det, der i Danmark kaldes Den Spanske Syge. Det var en særlig ondartet influenza-epidemi, der raserede over det meste af verden i vinteren 1918-1919.

Danskere i krig under 1. verdenskrig

Nogle danskere tog ud og kæmpede i de krigsførende hære som frivillige, og andre boede i forvejen i de krigsførende lande og meldte sig så til deres hære ved krigsudbruddet.

I den franske hær kæmpede der således omkring 85 danskere, formentlig hovedsageligt i fremmedlegionen. Den kendte danske forfatterinde Karen Blixens bror, Thomas Dinesen, meldte sig frivilligt til den canadiske hær og vandt som frontsoldat på vestfronten den højeste britiske tapperhedsmedalje, Victoria-korset, for sin indsats i kampen den 18. august 1918 ved Vimy. Under et canadisk angreb, der gik i stå, gik han sammen med en kammerat i spidsen og fik trængt tyskerne tilbage. Thomas Dinesen skrev senere sine erindringer som i den danske udgave har den engelske titel ”No man’s Land” eller på dansk ”Ingenmandsland”. Det var den betegnelse, som blev brugt om området mellem fjendens skyttegrave og egne skyttegrave på vestfronten.

Sønderjyderne under 1. verdenskrig

For den sønderjyske befolkning var oplevelsen af krigen en helt anden, end den var for danskerne nord for Kongeåen. Under 1. verdenskrig var Sønderjylland stadig en del af Tyskland, og uanset om man var dansksindet eller tysksindet sønderjyde, så skulle man i krig for det tyske militær. I alt omkring 30.000 sønderjyder kom i løbet af krigen til at gøre tjeneste i den tyske hær og flåde, og Sønderjylland kom dermed til at opleve krigen som del af en krigsførende nation.

Dermed kom sønderjyder til at kæmpe på tysk side over det meste af verden. Der var således sønderjyder med på vestfronten, på østfronten, på Balkan, i Afrika og i den tyske flåde i Østersøen og Nordsøen.

Selvom en del dansksindede sønderjyder deserterede over grænsen til Danmark, deltog det store flertal loyalt i krigen på tysk side. Når soldaterne først stod i skyttegravene, var de nødt til at kæmpe, hvis de ville overleve, og ofte var det stærke kammeratskab blandt dem med til at sikre, at alle gjorde deres bedste for, at både de og deres kammerater skulle komme levende hjem.

Danske tab under 1. verdenskrig og Danmarks nationale monument for krigen

Under 1. verdenskrig faldt der 3900 sønderjyder, og de blev i 1934 mindet på Danmarks nationale monument i Mindeparken i Århus for alle landets faldne i 1. verdenskrig, dvs. inkl. de frivillige i de allierede hære og omkomne danske søfolk. Der er i alt 4140 navne på faldne danskere indskrevet på monumentet.

Sønderjyllands monumentbygning efter 1. verdenskrig

Monumentbygningen i Sønderjylland efter 1. verdenskrig svarer helt til den meget anderledes situation, området var i som en del af en krigsførende nation. I mange, hvis ikke alle, sønderjyske sogne mindes de faldne på et mindesmærke af en eller anden art og i de sønderjyske købstæder er der ofte et eller flere fritstående monumenter. I nogle tilfælde mindes dansk- og tysksindede faldne sammen som f.eks. på monumentet på Aabenraa Kirkegård og nogle steder hver for sig som f.eks. i Tønder.

De danske købstæders monumenter fra 1. verdenskrig kan ses i denne databases registrant, og i dens artikel om emnet kan man læse mere information om monumenterne. Man kan også læse mere om monumentbygningen efter 1. verdenskrig i udlandet under de enkelte lande i det udenlandske materiale, der findes i denne database.

Litteratur

Michael Klos: Den 1. verdenskrig. Europas historie 1870 – 1930 (2004).

Ole Steen Hansen: Danmark under Første verdenskrig (2000).

Lars Lindeberg: De så det ske, Danmark under 1. verdenskrig (København, trykkeår uoplyst).

Jan René Westh: Danske frivillige i Frankrig 1914-1918/Volontaires danois en France 1914-1918 (1998).

Thomas Dinesen: No Man’s Land (1929).

Bent Blüdnikow: Krigsfanger – et billeddrama om krigsfanger i Danmark under 1. verdenskrig (1988).

Niels Finn Christiansen: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 12 1900-1925 Klassesamfundet organiseres (2. udg., 2004), s. 189-202.

Chr. P. Christensen: Sønderjyder forsvarer Østafrika 191-1918 (1937).

Inge Adriansen: ”Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer”, Fra Als og Sundeved, bd. 81 (2003).

Sørensen, N.A.: ”Storbritanniens lange efterkrigstid, 1918-1945: kultur- og politikhistoriske nedslag”, Arbejdspapir nr. 25, udg. Center for Kulturforskning (Århus, maj 1995).