Ribe, ca. 1005 Originaltekst, DanskVed de samme Tider blev Rimbrand Biskop efter Poppe, Marke efter Henrik, Fulbert efter Lefdag, og efter ham fulgte den ædelbaarne Odinkar Hvide paa Bispestolen. Han var en Mand af gavmildt og gudfrygtigt Sind, og beholdt ej den ringeste Smule for sig selv, men skænkede hele sit rige Fædrenegods til Kirkernes Brug og Tarv, og gjorde Guds Huse, der hidtil havde manglet Midler, rige paa frugtbare Agre og Jordegods; saa fast alt hvad de ejer af Gods i hele Jyllands Hovedstæder, skylder de hans fromme Gaver. Saaledes tænkte han mere paa Menighedens Tarv end paa sin egen Pengepung, søgte ej den forfængelige, men den varige Ære, ofrede sit timelige Gods for at vinde Sjælens evige Glæde, og vilde hellere selv skille sig ved sin Fædrenearv end vide Kirken arm paa Gods; og derfor indsatte han den Herre til sin Arving, som han vidste kunde skænke ham evig Rigdom til Gengæld for hans fromme Gaver. Dog, det var ham ej nok at skænke Helligdommene sit Gods, men for i alle Maader at fuldkomme al Dyd og Ære føjede han ogsaa gode Gerninger til: han drog til Sælland og Skaane at prædike Troen og blev Folket en herlig Læremester i Guds hellige Ord; og for ej at tjene Herren mindre i Aanden end i Kødet, teede han samme Iver for at udbrede Kirken, som han havde vist for at udstyre den rigt, og var rede til ogsaa al give sit Liv hen for ham, hvem han alt havde skænket sit Arvegods. | Kilde:Sakses Danesaga. Oltid og ældste middelalder. 219-220 Emneord:Gejstlige institutioner og personer - Biskop |
