Monumenter i købstaden 1864 - 1920
Monumenter i udlandet
I det følgende gives en kort introduktion til en række landes monumenter. Oplysningerne om dem er hovedsageligt indkommet fra de pågældende landes diplomatiske repræsentationer i Danmark eller fra institutioner i hjemlandene, som de har henvist os til. Det varierer, hvad de har valgt at oplyse fra de enkelte lande, og derfor varierer det også, hvad der i følgende kan fortælles om deres monumenter. Nogle lande har ikke besvaret centrets forespørgsel, og de figurerer derfor ikke på listen, da vi ikke har informationer om deres monumentbyggeri.
Det tilstræbes for hvert af de nævnte lande at fortælle kort om den historiske baggrund for landets monumentbyggeri samt at give en kort beskrivelse af dette og samtidig nævne de nationale mindedage, hvor en del af begivenhederne foregår ved landets monumenter. Dermed bliver denne gennemgang af en række lande nyttig for alle, der gerne vil vide mere om et konkret lands mindekultur.
Litteratur og nyttige links er så vidt muligt nævnt ved hvert land. En del af de nævnte bøger er på sprog, som vi ikke kan tale eller læse, og vi kan derfor kun nævne dem – ikke vurdere deres kvalitet.
Perspektivering af det danske materiale
Dansk Center for Byhistorie valgte ved dette projekts start at undersøge monumentbyggeriet fra krigen i 1864, 1. verdenskrig og Genforeningen i 1920 i de danske købstæder. Dermed sætter dette afsnit om de udenlandske monumenter det danske materiale i perspektiv.
Mange af de lande, centret har forespurgt, deltog aktivt i 1. verdenskrig 1914-1918, hvilket har sat sit tydelige præg på deres monumentbygning. Der er i nogle lande flest monumenter fra 1. verdenskrig, mens der i andre er nogenlunde det samme antal fra begge verdenskrige.
Disse landes monumentbyggeri efter 1. verdenskrig er dermed markant anderledes end det billede, der fremkommer ved centrets undersøgelse af de danske købstæders monumentbyggeri. Det viser, at monumenter efter 1. verdenskrig hovedsagelig blev bygget i købstæder med mange søfolk, der tillige havde tab under krigen.
Derimod ligner det billede, der tegner sig af udlandets monumentbygning, langt mere det billede, man ser i de sønderjyske købstæder; disse var jo også underlagt Tyskland under 1. verdenskrig og deltog gennem tysk værnepligt aktivt i krigen. Derfor er det heller ikke overraskende, at de sønderjyske byer ligesom de krigsførende lande fik et monumentbyggeri med mange monumenter fra 1. verdenskrig. Tabstallene ligner formentlig hinanden, så hvorfor skulle monumentbygningen ikke også gøre det?
Krigen i 1864 og Genforeningen i 1920 var begivenheder, som betød meget i Danmark og Sønderjylland, men ikke meget i alle de lande, der ikke var berørt af dem; heller ikke i Tyskland har begivenhederne en fremtrædende betydning, da Sønderjylland kun udgjorde et mindre område af landet og gav få tab af menneskeliv. Det er derfor naturligt, at de to begivenheder selv i Tyskland og Østrig kun har medført få monumenter og i andre lande ingen.
2. verdenskrig var derimod en vigtig anledning til monumentbyggeri både i Danmark og i en lang række andre involverede lande. Danmarks besættelse af tyske tropper var meget mild sammenlignet med praktisk talt alle andre landes, men alligevel opfattes besættelsen i Danmark som i andre involverede lande som en meget vigtig periode i landets historie.
For Danmark var besættelsen 1940-1945 den begivenhed i det 20. århundrede, der gav flest tab i menneskeliv, mens det for andre lande var delt mellem begge verdenskrige. I de lande, der har været en del af opbrudet i Østeuropa, har disse begivenheder også sat sig spor i deres monumentbygning, til dels afhængigt af, hvor store tab i menneskeliv, de har betydet. Det gælder ikke mindst ved Jugoslaviens opsplitning i 1990’erne.
Begivenheders betydning for de forskellige landes befolkninger i det 20. århundrede kan således aflæses i den monumentbygning, der sættes i forbindelse med begivenhederne.
Monumenter og mindedage i de enkelte lande
Australien
Landet var under 1. verdenskrig et dominion, dvs. en selvstændig del af det britiske imperium, og det deltog aktivt i krigen. Australske soldater blev især kendt for deres indsats ved Gallipoli, hvor de stod over for tyrkiske tropper. Under 2. verdenskrig kæmpede australske styrker ikke mindst mod japanerne i det fjerne Østen. Efter krigen deltog australske soldater både i Koreakrigen og Vietnamkrigen og senest i 2003 i 2. Golfkrig.
De fleste australske monumenter er opstillet efter 1. verdenskrig, og formentlig er navnene fra senere krige indskrevet på disse. Den australske årlige mindedag er 25. april og kaldes ANZAC Day. Det vides ikke, om der er en landsdækkende database eller register over australske krigsmonumenter, eller hvem der har ansvar for deres vedligeholdelse. En mindre undersøgelse er gennemført af Ken Inglis.
Litteratur
Inglis, Ken og Jock Phillips: “War memorials in Australia and New Zealand”, in: Rickard, John and Peter Spearritt: Packaging the Past? Public Histories, s. 179-192.
Øvrige kilder
Australiens Ambassade, København.
Links
www.cwgc.org – Den britiske krigsgravskommission.
Belgien
Belgien blev angrebet af Tyskland i starten af 1. verdenskrig 1914-1918, og en del af vestfronten, hvor nogle af krigens hårdeste kampe foregik, kom til at gå gennem landet. Belgien blev på ny angrebet af Tyskland i starten af 2. verdenskrig 1939-1945, hvor landet blev løbet over ende. Efter krigens slutning har landet kun været involveret i konflikter i sit tidligere imperium.
De fleste krigsmonumenter i Belgien er fra 1. verdenskrig, men navnene fra 2. verdenskrig er så efterfølgende indskrevet på disse, så monumenterne minder begge krige. Der findes ingen landsdækkende database eller register, men i provinsen Vestflandern er alle krigsmonumenterne registreret. Den 11. november er mindedag for begge verdenskrige. Hver aften spilles trompetsignalet ”Retræten” i byen Ypres ved Menin Gate til minde om de faldne i 1. verdenskrig. Vedligeholdelsesvaret for monumenterne påhviler de lokale myndigheder.
Litteratur
Ingen fundet.
Øvrige kilder
Belgiens Ambassade, København.
Canada
Canada var et dominion, dvs. en selvstændig del af det britiske imperium, under 1. verdenskrig 1914-1918 og deltog aktiv i krigen sammen med Storbritannien og dets allierede. Canadiske styrker var især indsat på Vestfronten og deltog bl.a. i hårde kampe ved Vimy. Danskeren Thomas Dinesen, bror til den kendte forfatter Karen Blixen, kæmpede på canadisk side under krigen og vandt Victoria Korset, den største militære udmærkelse, for sin deltagelse i en kamphandling på Vestfronten.
Under 2. verdenskrig 1939-1945 deltog Canada også aktivt sammen med Storbritannien - bl.a. deltog canadiske styrker i kommandoaktionen ved Dieppe i Frankrig. Efter krigen har canadiske styrker bl.a. deltaget i Korea-krigen 1950-1953.
De fleste canadiske monumenter minder 1. verdenskrig eller 2. verdenskrig, og på en del monumenter fra 1. verdenskrig er de faldne fra 2. verdenskrig formentlig også indskrevet.
Canadiske faldne soldater mindes den 11. november kl. 11.00 og evt. også på Dominion Day den 1. juli
Litteratur
Wood, Herbert Fairlie and John Swettenham: Silent Witnesses (Toronto 1974).
Finland
Landet var ved begyndelsen af 1. verdenskrig 1914-1918 under russisk herredømme uden at deltage i krigen, men blev selvstændigt efter den russiske revolution 1917 og derpå republik 1919 efter en borgerkrig i 1918. Under 2. verdenskrig blev landet først invaderet af sovjetiske styrker, og senere deltog Finland i det tyske angreb på Rusland. Finland endte med at måtte afgive nogle landområder til Sovjetunionen efter krigen. Landet var efter 1945 neutralt.
De fleste monumenter er fra 2. verdenskrig og findes på næsten hver kirkegård i forbindelse med de faldnes grave. Men også den finske borgerkrig i 1918 har resulteret i en del monumenter.
Der findes muligvis intet centralt register over krigsmonumenter. Den finske myndighed med ansvar for krigsmonumenter er Museiverket i Helsinki. Mindedage er den 27. april (veteranernes dag), den 4. juni (det finske forsvars dag) og den 6. december (nationaldagen).
Litteratur
Johansson, Rolf: ”Finske frivillige i krigen 1864”, in: Sønderjyske Årbøger 1999, s. 7-36.
Øvrige kilder
Marja Vasala-Fleischer, administrationssekretær, Finlands Ambassade, København.
Rolf Johansson, presseråd, Udenrigsministeriet, Finland.
Frankrig
Frankrig var en af de primære aktører i 1. verdenskrig 1914-1918, og vestfronten gik gennem landet. Landet oplevede store tab. Under 2. verdenskrig blev Frankrig løbet over ende af tyske styrker i 1940 og var derefter besat indtil de allieredes invasion i 1944. I den periode var der en voldsom modstandskamp i gang i Frankrig. I tiden efter 2. verdenskrig har Frankrig været involveret i kamphandlinger i dele af dets gamle imperium, bl.a. i Fransk Indokina og Algeriet.
De fleste krigsmonumenter i Frankrig er fra 1. verdenskrig, og de ses i næsten enhver by og landsby. Der er i alt omkring 38.000 alene fra den krig, men også nogle fra den fransk-tyske krig i 1871. Ofte er de langt færre ofre for 2. verdenskrig og senere krige og konflikter indskrevet på monumenterne fra 1. verdenskrig. Det vides ikke, om der findes et egentligt centralt register eller en central database over Frankrigs monumenter.
Litteratur
Becker, A.: “From Death to Memory; the National Ossuaries in France after the Great War”, in
History and Memory, vol. 5, 2 (1993), s. 32-49.
Becker, Annette: Les Monuments Aux Morts: Patrimoine et mémoire de la grande guerre
(Paris 1988 or 1989). Editions Errance.
Becker, Annette: “War Memorials: A Legacy of Total War?”, in: Stig Förster and Jörg Nagler (eds.): On the Road to Total War. The American Civil War and the German Wars of Unification 1861-1871, s. 657-683.
Kidd, W.: “Identity and Iconography: French War Memorials 1914-1918 and 1939-1945”, in: R. Chapman and N. Hewitt (eds.): Popular Culture and Mass Communication in Twentieth-Century France (Lampeter 1992), s. 220-241.
Prost, Antoine: In the Wake of War. ‘Les Anciens Combattants’ and French Society 1914-1939 (English edit., Oxford 1992).
Prost, Antoine: Republican Identities in War and Peace. Representations of France in the 19th and 20th Centuries (English edit., Oxford, 2002).
Ukendt: Inauguration du monument de noisseville élevé aux soldats francais tombés en 1870 sur les champs de bataille a l’est de Metz (Metz, Imprimerie Lorraine 1908).
Grækenland
Landet deltog i 1. verdenskrig på de allieredes/ententens side. I 2. verdenskrig blev landet besat af italienske og tyske tropper, og der foregik i løbet af krigen en række større kamphandlinger på græsk jord. Efter krigen var Grækenland involveret i striden om Cypern, hvor Tyrkiet var den anden part.
Der er flest monumenter for 2. verdenskrig, men ofte er ofre for begge verdenskrige samt Balkankrigene indskrevet på de samme monumenter. Det er de enkelte kommuner, der står for vedligeholdelsen af de lokale monumenter, mens det er staten og militæret, der vedligeholder dem, der står på slagmarkerne. Der findes formentlig ikke en landsdækkende database eller register over græske krigsmindesmærker. Mindedage er den 25. marts (Grækenlands Nationaldag) og den 28. oktober (dagen for Italiens angreb på Grækenland i 1940).
Litteratur
Ingen fundet
Øvrige kilder
Pressekontoret, Grækenlands Ambassade, København.
Italien
Italien deltog i 1. verdenskrig på samme side som Storbritannien og Frankrig mod Tyskland og Østrig-Ungarn. Der var således en front i Italien i grænseegnene mod Østrig. Under 2. verdenskrig kæmpede Italien sammen med Tyskland og forsøgte bl.a. en invasion af Grækenland. Efter denne krig har Italien ikke været i krig igen før 2. Golfkrig i 2003.
De fleste italienske monumenter er fra 1. eller 2. verdenskrig. Det vides ikke, om der er en landsdækkende database eller register.
Litteratur
Cimitero di guerra internazionale e riquadri italiani/Internationaler Soldatenfriedhof italienischer Teil: Mauthausen. Udg. Ministerio della defisa: Commissariato generale per le onoranze ai Caduti in guerra/Italianisches Verteidigungsministerium: Kommissariat für Kriegsgräberfürsorge (år ukendt). Pjece.
Italian military shrines abroad (2. W. W.): El Alamein, Egypt. Udg. Ministerio della defisa (år ukendt). Pjece.
Italian Memorials of the 2. World War: The ”Fosse Ardeatine” Memorial. Udg. Ministerio della defisa: Commissariato generale per le onoranze ai Caduti in guerra (English edition 1992/2001). Pjece.
Sacrari militari della guerra mondiale: Redipuglia oslavia. Ed altri sacrari del friuli Venezia giulia e d’oltre confine (Rom 1999).
Sacrari militari della 2a guerra mondiale: Bari. Monte lungo. Ed altri in Italia (Rom 1989).
Sacrari e cimiteri militari italiani all’estero. Caduti di tutte le guerre Europa, Africa, Asia, America, Australia (Rom 1999).
Sørensen, Nils Arne: ”Krig i et grænseland. Mindekulturen om første verdenskrig i Trentino”, i; Johnny Laursen m.fl.: I tradition og kaos. Festskrift til Henning Poulsen (Århus 2000), s. 33-68.
Kroatien
Kroatien indgik i Østrig-Ungarn før 1. verdenskrig og kom som sådan med i krigen. Derefter blev Kroatien en del af Jugoslavien. Landet blev besat af tyske tropper under 2. verdenskrig. Efter krigen fortsatte Kroatien som en del af Jugoslavien indtil 1991- 1995, hvor det løsrev sig under hårde kampe i forbindelse med Jugoslaviens opløsning og blev en selvstændig stat.
Det største antal monumenter er fra 2. verdenskrig og fra Hjemlandskrigen 1991-1995. Institut for Kulturarvens beskyttelse fører et register over landets krigsmonumenter. Kroatiens mindedage er den 22. juni (anti-fascist dagen), den 25. juni (dagen for statsdannelsen) og den 5. august (sejrs- og national taksigelsesdag). Det er de lokale myndigheder, der vedligeholder Kroatiens monumenter.
Litteratur
Ingen fundet.
Øvrige kilder
Kroatiens Ambassade, København.
Links
New Zealand
Landet var et dominion, dvs. en selvstændig del af det britiske imperium, under 1. verdenskrig, og dets soldater deltog i krigen ofte sammen med australske tropper. Det var også tilfældet under 2. verdenskrig, hvor de endvidere kæmpede i Ørkenkrigen. Efter 2. verdenskrig var landet involveret i både Koreakrigen 1950-1953 og Vietnamkrigen.
Formentlig er de fleste monumenter fra 1. verdenskrig, og navnene på de faldne fra senere krige er ofte indskrevne på disse.
Der findes så vidt vides ikke noget centralt register over alle monumenter eller en database, men en mindre undersøgelse er gennemført af bl.a. Jock Phillips. Formentlig er den nationale mindedag 25. april, men dette vides ikke med sikkerhed.
Litteratur
Jock Phillips and Ken Inglis: “War memorials in Australia and New Zealand”, in: John Rickard and Peter Spearritt: Packaging the Past? Public Histories, s. 179-192.
Links
www.cwgc.org – Den britiske Krigsgravskommission.
Norge
Norge var som Danmark neutralt under 1. verdenskrig, men en del nordmænd omkom på havet. Under 2. verdenskrig blev Norge derimod besat af tyske tropper 1940 efter voldsomme kampe, som på et tidspunkt også inkluderede britiske styrker, der kæmpede sammen med Norge. Besættelsen af landet var hård, og der var mange kampe mellem norske modstandsfolk og tyske tropper.
Der er flest monumenter fra 2. verdenskrig, men også enkelte fra 1. verdenskrig især for søfolk.
Norge har ingen central database eller register over landets krigsmonumenter, og der findes ingen udgivne, landsdækkende registranter.
Litteratur
Christiansen, Haakon Odd: Monumenter i Trondheim by ((Trondheim 1976).
Harper, Inge og Gunnar Myhre: Krigsminnesmerker i Fosen (by og år ukendt).
Korsbrekke, Berit og Arne Strømme: Tause minner. En historisk vandring blant skulpturer og bautasteiner i Molde Kommune (by og år ukendt).
Kverndokk, Kyrre: ”De kjempet, de falt, de gav oss alt”. Om den rituelle bruken av norske krigsminnesmerker (Oslo, 2000).
Lundh, Gro Laheld: Verd å se: Skulpturer, monumenter og større dekorative arbeider i Sandefjord (Sandefjord Kommune 2003).
Marthinsen, Thor-Olaf (forf./red.): For offervilje og sjømannsdåd: Sjømennenes minnehall gjennom 70 år (Stavern 1996).
Monumenter og parkskulptur i Oslo by (Oslo Kommunes kunstsamlinger, Oslo 1953).
Monumenter og prydskulptur i Oslo. (Katalog/Oslo Kommunes kunstsamlinger, nr. 12, Oslo 1956).
Ritland, Kåre N.: Merket skal standa om mannen han stupa: Krigsminnesmerker i Hordaland (by og år ukendt).
Wiik, Øistein: Minner og minnesmerker fra 1940-1945 (evt. privattryk 2000).
Wikborg, Tone og Nina Felling Andersen: Skulpturer og minnesmerker i Oslo (Oslo, evt. 1986).
Tvedt, Knut Arne (red.): Oslo Byleksikon (Oslo, 2000).
Artikel in PRO PATRIA – tidskrift for Vernepligtige Officeres Forening nr. 8, 1964, s. 6-9.
Øvrige kilder
Anne Eidfeldt, universitetsbibliotekar, Afdelingen for humaniora og samfunnsvitenskap, Universitetsbiblioteket i Oslo.
Niels Klitkou, hovedbibliotekar, Nasjonalbiblioteket avd. Oslo.
Links
www.nb.no – Norges Nationalbibliotek
www.riksantikvaren.no – Norges Rigsantikvar
www.fmu.mil.no – Norges Forsvarsministerium
www.ub.uio.no – Universitetsbiblioteket i Oslo
Rumænien
Rumænien deltog i 1. verdenskrig sammen med Storbritannien, Frankrig, Rusland og deres øvrige allierede, men blev besat af tyske tropper. Landet oplevede store tab, men fik efter krigens slutning udvidet sit areal. Under 2. verdenskrig deltog landet på tysk side, indtil russiske tropper indtog landet i 1944. Efter krigen kom landet under kommunistisk styre og forblev det indtil omkring 1990.
1. verdenskrig resulterede i langt det største antal krigsmonumenter. Rumæniens krigsmindesmærker er registreret i en database – Listen over Historiske Monumenter – hvor monumenter registreres på initiativ af de lokale myndigheder. Rumænske monumenter er beskyttet af loven om beskyttelse af historiske monumenter. Vedligeholdelsesansvaret påhviler Det Nationale Kontor for Heltekulten, som er en del af centraladministrationen, mens de lokale monumenter er de lokale myndigheders ansvar. Den rumænske officielle mindedag er 40 dage efter påsken, og den har baggrund i religiøse traditioner.
Litteratur
Ingen fundet.
Øvrige kilder
Vlad-Andrei Moga, Rumæniens ambassadør i København.
Links
www.cimec.ro/monumente/listamonumentelorlstorice/listamonist.htm – Listen over Historiske Monumenter – det rumænske monumentregister
www.once.ro/-Det Nationale Kontor for Heltekulten
Rusland
Indtil den kommunistiske revolution i 1917 var Rusland styret af en zar. Zar-dømmet eksisterede derfor også i de første år af 1. verdenskrig 1914-1918. Efter revolutionen trak landet sig ud af krigen og kaldte sig derefter for Sovjetunionen. Det kom først med i 2. verdenskrig i 1941, men nogle af krigens hårdeste og mest tabsgivende kampe foregik på østfronten mellem sovjetiske og primært tyske styrker i resten af krigen. Desuden var der meget store civile tab i Sovjetunionen. Det sovjetiske styre ledede landet indtil starten af 1990’erne, hvorefter det åbnede sig mod omverdenen og dele af Sovjetunionen blev selvstændigt, så det resterende i dag igen hedder Rusland.
Langt det største antal krigsmonumenter i Rusland er fra 2. verdenskrig, som i landet kaldes ”Den Store Fædrelandskrig”. Et af Ruslands vigtigste monumenter er Den Evige Flamme på Den Røde Plads i Moskva. Alle monumenter er registreret, men det er usikkert, om der findes en central database. Registreringerne findes formentlig enten i Ruslands Føderale Arkiv eller i specialiserede arkiver med ansvar for dette område.
Mindeceremonier holdes hvert år den 9. maj, fordi det er dagen, hvor Tyskland var endeligt besejret i 2. verdenskrig, men også den 23. februar, hvor alle, der har forsvaret fædrelandet gennem alle århundreder, mindes. Det er de lokale myndigheder, der har ansvar for vedligeholdelse af monumenterne sammen med diverse relevante organisationer.
Litteratur
I. Azizyan & I. Ivanova: Honour Eternal. Second World War Memorials (Moskva 1982).
Øvrige kilder
Kulturattacheen, Ruslands Ambassade, København.
Schweiz
Schweiz historiske neutralitet, der har holdt landet uden for internationale konflikter, afspejler sig i landets bygning af krigsmonumenter. Svejts har forholdt sig neutralt i både 1. og 2. verdenskrig. Der er derfor meget få monumenter i landet fra disse krige, og de eksisterende er som hovedregel sat af de lande, hvis borgere fik asyl og humanitær assistance under verdenskrigene.
Hovedparten af monumenterne i Schweiz er derfor fra tidligere krige mod bl.a. diverse fyrstehuse, og fra 1600-tallet til 1900-tallet er der sat en del monumenter for schweizere i udenlandsk krigstjeneste som lejesoldater. Der findes så vidt vides ingen central database over landets krigsmonumenter.
Litteratur
Ingen fundet.
Øvrige kilder
Dr. Linus von Castelmur, Den svejtsiske ambassade, København
Links
www.musee-suisse.ch – Schweizerische Nationalmuseum
www.gsk.ch – Schweizerische Gesellschaft für Kunstgeschichte
Slovakiet
Slovakiet var en del af Østrig-Ungarn indtil 1918, da det sammen med Tjekkiet blev en selvstændig stat. Under 2. verdenskrig var landet under tysk besættelse. Det blev befriet i 1945 af tjekko-slovakiske, sovjetiske og rumænske styrker, og derefter var det en del af det sovjetisk dominerede Østeuropa indtil 1989. Det blev senere en selvstændig stat.
Det største antal krigsmonumenter i Slovakiet minder 2. verdenskrig og især en opstand mod den tyske besættelse i 1944 og befrielsen året efter. Næsten hver by har et monument for de lokale faldne, og ofte er begge verdenskriges faldne indskrevet på samme monument. Det er monumenternes ejere, herunder lokale myndigheder og organisationer, der vedligeholder dem.
En særlig del af det slovakiske kulturministerium registrerer historiske monumenter, herunder krigsmonumenter. Det er dog kun de monumenter, der bedømmes som særligt interessante, der registreres. Desuden har indenrigsministeriet et register over alle krigergrave, kirkegårde m.v. inklusive monumenter disse steder. Materiale om dem kan også findes på det militærhistoriske institut.
Mindedage er den 8. maj, dagen for sejren over fascismen og 2. verdenskrigs afslutning i Europa, den 29. august, dagen for begyndelsen på den nationale opstand i 1944 og den 11. november, dagen for afslutningen på 1. verdenskrig i 1918, også kaldet Veteranernes dag.
Litteratur
Øvrige kilder
Ing. Martin Kovac, generaldirektør, Kulturarvsafdelingen, Kulturministeriet, Slovakiet.
Doc. PhDr. Jozef Bystrický, Csc., Direktør for Det Militærhistoriske Institut, Bratislava, Slovakiet.
Links
Slovenien
Slovenien blev en del af det nu tidligere Jugoslavien med udgangen af 1. verdenskrig. Denne status opretholdt landet 1918-1941 og igen efter 2. verdenskrigs slutning og indtil Jugoslaviens opløsning 1991. Derefter blev landet som led i opsplitningen af Jugoslavien en selvstændig stat efter kampe i juni 1991.
2. verdenskrig var den krig, der forårsagede det største antal monumenter i landet, som havde mange ofre under krigen. Alle monumenter af historisk interesse er i færd med at blive skrevet ind i et centralt register over Sloveniens kulturarv under landets Kulturministerium. Det slovenske Ministerium for Arbejde, Familie og Sociale Forhold står for alle krigsofres grave og krigskirkegårde i Slovenien og fører en database over dem.
Mindedage varierer, men er ofte den 27. april (Mindedag for Kampen mod Nazismen), den 25. juni (Nationens Dag), den 1. november (De Døde Forfædres Dag), eller den 26. december (Uafhængighedsdagen). Det er monumenternes ejere, der har vedligeholdesansvaret med hjælp fra lokale myndigheder. Monumenter i forbindelse med krigsgrave for udenlandske soldater vedligeholdes af Ministeriet for Arbejde, Familie og Sociale Forhold.
Litteratur
Ingen konkrete titler er fundet.
Øvrige kilder
Informations- og dokumentationsafdelingen, Sloveniens Kulturministerium.
Storbritannien
Storbritannien var sammen med Frankrig et af de primære krigsførende lande i 1. verdenskrig 1914- 1918. Landets soldater kæmpede både ved vestfronten i Frankrig og Belgien og i det britiske imperium, og det havde store tab. Under 2. verdenskrig 1939-1945 deltog Storbritannien igen som et af de primære krigsførende lande og kæmpede både i Europa og rundt i verden, men tabene var mindre end i 1. verdenskrig. Efter 2. verdenskrigs slutning i 1945 deltog britiske styrker bl.a. i Koreakrigen og var involveret i kampe i Nordirland og i Kenya, som havde været en del af det britiske imperium. Endvidere deltog landet i begge Golfkrigene i hhv. 1991 og 2003.
Langt de fleste britiske monumenter er fra 1. verdenskrig, og navnene på de faldne fra 2. verdenskrig er normalt påført disse monumenter, som man finder i så godt som hver by og landsby. Det gælder også navnene på faldne fra alle senere konflikter. Den britiske mindedag er den søndag, der er nærmest 11. november. Der er på Imperial War Museum i London ved at blive skabt et landsdækkende register i form af en database. Den kaldes National Inventory of War Memorials. Den har siden 1989 registreret Storbritanniens anslået 54.000 krigsmindesmærker, men arbejdet pågår fortsat. Vedligeholdelsesansvaret påhviler de enkelte ejere af monumenter, og det er typisk det lokale byråd.
Litteratur
Baltzersen, Jan: Den britiske mindekultur belyst generelt og for en enkelt bys vedkommende.
Speciale fra Historisk Institut, Aarhus Universitet (2000).
Boorman, D.: At the Going Down of the Sun. British First World War Memorials (York 1988).
Boorman, D.: For Your Tomorrow. British Second World War Memorials (York 1995).
Borg, A.: War Memorials from Antiquity to the Present (London 1991).
Bushaway, B.: ”Name upon Name: The Great War and Remembrance”, in: R. Porter (ed.): Myths of the English (Cambridge 1992), s. 136-168.
Gavaghan, M.: The Story of the Unknown Warrior. 11th November 1920 (Preston, 2nd edit. 1997).
Greenberg, A.: ”Lutyen’s Cenotaph”, Journal of the Society of Architectural Historians, Vol. XLVIII, No. 1, (March 1989), s. 5-24.
Gregory, A.: The Silence of Memory. Armistice Day 1919-1946 (Oxford 1994).
Imperial War Museum/ National Inventory of War memorials: The War Memorials Handbook, 2nd edit. (2001).
King, A.: Memorials of the Great War in Britain. The Symbolism and Politics of Remembrance (Oxford 1998).
Longworth, P.: The Unending Vigil (London, 2nd edit. 1985)
McIntyre, C.: Monuments of War. How to Read a War memorial (London 1990).
Moriarty, C.: ”Private Grief and Public Remembrance: First World War Memorials”, i M. Evans & K. Lunn: War and Memory in the Twentieth Century (Oxford 1984), s. 125-143.
Moriarty, C.: ”The Absent Dead and Figurative First World War Memorials”, Transactions of the Ancient Monuments Society, vol. 39 (1995), s. 7-40.
Purkis, Sallie: A Teacher’s guide to Using memorials (English Heritage, London 1995).
Sørensen, N. A.: Storbritanniens lange efterkrigstid 1918-1945: kultur- og politikhistoriske nedsslag. Arbejdspapir nr. 25 – 95, Center for Kulturforskning (Århus, maj 1995).
Ward, G. K. & E. Gibson: Courage Remembered. The Story Behind the Construction and Maintenance of the Commonwealth’s Military Cemeteries and Memorials of the Wars of 1914-1918 and 1939- 1945 (London 1988).
Winter, J. M.: The Great War and the British People (Basingstoke 1985).
Øvrige kilder
National Inventory of War Memorials, Imperial War Museum.
Links
www.iwm.org.uk – Imperial War Museum, London.
www.cwgc.org – Commonwealth War Graves Commission – Den britiske krigsgravskommission.
Sverige
Sverige forholdt sig neutralt under både 1. og 2. verdenskrig, og det afspejler sig i monumentbygningen i landet.
Der findes intet centralt register eller database over svenske krigsmonumenter eller andre monumenter, men de kan være registrerede i lensstyrelserne som beskyttede kulturminder. På Armémuseum findes nogle lister over krigsmindesmærker, men de registrerer f.eks. ikke monumenter over omkomne søfolk og lignende. Svensk Flyghistorisk Förening fører efter aftale med det svenske Flyvertaktiske Kommando en fortegnelse over alle flyrelaterede monumenter i Sverige.
Litteratur
Aronsson, Peter: ”Monumentens mening”, in: Res Publica 60, 2003, s. 15-29.
Aronsson, Peter och Lennart Johansson (red.): Ett landskap minns sitt förflutna. Monument och minnesmärken i Värend och Sunnerbo (Växjö 2003).
Rodell, Magnus: Att gjuta en nation. Statyinvigningar och nationsformering i Sverige vid 1800-talets mitt (Stockholm 2002).
Odén, Birgitta: ”Äresstoder och minnesfester i Skåne”, in: Ale 1976, s. 25-43.
Zander, Ulf: Fornstora dagar, moderna tider: Bruk av och debatter om svensk historia från sekelskifte till sekelskifte (Lund, 2001).
Zander, Ulf: ”Historia i brons och granit: Nationella monument och regionala identiteter i Öresundsområdet”, in: Sven Tägil, Frederik Lindström og Solveig Stål: Öresundsregionen – visioner och verklighet: från ett symposium på Lillö (Lund 1997).
Øvrige kilder
Thomas Roth, chef for forskningsafdelingen, Armémuseum, Stockholm.
Links
www.sff.n.se -Svensk Flyghistorisk Förening
Tjekkiet
Tjekkiet var indtil 1918 en del af Østrig-Ungarn, men med 1. verdenskrigs slutning blev det sammen med Slovakiet en selvstændig stat. Landet var under 2. verdenskrig besat af tyske tropper og var derefter en del af det sovjetisk dominerede Østeuropa indtil 1989 og senere blevet et selvstændigt land.
De fleste tjekkiske krigsmonumenter minder 1. verdenskrig, men næsten lige så mange minder 2. verdenskrig. Ofte mindes ofrene dog på samme monument.
Alle landets monumenter er registreret i en database fra en afdeling under det tjekkiske forsvarsministerium. I Tjekkiet holdes der mindeceremonier den 5. maj, som er dagen for en tjekkisk opstand mod den tyske besættelsesmagt under 2.verdenskrig samt den 8. maj, som er dagen for de allieredes sejr over Tyskland i samme krig. Endvidere holdes der ceremonier på uafhængighedsdagen den 28. oktober, der markerer uafhængigheden af Østrig-Ungarn og på dagen for våbenstilstanden i 1. verdenskrig den 11. november, som i Tjekkiet kaldes for ”Veteranernes Dag”.
Litteratur
Bocur, Maria & Nancy M. Wingfield (eds.): Staging the past. The politics of Commemoration in Habsburg Central Europe 1848 to the Present (West Lafayette, Indiana, 2001).
Hojda, Zdenek & Jiri Pokorny: Pomniky a zapomniky (Praha – Litomysl: Paseka 1996).
Komitet 1866 – Pece o valecne pamatky v prubehu staleti (Hradec Kralove 2003).
Sayer, Derek: Coasts of Bohemia. A Czech History (Princeton 1998).
Øvrige kilder
Lt. Col. Mgr. Ales Knizek, Direktør for Institut for Militærhistorie, Prag, Tjekkiet.
Link
www.militarymuseum.cz – Military History Institute, Prague
Tyrkiet
Tyrkiet var under 1. verdenskrig en del af Det Osmanniske Rige og deltog som sådan aktivt i krigen på samme side som Tyskland og Østrig-Ungarn. Tyrkiske soldater deltog bl.a. i kampene ved Gallipoli, hvor de stod over for australske soldater. Efter krigen blev det moderne Tyrkiet grundlagt i 1922. Landet deltog ikke i 2. verdenskrig og har siden primært deltaget i kampen om Cypern, hvor Grækenland var dets modpart og endvidere deltaget i langstrakte kamphandlinger i de kurdiske dele af landet.
Det er uklart, hvilken krig der har forårsaget flest monumenter. Generaldirektionen for Kultur og Naturbeskyttelse i Ankara fører opsyn med landets monumenter og får udført vedligeholdelsesarbejder. Dokumentation af monumenterne foretages af faginstitutioner. Der holdes mindeceremonier ved landets monumenter, men datoerne kendes ikke.
Litteratur
Ingen fundet.
Øvrige kilder
Det tyrkiske forsvarsministerium og den tyrkiske ambassade i Berlin.
Links
www.ttk.gov.tr – Institut for Tyrkisk Historie.
www.mkutup.gov.tr – Tyrkiets Nationalbibliotek.
Tyskland
Tyskland deltog i 1. verdenskrig 1914-1918 som et af de førende lande på centralmagternes side, men tabte krigen. Landet var også et af de primære krigsførende i 2. verdenskrig 1939-1945, men tabte også denne krig. Derefter var det delt i et Vesttyskland under vestlig indflydelse og et Østtyskland under sovjetisk-kommunistisk kontrol. Landet blev samlet igen efter Berlinmurens fald 1989.
Det er uvist, hvilken krig der har resulteret i de fleste monumenter, men formentlig er det 2. verdenskrig. Der findes ingen landsdækkende database over samtlige tyske krigsmindesmærker.
Der holdes ofte mindeceremonier på Volkstrauertag 2. søndag i november, som er en mindedag for krigsofre og for ofre for nazismen. Det er normalt delstater, kommuner eller kirkegårdsansvarlige, der også er ansvarlige for Tysklands krigsmonumenter. Organisationen Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge tager sig som hovedregel kun af soldaternes grave. Tyskland havde i 1. verdenskrig 2 millioner døde, men i 2. verdenskrig var tallet væsentligt højere, selvom det præcise tal ikke kendes. Antagelig er det omkring 10 mio.
Litteratur
Armanski, G.: ”und wenn wir sterben müssen”: Die Politische Ästhetik von Kriegerdenkmälern
(Hamburg 1989).
Jefferies, Matthew: Imperial Culture in Germany 1871-1918 (Basingstoke 2003).
Koselleck, Reinhart: Der politische Totenkult (1994).
Koselleck, Reinhart: ”…Kriegerdenkmale als identitätsstiftungen der Überlebenden”, in: Odo
Marquard & Karlheinz Stierle (Herausg.): Identität (München 1979), s. 255-276.
Lurz, Meinhold: Kriegerdenkmäler in Deutschland, 6. Bd. (Heidelberg 1985).
Stolz, Gerd & Heyo Wulf: Dänische, Deutsche und Österreichische Kriegsgräber von 1848/51 und 1864 in Schleswig-Holstein (Husum 2004).
Wolff, Klaus: Das Bismarck Denkmal (München 1964).
Øvrige kilder
Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge.
Klaus Gabelmann, Tysklands Ambassade, København.
Ungarn
Ungarn var indtil slutningen af 1. verdenskrig 1914-1918 en del af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. Derefter blev landet selvstændigt og deltog i 2. verdenskrig 1939-1945. Efter krigens afslutning var Ungarn som resten af Østeuropa under sovjetisk dominans indtil efter Berlinmurens fald i 1989.
Der er mere end 1.000 krigsmonumenter i Ungarn fra 1. og 2. verdenskrig og flest fra den sidste. Der er en central database eller register over landets krigsmonumenter under opbygning hos Bureau for Vedligeholdelse af Krigsgrave. Den sidste søndag i maj er den årlige nationale mindedag og kaldes Krigsheltenes Dag. Den er i 2001 fastlagt ved lov. Institut og Museum for Militærhistorie i Budapest tager sig af de udenlandske soldaters grave i Ungarn, og det beskæftiger sig også med landets krigsmonumenter.
Litteratur
I. N.: “War Memorials”, in: New Hungarian Quarterly 101, (1986), s. 121-122.
Szabó, Miklós: “A magyar történeti mitológia az elso világháborús emlékmuveken”
(Hungarian myth as expressed in the Great War memorials), in: Monumentumok az elso bábirúból, Budapest (Adolf Fényes Hall 1985), s. 65-73.
(Ukendt): Monumentumok az elso háborubol (Budapest 1991) .
Øvrige kilder
Ungarns Ambassade, København.
Direktør Dr. Jolán Szijj, Institut og Museum for Militærhistorie, Budapest, Ungarn.
Bureau for Vedligeholdelse af Krigsgrave.
Links
USA
Den amerikanske borgerkrig 1861-1865 medførte de første store krigstab for landet. USA gik først ind i 1. verdenskrig i 1917 og fik derfor langt færre tab end krigens andre deltagere. Under 2. verdenskrig gik USA ind i krigen i 1941. Denne krig medførte store tab for landet. Efter krigen har USA været involveret i flere krige f.eks. Koreakrigen 1950-1953 og Vietnamkrigen i 1960’erne og starten af 1970’erne og senest de to Golfkrige i hhv. 1991 og 2003.
Muligvis har borgerkrigen resulteret i de fleste monumenter, men dette er usikkert. Ansvaret for amerikanske monumenter varierer meget. Nogle hører under den føderale administration og administreres af National Park Service og af Indenrigsministeriet. Monumenter, der ikke er underlagt den føderale administration, passes af delstater eller counties (amter) eller de enkelte byers styre.
11. november er national mindedag og kaldes Veteranernes Dag.
Litteratur
Mayo, James M.: War Memorials as Political Landscape. The American Experience and Beyond
(New York 1988).
Piehler, Kurt G.: Remembering War the American Way (Washington 1995).
Savage, Kirk: Standing Soldiers, Kneeling Slaves. Race, War and Monument in Nineteenth-Century America (Princeton 1997).
Øvrige kilder
Information Ressource Centre, Office of Public Affairs, USA's Ambassade, København.
Links
www.ncpc.gov/ -N ational Planning Commission
www.achp.gov/-Advisory Council on Historic Preservation
www.patriotism.org/veterans_day/
www.nps.gov./gis/metadata/waso/monument.html
www.doiu.nbc.gov/orientation/facts2.cfm
www.loc.gov/resdev/browse/h.html
www.aftermathww1.com/america2.asp
www.en.wikipedia.org/wiki/remembrance day
Østrig
Østrig var en del af det østrig-ungarske rige indtil slutningen af 1. verdenskrig 1914-1918, hvor landet kæmpede sammen med Tyskland. Efter at Tyskland var gået ind i Østrig i 1938, kom Østrig til at deltage i 2. verdenskrig 1939-1945 sammen med Tyskland. Derefter blev Østrig neutralt og fastholdt denne linie i årtierne derefter.
Østrig har flest monumenter fra de to verdenskrige. Der er et, hvis ikke flere, krigsmonumenter i næsten alle byer, i alt formentlig op mod 5000. Det er uvist, om der findes et register eller en database over dem. Heeresgeschichtliches Museum i Wien beskæftiger sig med emnet.
Litteratur
Giller, Joachim, Hubert Mader und Christina Seidl: Wo sind sie geblieben …? Kriegerdenkmäler und Gefallenenehrung in Österreich (Wien 1992).
Wo sind sie geblieben ...? Zeichen der Erinnerung. Sonderausstellung im Heeresgeschichtlichen Museum 22. Oktober 1997 bis 22. Februar 1998.
Øvrige kilder
Heeresgeschichtliches Museum.
Links
www.hgm.or.at – Heeresgeschichtliches Museum, Wien