De enkelte byer

Den Digitale Byport » By og opland » Roskilde

Roskilde

Oplandskort

Opland

Region

Købstadssogne.
Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
Sogne med skiftende eller omstridt status.
Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Roskilde var tidligt et centralt knudepunkt på Sjælland, og placeringen i bunden af Isefjorden var med til at gøre Roskilde til et betydeligt handelscentrum på Sjælland. Væsentligt er det naturligvis også, at byen har fungeret som gejstligt centrum med deraf følgende stor betydning for den lokale handel. I 1400-tallet overtog København teten i regionen, og nedgangen fortsatte efter reformationen i 1536.

Det er usikkert, hvornår Roskilde fik sine købstadsprivilegier, og Roskilde stadsret af 15. juni 1268, som har dannet basis for privilegierne i de øvrige sjællandske købstæder, kan betegnes som en opsamling af de gældende privilegier i en decideret lovtekst. Det må betegnes som sikkert, at Roskilde havde købstadsrettigheder allerede under kong Erik 2. Emune, som regerede 1134-37.

Generelt har Roskilde evnet at håndhæve sine privilegier, og da byens største købmænd var særdeles magtfulde, var der tyngde bag kampen imod den illegale handel. I 1455 præciseredes det, at ingen, som kom sejlende i Isefjorden, måtte handle, før de havde søgt havn i Roskilde eller Holbæk.[Note 1] I 1472 præciseredes endvidere, at det krævede speciel tilladelse for at udøve forkøb. I 1559 blev Øm marked flyttet til Roskilde blandt andet med den begrundelse, at der havde fundet forprang sted. Forprang var ikke totalt ukendt i 1637, hvor det blev præciseret, at kræmmere og skomagere ikke måtte sælge deres varer uden for byen på markedsdage. Trods sådanne eksempler, der klart vidner om organiseret forprang, så har byen dog bedre end andre byer været i stand til at holde dette på et minimum. Værst for byen var uden tvivl skudehandelen i Isefjorden. Den lovlige handel foregik især med de norske havnebyer, Rostock, Ålborg og Samsø.

Det skal nævnes, at halvøen Horns Herred har haft købstadslignende rettigheder som et resultat af købstaden Skibbys nedlæggelse formentlig i 1300-tallet. Halvøen gjorde således et indgreb i Roskildes naturlige opland. Udviklingen fra 1600-tallet til næringslovens indførelse i 1857 er kendetegnet ved, at byen mistede fordums storhed. Byen var hårdt ramt af brande, og Københavns eksplosive udvikling gik særligt ud over Roskildes vækstmuligheder.

Noter

[Note 1] Tingsvidne i 1489 tyder på, at skudehandel var normalt i Isefjorden. Birkebæk 1992:345.

Privilegier og bestemmelser

1134-1137 Kong Erik 2. Emune giver Roskilde status af købstad.[Note 1]
1268 15. juni Kong Erik Glipping stadfæster tidligere privilegier i Roskilde stadsret af denne dato.[Note 2]
1340-45 29. september Kong Valdemar 4. Atterdag stadfæster gældende privilegier og giver endvidere byen toldfrihed inden for rigets grænser.[Note 3]
1395 23. februar Dronning Margrethe stadfæster gældende privilegier, men præciserer, at toldfrihed inden for rigets grænser er med forbehold for told på de skånske markeder.
1400-1499 Roskilde stadsret oversættes fra latin, og enkelte privilegier tilføjes.[Note 4]
1419 29. september Kong Erik 7. af Pommern stadfæster gældende privilegier og tilføjer adskillige privilegier, deriblandt at borgerne får samme handelsrettigheder som borgerne i Slagelse.
1422 25. februar Kong Erik 7. af Pommern dikterer borgerne i København bestemmelser vedrørende købstæderne som reaktion på de klager, kongen er blevet præsenteret for. Det præciseres, at håndværkerne og embedsmænd skal ernære sig af deres fag og handel overlades til borgerne. Landkøb forbydes, og al handel skal foregå i købstæderne og på markeder og torve. Gæsters ret til at købe på torvedage begrænses til efter klokken ti.[Note 5] Det antages, at forordningen kun omfattede Sjælland.[Note 6].
1441 2. januar Kong Christoffer 3. af Bayern stadfæster gældende privilegier og tilføjer blandt andet, at de købmandsvarer, der skal vejes, skal vejes i købstaden.
1451 21. april Kong Christian 1. stadfæster gældende privilegier.
1455 10. april Kong Christian 1. gentager sin tidligere stadfæstelse og tilføjer blandt andet, at borgerne har ret til frit at handle i andre købstæder, samt at ingen, der kommer sejlende i Isefjorden, må holde marked i fjorden, før de kommer til Roskilde eller Holbæk.
1472 15. juni Kong Christian 1. gentager sine tidligere stadfæstelser og præciserer, at forkøb er ulovligt uden tilladelse fra borgmestrene og rådet.
1472 25. februar Kong Christian 1. forbyder bønderne på Sjælland at drive købmandskab og håndværk samt at opkøbe kvæg og andet. Det præciseres endvidere, at bønderne ikke må slagte og føre flået kød til byen, men skal sælge levende kvæg.
1475 30. september Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 7] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 8]
1486 25. april Kong Hans stadfæster gældende privilegier.
1514 1. juli Kong Christian 2. forbyder udenlandske købmænd at udføre øksne og danske borgere på Sjælland at opkøbe øksne for fremmede købmænd. Derudover forbydes løbekræmmeres handel på landet og tyskeres og andre udlændinges nedsaltning af sild på Møn, Lolland, Falster og i Stevns Herred, med mindre de har privilegium derpå, og det indskærpes, at borgerne ikke mod deres privilegier må besværes med told undtagen på høstmarkedet.
1516 23. marts (omk.) Kong Christian 2. forbyder bønderne på Sjælland, Lolland, Falster og Møn at sejle til Tyskland med eget skib og varer. Privilegierne over for bissekræmmere og landkøbere skal overholdes, og hverken gejstelige eller adelige må opkøbe for fremmedes penge. Det præciseres, at der for fremtiden kun må afholdes marked i Roskilde og Ringsted, og at andre markeder er ulovlige at besøge. Derudover indskærpes, at byens håndværkere skal ernære sig at deres fag og ikke må drive købmandskab.
1521 10. februar Kong Christian 2. forbyder handel på landet og henlægger således både markederne og handelen generelt til købstæderne. Markeder i landsbyerne forbydes, og i købstæderne er markederne kun tilladt med privilegium. Det præciseres, at borgerne skal ernære sig af deres fag og ikke må drive købmandskab. Handel og udskibning ved ulovlige havne forbydes. Forordningen havde kun kort levetid.[Note 9]
1558 13. december Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd.
1559 4. september Kong Christian 3. flytter markedet i Øm til Roskilde, da markedet tidligere har været uroligt, og der har fundet forprang sted.[Note 10]
1572 30. oktober Kong Frederik 2. stadfæster gældende privilegier med forbehold for ret til senere at ændre dem.
1575 21. juni Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne.
1575 28. april Åbent brev om afskaffelse af alle markeder på landet på Sjælland, der ikke er minimum tyve år gamle. De ældre bøndermarkeder skal henlægges til nærmeste købstad på samme dag og samme tid. Gribes nogen herefter i at holde eller søge et landsbymarked, vil deres varer blive konfiskeret af kronen.
1590 20. august Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med.
1608 25. maj Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier.
1623 19. november Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.
1623 25. juli Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.
1637 Kong Christian 4. forbyder fremmede kræmmere og skomagere på markedsdage at sælge deres varer uden for byen.[Note 11]
1642 23. maj Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes.
1648 30. november Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier.
1671 22. november Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen.
1680 9. oktober Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.
1681 16. april Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad.
1683 15. april Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27).
1689 Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682.
1689 4. juni Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet.
1692 13. december Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring.
1734 30. april Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 12]
1741 25. august Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene.
1775 13. februar Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil.
1794 22. oktober Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet.
1797 1. februar Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge.
1817 23. april Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder.
1825 17. november Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet.
1839 27. november Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer.
1845 14. maj Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer.
1845 23. april Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter.
1847 24. marts Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet.
1851 7. februar Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering.
1851 9. december Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder.
1852 14. april Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet.
1854 15. april Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer.
1856 8. marts Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.
1857 29. december Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer.
1862 20. november I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”.
1863 10. april Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses.

Noter

[Note 1] Ifølge Resens Atlas (Roskilde) 1929:90.
[Note 2] Stadsretten er på senere tidspunkter udvidet, startende fra kapitel 18.
[Note 3] Resens Atlas (Roskilde) 1929:90 daterer privilegiet til 1340.
[Note 4] Eneste udgangspunkt for datering er sproget.
[Note 5] Kroman 1955. Bind 3:74f.
[Note 6] Degn 1991:665
[Note 7] Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff.
[Note 8] Degn 1991:655.
[Note 9] Derudover præciseres visse forhold vedrørende fiskeri og handel i byerne.
[Note 10] Markedet skal afholdes den 1. oktober, den såkaldte sti. Dionysii dag, som tidligere. Se evt. Fang 1945:35.
[Note 11] Resens Atlas (Roskilde) 1929:91ff.
[Note 12] Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang.

Litteratur

Grundrids til en historisk-typografisk Beskrivelse af det gamle Konge- og bispesæde Roeskilde

Behrmann, Hendrik, København, 1832

Roskilde bys historie – tiden indtil 1536

Birkebæk, Frank A. m.fl., Roskilde, 1992

Roskilde bys historie 1850-1970

Birkebæk, Frank A. m.fl., Roskilde, 1998

Næringslovgivning (artikel i E. Alstrup og P.E. Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk Opslagsværk II, s. 654-658)

Degn, Ole, Åbyhøj, 1991

Roskilde. Fra byen og dens historie. Bind I

Fang, Arthur, Roskilde, 1945

Roskilde. Fra byen og dens historie. Bind II

Fang, Arthur, Roskilde, 1970

Roskilde bys historie 1536-1850

Frandsen, Karl-Erik og Bjørn, Claus, Roskilde, 1998

Danske Købstæders Historie og deres Erhvervsliv. Købstæder i Sjællands Stift. Roskilde – Slagelse. Bind 34-35

Hougaard, O. og Wedderkop Hedegaard, A. (red.), København, Udat. (cirka 1920)

Danmarks gamle Købstadslovgivning - Sjælland, Lolland, Falster, Møn, Fyn og Langeland

Kroman, Erik, København, 1955

Omkring Roskilde centrum. Kapitler af domkirkebyens historie

Kaae, Harry, Roskilde, 1963

Resens Atlas. Atlas Danicus. Roskilde.

Resen, Peder Hansen, København, 1929

Find den benyttede litteratur i Byhistorisk Bibliografi.