Af Jan Baltzersen (2005)

Projektets resultater

Monumenterne i de danske købstæder fra krigen i 1864

Købstædernes monumenter består ofte af obelisker, typisk af granit eller sandsten, opstillet mellem 1870 og 1910 på byens kirkegård, hvor de faldne er begravet. En del af dem minder både ofre fra 1864 og fra Treårskrigen 1848-50 på samme monument.

Normalt er der kun lidt ornamentik på dem f.eks. i form af en laurbærkrans eller lignende i guld. Indskriften er normalt ikke poetisk, men snarere konstaterende og fortæller kort og godt, at monumentet står der for at hædre de omkomne soldater, der er mindet på det. Det fremgår i en del tilfælde også, hvem der har opstillet monumentet og det er ofte de lokale Forsvarsbrødre- eller Vaabenbrødreforeninger eller blot ”borgere” i den konkrete by. Ofte gives monumentet til kommunen ved indvielsen, og den står så for vedligeholdelsen.

Ceremoniellet ved indvielser er det ikke lykkedes at finde så meget om, men i nogle tilfælde mødes man et centralt sted i byen og går så i procession hen til monumentet, som er dækket til. Monumentet afsløres først efter de første taler. Talerne er ofte initiativtagerne, borgmestre og præster. Derefter synges der typisk fædrelandssange. Der deltager gerne flere hundreder mennesker i begivenheden, så det har været et tilløbsstykke i de dengang ikke særlig folkerige købstæder.

Monumenterne fra 1. verdenskrig 1914-1918

Danmarks nationale monument for 1. verdenskrig er monumentet i Mindeparken i Århus, hvor samtlige af landets faldne i krigen er indskrevet.

Der er i øvrigt ret få af disse monumenter uden for Sønderjylland, da Danmark var neutralt under krigen, men derimod mange monumenter i Sønderjylland, som var med i krigen på tysk side, og hvis unge mænd blev indkaldt som resultat af tysk værnepligt.

Monumenterne er ofte mere ornamenterede end de andre undersøgte begivenheders monumenter, og der er især en udbredt brug af relieffer, der viser krigsbegivenheder. De opstilles typisk kort efter krigen og står ofte på symbolske steder, hvilket uden for Sønderjylland ofte vil sige ved havnen, da mange af de omkomne er søfolk fra handelsflåden. Indskrifterne er enkle, men patriotiske.

En særlig gruppe monumenter er for internerede krigsfanger fra de krigsførende parter, der døde i Danmark ved krigens slutning. På disse er indskrifterne på de pågældende landes sprog, og deres udseende er ofte også anderledes, men dog nok ikke som i hjemlandene. Monumenterne er da også ofte opstillet af danskere.

De sønderjyske monumenter fra krigen kan minde enten dansksindede eller tysksindede eller begge på samme monument. I det sidste tilfælde er det ikke en bestemt erhvervsgruppe, men alle i et lokalområde der mindes, og monumenternes stil er ofte mere enkel.

Monumenterne fra Genforeningen 1920

Naturstenen er her den typiske for genforeningsmonumenter, men der er dog to undtagelser, hvor det er bronzestatuer af Mor Danmark og Sønderjylland som den hjemvendte datter opstillet i hhv. Randers og København. Indskrifterne på genforeningsmonumenterne er ofte enkle og nævner evt. årstallene 1864 og 1920, men i en del tilfælde tillige meget patriotisk følelsesfulde. I mange tilfælde brugtes forfatteren Henrik Pontoppidans ord: ”Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage. En røvet datter dybt begrædt er kommet frelst tilbage”. Ornamentikken udtrykker ofte, at det er en glædelig begivenhed f.eks. med en opstigende sol i modsætning til krigsmonumenterne, hvor man mindes de døde.

Indvielserne ligner dem fra krigen i 1864. Man mødes et centralt sted i byen og går så i procession til monumentet. Dette er ofte placeret i ”Anlægget”, et passende sted til glædesmonumenter. Der bliver så holdt et par taler, hvorefter dækket tages af monumentet. Herefter holdes der flere taler, og der afsluttes med fædrelandssange.

Konklusion

Man bevægede sig i stil. Fra det klassiske udtryk inspireret fra oldtidens Grækenland med obelisker, som prægede monumenterne fra krigen i 1864, over det billedlige og udpenslede med relieffer på monumenterne fra 1. verdenskrig og til det folkelige i 1920 med den simple natursten, ofte hentet ind fra marken fra den danske muld som et monument med et typisk dansk udtryk.

Man ville i samtiden netop gerne knytte forbindelsen tilbage til Danmarks oldtid og dens stendysser og dermed skabe en unik og typisk dansk identitet, som skulle begrunde, at Danmark bestod og fortsat skulle bestå som selvstændig nation. Genforeningen var en sejr for dette synspunkt, som deltes af en meget stor del af befolkningen, og som således også kom til udtryk i monumentbyggeriet for Genforeningen.

Perspektivering

Monumentbyggeriet på landet

Selv om monumentbyggeriet på landet ikke er en del af dette projekt, kan der laves en dækkende perspektivering i forbindelse med monumentbyggeriet fra Genforeningen 1920 på grundlag af viden om de 561 genforeningsmonumenter fra både land og by, som Johannes Vejlager har med i sin bog Genforeningsmindesmærkernes Historie, 1939.

Genforeningssten fra Landsbyen Gørslev, Sjælland.
Foto: Jan Baltzersen

På landet var naturstenen den altovervejende monumentype. Der er næsten ikke andet, mens det som nævnt i byerne var mere blandet. Derimod var man på landet mindst lige så glade for at bruge Pontoppidans ord som indskrift som man var i byerne, men der er også mange mere enkle indskrifter f.eks. bare bestående af årstallene 1864-1920 eller tilsvarende enkle udtryk. Indvielserne foregik som i byerne, men nok generelt med færre taler, og man mødtes ofte ved monumentet uden at gå i procession derhen. Monumenter på landet står ofte i et grønt område – det, som i en købstad ville være større og derfor vil kunne kaldes et anlæg – men de står ofte også foran forsamlingshuset eller i nogle tilfælde i et vejkryds. Det vigtige er, at flest muligt skal få monumentet at se.

Monumenter fra Englandskrigene

Der er meget få af disse. Vi har kun kendskab til nogle ganske få, nemlig et på Sjællands Odde og et ved Jægerspris Slot, som er en urne på en stenstøtte til minde om Slaget på Reden den 2. april 1801. Monumentet på Holmens Kirkegård, hvor ca. 500 faldne fra Slaget på Reden er begravet, er en obelisk. Den blev finansieret ved en indsamling, og der blev lavet en tryksag, som blev solgt til fordel for monumentets opførelse. Grundstenen blev lagt på årsdagen for slaget. Obelisken var udført i gråt norsk marmor. Indskriften blev:

De faldt for Fædrelandet

Den 2. april 1801

Medborgernes Erkjendtlighed

Rejste dem dette Minde

Monumenterne holder den klassiske stil, og der er ingen navne på dem, men omkring dem på Holmens Kirkegård er der mindre sten med navne på 11 officerer.

Treårskrigen 1848-50

En del monumenter for Treårskrigen minder også 1864. De to krige kaldes også de slesvigske krige, og både samtiden og eftertiden har opfattet dem som knyttede til hinanden.

Monument for Rytterfægtningen nord for Århus under Treårs-krigen.
Foto: Jan Baltzersen

Danmarks nationale monument for 1. slesvigske krig er Istedløven, som minder de danske krigsofre. Den stod oprindeligt på Flensborg Kirkegård, men blev senere transporteret til Berlin efter tabet af Sønderjylland og kom først til Danmark efter 2. verdenskrig, hvor den endte med at stå ved Tøjhusmuseet i København. Her kan den ses i dag. Men de fleste monumenter fra krigen er mindre prætentiøse. En del er obelisker, men der findes også monumenter for enkelte slag som det for rytterfægtningen ved Århus opstillet af Vaabenbrødreforeningen for Aarhus og Omegn den 31. maj 1899.

Monumenter for besættelsen og 2. verdenskrig

Monument for omkomne danske søfolk 1940-45. Europaplads, Århus.
Foto: Jan Baltzersen

I de lande, der har deltaget i 1. verdenskrig, indskrives navnene fra 2. verdenskrig ofte på monumenterne over denne krig. Men Danmark var neutralt i 1. verdenskrig, og landet har efter 2. verdenskrig opført mindst omkring 1245 mindesmærker, hvoraf ca. 450 er fritstående monumenter. Deres stil er meget varierende. Man ser mange natursten, men også monumenter med mere kunstnerisk præg eller utraditionelle monumenter som en propel fra et fly, som det ses i Nysted.

Danmarks nationale monument for besættelsen er Mindelunden Ryvangen, som under krigen havde været tyskernes henrettelsessted for danske modstandsfolk.

Monumenterne fra besættelsen i øvrigt er så varierede i deres stil, at der næppe kan opstilles generelle retningslinier for, hvordan de ser ud. Mange minder modstandsfolk, der faldt, men der findes også et, der minder digterpræsten Kaj Munk, som blev dræbt af besættelsesmagten for at afskrække danskerne fra at gøre modstand. En tredje type er mindetavler. Som det er vist under overskriften ”Usædvanlige monumenter” findes en mindetavle over håndværkere, der omkom under et britisk bombeangreb på det tyske hemmelige politi Gestapos hovedkvarter på Aarhus Universitet, som dengang var under opførelse. Endelig blev en del monumenter sat for at fejre befrielsen i 1945.

Monument for Kaj Munk opstillet der, hvor han blev fundet dræbt.
Foto: Jan Baltzersen

Litteratur

Poulsen, Bjørn og Ulrich Schulte-Wülwer: Istedløven. Et nationalt monument og dets skæbne (Slesvig 1993).

Forsvarsministeriets Krigergravtilsyn.

Holmens Sogns Menighedsråd: Holmens Kirkegård (København, evt. 1990’erne).

Lyngby, Thomas: Den sentimentale patriotisme. Slaget på Reden og H.C. Knudsens patriotiske handlinger (København 2001).