Af Jan Baltzersen (2005)

1. slesvigske krig 1848–50 (Treårskrigen)

Slesvig og Holsten havde fra gammel tid været knyttet til det danske rige som hertugdømmer, men i midten af 1800-tallet blev deres tilknytning til Danmark sat under pres. Både i Danmark og Holsten blev der arbejdet på at gennemføre frie forfatninger, og det store spørgsmål var, om Slesvig skulle høre under en dansk eller en holstensk forfatning. Sagen spidsede så meget til, at Danmark i 1848 kom i krig med Holsten, der på sin side havde de tyske stater, deriblandt Preussen, i ryggen. Krigens afgørende slag ved Isted i 1850 endte med dansk sejr, men udfaldet på krigen blev, at Slesvig forblev et selvstændigt hertugdømme i den danske helstat og hverken blev indlemmet under den holstenske eller den danske forfatning.

Optakten

Striden handlede om det danske hertugdømme Slesvigs fremtidige placering. Skulle det være en del af den danske stat med sydgrænse ved floden Ejderen, eller skulle det indgå i et slesvig-holstensk fyrstedømme i Det Tyske Forbund? Det tyske forbund bestod af de tyske stater, for Tyskland var endnu ikke samlet til én stat. Det skete først i 1871.

I 1848 gik der en bølge af revolutioner gennem Europa, og disse brydninger prægede også udviklingen frem mod krigen om Slesvigs fremtid. Spørgsmålet om Slesvig blev den dominerende sag på den revolutionære dagsorden i Danmark i marts 1848, hvor det blev kædet sammen med kravet om en fri forfatning. De nationalliberales krav om et forenet Danmark og Slesvig under en fri forfatning vandt stor tilslutning hos Københavns borgere på et stormøde 11. marts i København. Næste dag vedtog Håndværkerdannelsesforeningen på opfordring fra de nationalliberales leder, Orla Lehmann, at kravet om almindelig valgret og en fri forfatning også skulle kædes sammen med kravet om et ”Danmark til Ejderen”.

De liberale i Slesvig og Holsten dannede derimod fælles front med det konservative ridderskab i hertugdømmerne i kravet om en fælles slesvig-holstensk forfatning og om optagelse af Slesvig i Det Tyske Forbund. Dermed var fronterne trukket op.

18. marts 1848 mødtes deputerede fra den slesvigske og den holstenske stænderforsamling i Rendsborg og besluttede at sende en deputation til den danske konge med disse og andre ultimative krav. Rygtet om dette nåede København 20. marts. Borgerrepræsentationen i København vedtog en erklæring skrevet af Orla Lehmann med krav om nye ministre, der havde folkets tillid, og som advarede kongen mod, at befolkningen kunne blive drevet til ”fortvivlelsens selvhjælp”, hvis det ikke skete. Samme aften vedtog en forsamling, der mødtes i etablissementet Casino, at afvise kravet fra slesvig-holstenerne og fastholde kravet om en fælles forfatning for det danske kongerige og hertugdømmet Slesvig samt en folkelig valglov. Forsamlingen ville endvidere gå med borgerrepræsentationen til kongen næste dag.

Men kongen kom dem i forkøbet. 21. marts om formiddagen afviste de siddende ministre at fortsætte på et grundlag om ”Danmark til Ejderen” og tog deres afsked. Så da den store forsamling fra borgerrepræsentationen og forsamlingen fra Casino nåede frem, kunne kongen meddele, at ”det, De ønsker, mine herrer, er alt i morges udført”.

Hermed var ”Danmark til Ejderen” blevet officiel dansk politik, og den nye regering, dannet 22. marts, fik et betydeligt nationalliberalt islæt. Bl.a. blev den nationalliberale leder Orla Lehmann optaget i den.

Krigen bryder ud

”Danmark til Ejderen”-politikken betød, at regeringen 24. marts erklærede over for den slesvig-holstenske deputation, at man fra dansk side kunne acceptere, at Holsten fik en fri forfatning og blev en selvstændig tysk forbundsstat. Hertugdømmet Slesvig derimod havde en uopløselig forbindelse til Danmark, som skulle styrkes gennem en fri fælles forfatning, idet de to områder opfattedes som to dele af samme rige. Det var således en total og kompromisløs afvisning af de slesvig-holstenske ultimative krav.

Men andre begivenheder havde i mellemtiden forårsaget det endelige brud i forholdet mellem Danmark og hertugdømmerne. Den 23. marts havde de slesvig-holstenske liberale nemlig sammen med hertugdømmernes aristokrater dannet en provisorisk regering. Den erklærede, at den havde overtaget ledelsen i hertugdømmerne, fordi deres fyrste, den danske konge, ikke længere var fri, men havde bøjet sig for den københavnske befolknings krav. Den provisoriske regering erklærede endvidere, at den ville slutte sig til de tyske staters enhedskamp.

Dagen efter satte hertugdømmernes tidligere statholder, prins Frederik af Nør, sig i besiddelse af fæstningen i Rendsborg under en ublodig aktion, og størstedelen af mandskabet sluttede sig til den slesvig-holstenske bevægelse. Dermed var 1. slesvigske krig en realitet.

Allerede 29. marts gik den danske hær over Kolding Å med en styrke på 10.000 mand. Efter krigens første slag, som foregik ved Bov 9. april, drev hæren en slesvig-holstensk styrke på 7.000 mand på flugt, hvorefter Slesvig blev besat af danske tropper ned til Dannevirke og Ejderen. Den tyske forbundsdag anerkendte imidlertid den provisoriske regering i Slesvig-Holsten og opstillede en styrke fra Det Tyske Forbund som hjælp for slesvig-holstenerne. Samtidig sluttede hertugen af Augustenborg sig til den slesvig-holstenske bevægelse, og han havde desuden opnået tilsagn om militær støtte fra den preussiske konge.

Påskedag 23. april 1848 besejrede den forenede preussisk-slesvig-holstenske hær med 30.000 soldater den danske hær ved Dannevirke og Slesvig. De 10-12.000 danske soldater trak sig tilbage til Als, og preusserne besatte i begyndelsen af maj store dele af Jylland. Efter pres fra den russiske zar trak den preussiske konge sine styrker ud af Jylland i slutningen af maj, og der blev efter mindre træfninger indgået en syv måneders våbenstilstand i august. Det lykkedes dog ikke at finde en varig løsning. De danske krav forblev uændrede, og Danmark opsagde våbenhvileaftalen.

Fra nederlag ved Eckernförde til sejr ved Isted

Krigen blev genoptaget i april 1849 med forøget styrke. Slesvig-holstenerne havde nu en hær på 20.000 mand og blev støttet af en styrke på 40.000 mand fra Det Tyske Forbund. Danmark havde derimod en hær på kun 41.000 mand.

Den ellers overlegne danske flåde led et demoraliserende nederlag ved Eckernförde, og herefter rykkede de tyske styrker op i Jylland. Mens de tyske forbundstropper bevægede sig nordpå, belejrede slesvig-holstenerne Fredericia. Det lykkedes imidlertid danskerne at undsætte byen med friske tropper, og 6. juli brød de indesluttede danske styrker belejringen.

10. juli blev der indgået en foreløbig fred i Berlin. Slesvig skulle have sin egen forfatning uden nærmere tilknytning til hverken Holsten eller Danmark. Modstanden i både hertugdømmerne og Danmark var dog stor, og efter et år endte forhandlingerne resultatløse. 2. juli 1850 sluttede Danmark og Preussen en simpel fred uden løsning af problemerne med Slesvig. Men en måned senere blev der opnået en løsning i London, hvor der af de ikke-tyske stormagter og de nordiske riger blev lavet en protokol, der sikrede, at det danske monarki ikke kunne deles, og at dets integritet var intakt.

Men da havde slesvig-holstenerne på egen hånd genoptaget krigen. Den 25. juli 1850 udkæmpedes krigens blodigste slag ved Isted. Det stod mellem 31.000 danske og 27.000 slesvig-holstenske soldater. Slaget resulterede i 6.400 døde og sårede og endte med, at den slesvig-holstenske hær trak sig tilbage.

I oktober 1850 ophørte kamphandlingerne i Slesvig, og med Olmütz-overenskomsten i november blev Preussen banket politisk på plads af Rusland og Østrig, hvorefter den slesvig-holstenske hær blev opløst i januar 1851. Østrig og Preussen besatte derefter Holsten, hvor deres kommissærer overtog styrelsen. Danmark beholdt derimod kontrollen med Slesvig, men fik dog ikke lov til at indlemme det direkte under den danske forfatning, Grundloven, som var blevet vedtaget under krigen.  

Det er ikke lykkedes at finde pålidelige tal for antallet af danske eller tyske faldne under krigen.

Monumentbygningen efter krigen 1848-50

Det mest markante monument for krigens danske faldne er Istedløven, der i dag står ved Tøjhusmuseet i København, men som oprindeligt blev opstillet på Flensborg Kirkegård. Der er dog også opsat en lang række monumenter hovedsageligt på danske kirkegårde til minde om de soldater, der er begravede på den pågældende kirkegård. Endvidere er der i Århus på hjørnet af Nørrebrogade og Trøjborgvej et monument for en rytterfægtning, der fandt sted netop i det område.

Istedløven blev opstillet på Flensborg Kirkegård til minde om de faldne i krigen, men står nu ved Tøjhusmuseet i København.
Foto: Jan Baltzersen

I Dansk Center for Byhistories monumentdatabase har vi i registrantdelen kun medtaget de monumenter fra 1. slesvigske krig, der også minder ofre fra krigen i 1864, men da det gælder en del monumenter, er mange monumenter fra krigen 1848-50 i databasen.

Man kan også se mere om monumentbygningen efter 1. slesvigske krig 1848-50 i artiklen om dette emne i databasen.

Endvidere kan der ses en del monumenter fra krigen på websitet www.milhist.dk .

Litteratur

Steen Busck og Henning Poulsen (red.): Danmarks historie – i grundtræk (Århus, 2000), s. 231-236.

Claus Bjørn: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 10 1800-1850 Fra reaktion til grundlov, (2. udg., København 2003), s. 260-271 og 327-356.