Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Middelfart fik status af købstad af kong Erik Glipping i perioden 1287-1289. Der havde dog allerede fra 900-tallet været permanent bebyggelse på stedet, og den korteste vej fra Fyn til Jylland var da også overgangen fra Middelfart til Snoghøj.[Note 1] Fra omkring 1200-tallet steg ruten i betydning, i høj grad på grund af forbindelserne mellem Ribe og København. Jorden omkring Middelfart var god, men beliggenheden på den yderste halvø ved bæltet minimerede oplandet. Middelfart måtte derfor mere end andre købstæder ernære sig af de fordele, beliggenheden gav, hvilket først og fremmest ville sige færgefart, men også anden samfærdsel samt fiskeri.

De kendte privilegier giver ikke indtryk af en by, der var specielt begunstiget af kongerne, selvom borgerne i 1496 fik samme rettigheder som borgerne i Odense og Assens. I 1568 blev byen tillige hjemsted for Vends herredsting, hvad dog allerede et halvt år senere blev omgjort. Middelfart havde naturligvis interesse i tinget, som var medvirkende til at gøre torvedagene noget livligere og samtidig give mere tilførsel fra oplandet. Omvendt var bønderne ikke interesserede i køre for langt med deres korn, og Middelfart var som købstad ikke af en størrelse, der gjorde byen til et særlig attraktivt handelssted. I 1573 var byen en af de fem fynske toldsteder, hvorfra der måtte udføres okser til skibs, og det er sikkert, at Middelfart trods det ringe opland i kraft af sin beliggenhed blev en forholdsvis velstående købstad frem til svenskekrigene.[Note 2]

Svenskekrigene kostede Middelfart dyrt, først og fremmest på grund af store indkvarteringsomkostninger. I 1650 blev der anlagt en fæstning ved Bersodde, som senere blev kaldt Frederiksodde og i 1664 Fredericia. Dette var en alvorlig ulempe for Middelfart, selvom anlæggelsen af et færgested i 1651 i Frederiksodde langtfra fik den betydning, som den var tiltænkt. Middelfart havde da også sikret sig, at der ikke måtte være færgefart fra byen til Frederiksodde (Fredericia).

Perioden fra svenskekrigene til et godt stykke ind i 1700-tallet var som helhed sørgelig for Middelfart. I en indberetning fra 1735 beklagedes det faktum, at det var Fredericia, der stod for strømtolden for Lillebælt, samt at den konkurrerende købstad var stabelstad og dermed en udskibningshavn til eksport. Derudover var klagerne mere typiske: Langprangere opkøbte varer på landet og fordyrede varerne for Middelfart, der jo ellers havde monopol på al handel i sit opland.

I slutningen af 1700-tallet var Middelfart i fremgang, men der boede trods alt kun 1.019 indbyggere i byen i 1801. I 1845 var der 1.549, og samme år fik byen en ny havn.

Middelfart fik ikke defineret et opland i sine privilegier, og kilderne tyder ikke på, at de har forsøgt at håndhæve rettigheder inden for en nøjere defineret grænse. Omkring 1850 strakte det naturlige opland sig fra Gelsted i øst, nordøst til Brenderup og i syd til Weddelsborg. Det er dog yderst tvivlsomt, om bønderne fra dette store areal har søgt torv i Middelfart, men sikkert er det, at Middelfart fungerede som udskibningssted for hele Nordvestfyn. Da jernbanen i 1865 forbandt Middelfart med Nyborg, er det naturlige opland blevet mindsket mærkbart.

Middelfarts vigtigste funktion var færgeruten til Snoghøj, hvilken langt op i nyere tid forblev en af Danmarks betydeligste overgange. Hvor kilderne ikke i særlig grad omtaler handelsmæssige ulovligheder, er fokus i høj grad rettet mod ulovlige færgerier på kysten omkring Middelfart. I perioden 1700-1750 er der flere eksempler på, at det førte til domme, og det var alment kendt, at fiskere fra Lyng og fra fiskerlejerne Gudsø og Skærbæk overførte rejsende. Der var flere traditionsbundne forbehold til færgeretten, hvad lokale fiskere udnyttede til egen fordel. I 1707 blev fire fiskere dømt for at have overført rug til Snoghøj, men generelt var det svært at få fiskere dømt. I 1750 klagede byens færgemand til kongen, og i et kongeligt reskript samme år præciseredes, at det var forbudt at omgå færgemandens rettigheder.[Note 3] Sagerne var i denne periode mange, og færgemanden fandt sig med sit nye kongebrev ikke i meget. En postmand blev eksempelvis sigtet for at have transporteret en soldat.

Den konkurrerende rute fra Fredericia til Strib generede ikke Middelfart meget, men det kom dog til problemer i 1744, hvor Middelfart klagede over ulovlig færgefart på ruten. Problemet for Middelfart var, at der boede mange fiskere ved kysten, som nemt kunne transportere både varer og personer, uden at det kunne bevises i retten, og meget tyder på, at dette i længere perioder har været en alvorlig ulempe for Middelfart. Omkring 1850 mistede færgeriet eneretten som en helt naturlig konsekvens af handelens liberalisering. I 1850'erne voksede byen hastigt, og handelsflåden fik en storhedstid i perioden 1850-1870. Middelfart forblev dog kun vigtig som gennemfartsby, og købstaden var i tiden omkring næringslovens indførelse stadig blandt de 2-3 mindste købstæder på Fyn.

Privilegierne omtaler ikke torvedage, men Middelfart har med sikkerhed haft mindst en ugentlig torvedag, hvad flytningen af herredstinget i 1568-1569 ligeledes indikerer. I 1650 flyttedes et årsmarked, som tidligere blev afholdt i Fjelsted, til købstaden, men Middelfart har ifølge anden kilde haft et velbesøgt marked både sommer og efterår.[Note 4] I 1859 blev der afholdt marked den 30. juni og et hestemarked dagen før.[Note 5]

Privilegier og bestemmelser

Litteratur