Roskilde, før 1088 Oversættelse, DanskImidlertid drev Bisp Sven af Roskilde paa Opførelsen af den murede Stenkirke, som Bisp Vilhelm havde paabegyndt. Koret stod alt færdigt; men Prædikestolen havde han ondt ved at faa anbragt - hvad der var det eneste der endnu tyktes ham at staa i Vejen for at indvie Kirken. Ved Anlæget af den lod han da Bisp Vilhelms Ligsten flytte samt hans Støv tage op af Graven og sætte ned paa det Sted, hvor det nu hviler. Natten før den til Indvielsen berammede Dag saa Sakristanen i Drømme en Mand i fuldt Bispeskrud, der bød ham sige Sven, at det kunde være nok med at han havde bygget Kirken færdig og saaledes tilegnet sig Vilhelms Fortjeneste samt høstet Æren for andres Arbejde: han behøvede ikke ogsaa at flytte den Mands Støv, hvis Hæder han havde ranet, og skille ham fra hans kære Konges Lig. Straffen herfor vilde uden Tvivl være blevet nedkaldt over selve Ophavsmanden til denne Voldsdaad, hvis ikke hans hellige Levned havde staaet i Vejen derfor; nu vilde han i alt Fald hævne sig paa den Del af Kirken, han havde opført, og styrte alt hans Murværk i Grus. Han advarede fremdeles alle og enhver mod for Fremtiden at røre hans Grav, og spaaede, at ingen, der flyttede hans Støv fra dets Sted, skulde slippe for Straf. Derpaa forekom det Sakristanen, at han slog med sin Bispestav paa Taget og søndrede hele Murværket.Drømmen var sand nok: Guds Hus sank virkelig i Grus, ja Kirken rystede med ét i sin inderste Grund og faldt i selv samme Øjeblik som han drømte om Hærværket; saa Virkelighed og Drøm stemte fuldt overens, og en enkelt Mands Nattesyner blev ved Dagens Lys aabenbare for alles Øjne. Det store Under var der ved Sagen, at Kirken i sit Fald ikke knuste Vagtmesteren: han blev hverken kvalt under de svære Stendynger eller kvæstet af noget Murskred, men sov trygt, uagtet hans Leje var lige ved Siden af det styrtende Murværk. Lynslagne ved Bulderet ilede Borgerne til og tog med Gru det skete Hærværk i Øjesyn; de troede, at Vagtmesteren var slaaet ihjel ved Kirkens Fald, men saa ham snart lyslevende kravle frem mellem Stenhobene. Alles Øjne vendte sig nu i hellig Undren mod ham, og det er svært at sige, om Tilskuerne var mest forbavsede over Kirkens Fald eller Sakristanens Frelse. Det tyktes et stort Vidnesbyrd om Drømmens Sandhed, at Drømmeren selv var reddet ud af den truende Stenhob. Da han nu bragte Bisp Sven Vilhelms natlige Budskab, smilede denne og sagde: "Ja, det undrer mig ikke, at hans Adfærd efter Døden svarer til hans Strenghed i levende Live; men lad mig nu blot lægge Haand paa atter at rejse de styrtede Mure." | Kilde:Sakses Danesaga. Oltid og ældste middelalder. s. 57-59. Emneord:Konger og dronninger - Gejstlige institutioner og personer - Domkirke Byliv - Begravelse - Tyveri og hærværk - Vold |
