Find din by:

Byhistorie

Etablering

Nysted er formentlig opstået som handelsplads for et mindre, men meget frodigt opland omkring 1200. Byens beliggenhed ved en fjord gav gode muligheder for søfart og fiskeri.

Middelalderbyen

I slutningen af 1200-tallet oprettedes et kloster i byen, og det nærliggende Ålholm Slot blev opført. Byen blev købstad i 1409, men har formentlig allerede haft handelsprivilegier på det tidspunkt.

Købstaden 1536-1850

I 1500-tallet, 1600-tallet og 1700-tallet ramtes Nysted af mange voldsomme brande. Selvom byen lå godt for handelen med de nordtyske byer, blev den aldrig ret stor. En væsentlig årsag var, at havnen var meget svær at besejle, fordi sandrevet Rødsand spærrede for indsejlingen. Byen formåede dog i 1700-tallet at opretholde en pæn korneksport samt en fremstilling af stivelse. I 1800-tallet anlagdes en bedre havn, og eksporten af korn og stivelse tiltog. Desuden fik fiskeri og sælfangst nogen betydning, mens byens handel i starten af det 19. århundrede var begrænset af dens ringe opland.

Industrialisering og byvækst

I sidste halvdel af 1800-tallet stod byen i skyggen af især Nykøbing, og konkurrencen med nabobyerne skærpedes, da disse blev koblet på jernbanenettet, mens jernbanen til Nysted først åbnede samtidig med havnens modernisering i 1910. Havnen var ellers blevet forbedret med en 20 meter bred og 3,5 meter dyb indløbsrende i slutningen af det forrige århundrede, og fiskeri og søfart var ikke ubetydelige erhverv. Kun få egentlige industrivirksomheder blev anlagt i Nysted, herunder et skibsbyggeri og en dampmølle, og ved det 19. århundredes slutning var den i forvejen begrænsede vækst stagneret.

Industribyen 1900-1970

Befolkningstallet steg igen svagt i de første årtier af det 20. århundrede, men i midten af 1920’erne toppede indbyggertallet med knap 1.700. Byen fik aldrig nogen industri af betydning, og befolkningstallet gik siden lidt tilbage.

Efter industrien

Den lille havn er i de senere år primært blevet benyttet som lystbådehavn, og befolkningstallet er stagneret. I forbindelse med kommunalreformen i 2004 mistede byen sin rolle som administrativt kommunecenter, da Nysted Kommune blev indlemmet i den nye Guldborgsund Kommune. I 2004 boede der 1.381 indbyggere i Nysted.