Den Digitale Byport » By og opland » Skanderborg
Skanderborg
Oplandskort
 Opland |
 Region |
 | Købstadssogne. |
 | Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen). |
 | Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens. |
 | Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel. |
 | Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel. |
 | Sogne med skiftende eller omstridt status. |
 | Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling. |
Historisk oversigt
Der har været bebyggelse på det område, der i dag hedder Skanderborg, så langt tilbage som i sidste halvdel af 1000-tallet. I 1171 blev der bygget en borg, hvilket gav aktivitet på egnen, og der opstod en bebyggelse, som senere blev til en købstad. Hærvejens afstikker til Århus gik forbi Skanderborgegnen, og den fiskerige Skanderborg Storesø gav god basis for en bybebyggelse. De næste par århundreder var hårde for landsbyen, idet den i 1212, 1286, 1340 og 1368 i høj grad blev offer for krigenes byrder.
I slutningen af 1300-tallet var Skanderborg ubetydelig af størrelse, og det var først, da kong Frederik 2. kom til magten i 1559, at det så lysere ud. Kong Frederik 2. ville genskabe kongeslottet i byen, og den 28. oktober 1583 fik Skanderborg status af købstad. Det første århundrede som købstad var præget af vækst, men Skanderborgs beliggenhed dels kun 1,5 mil fra den tidligere købstad Ry, dels inden for Århus’ definerede firemilegrænse, dels kun 2,5 mil fra Horsens i syd gav ikke gode fremtidsudsigter.
Der har fra gammel tid været afholdt to markeder på valfartsstedet i Ry, og i 1578 flyttedes dissse til Horsens. Året efter flyttedes de imidlertid tilbage til Ry. Årsmarkederne har sikkert givet anledning til ulovlig handel, for i 1616 skærpedes kravene til, hvornår der måtte handles på disse markeder. I 1683 blev begge Ry-markeder flyttet til Skanderborg. Et marked, der hidtil har været afholdt ved Hads herredsting første mandag efter Helligtrekongers dag, samt de der holdte kvæg- og hestemarkeder blev ligeledes overflyttet til Skanderborg. I 1745 fik købstaden desuden tilladelse til at afholde et hestemarked torsdag og fredag efter Fasten. Denne koncentration af årsmarkeder betød meget for Skanderborg, som især blev kendt for sine velbesøgte hestemarkeder.
Af faste torvedage har Skanderborg haft fredag, der i 1750 ændredes til tirsdag. På et senere tidspunkt blev torvedagen til fredag.[Note 1] I 1718 blev det Skanderborgske Ryttergods oprettet, og købstaden var hermed garnisonsby med de fordele og ulemper, det gav.
At Skanderborg trods de mange årsmarkeder stadig var en mindre betydelig købstad, fremgår tydeligt af indberetningen af 1735.Også i 1600-tallet kunne der være usikkerhed om byens status som købstad. I forordningen om konsumtionen i 1673 hed det således, at da Hillerød, Skanderborg, Nibe, Løgstør og Rødby ernærede sig ved andre erhverv end landbrug, skulle de i lighed med andre købstæder betale konsumtion.[Note 2] Der var stort set ingen handel i byen, og de handlende søgte mod Århus og Horsens. Skanderborg havde enkelte handlende, men ikke en eneste købmandshandel. I praksis fungerede købstaden på denne tid som en stor landsby, der hovedsageligt ernærede sig af landbrug og fiskeri. I 1745 var det kun ølbrygning og brændevinsbrænding i byen, og selv bønderne i det nærmeste opland havde eget krohold. I 1746 brændte store dele af byen, og i 1768 nedlagdes rytterdistrikterne og hermed også det Skanderborgske Ryttergods, som trods alt havde bragt omsætning til byen. Købstaden var presset af Århus i nord og Horsens i syd, og uden naturlig adgang til vandvejene var transportomkostningerne uholdbart store.
Skanderborg blev kortvarigt garnisionsby i 1819 til 1826, men det var først i 1830'erne, da landevejen fra Kolding til Frederikshavn blev linjeført via Skanderborg, at byen igen kom i vækst. Byen fik den første industri i 1842 og formåede med grundlæggelsen af en hollansk vindmølle i 1852 at trække flere bønder til købstaden. Tidligere havde oplandets bønder søgt mod Vestermølle, Skvæt og Fuldbro Mølle for at få malet korn. I 1868 blev Skanderborg koblet på den østjyske længdebane og fik tre år senere stikbanen til Silkeborg.
Skanderborgs størrelse og beliggenhed har ikke været fordelagtig, og købstaden formåede ikke i perioden at skabe et naturligt opland. Et opland blev heller ikke af praktiske årsager defineret, for det ville være umuligt uden at gøre indgreb i privilegierne for Århus.
Privilegier og bestemmelser
| 1583 28. oktober | Kong Frederik 2. giver Skanderborg status af købstad.[Note 1] |
| 1590 20. august | Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med. |
| 1600 28. august | Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier.[Note 2] |
| 1604 18. september | Kong Christian 4. forbyder bønderne i Skanderborg og Åkær Len at sælge græsøksne uden først at tilbyde dem til lensmanden. |
| 1616 8. oktober | Kong Christian 4. skærper kravene til markederne i Ry med hensyn til tidspunkterne for køb og salg. |
| 1623 19. november | Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet. |
| 1623 25. juli | Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt. |
| 1642 23. maj | Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes. |
| 1648 4. december | Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier.[Note 3] |
| 1670 20. oktober | Kong Christian 5. stadfæster gældende privilegier.[Note 4] |
| 1671 22. november | Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen. |
| 1680 9. oktober | Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op. |
| 1681 16. april | Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad. |
| 1683 15. april | Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27). |
| 1683 29. december | Kong Christian 5. flytter Skt. Sørens og Hellig Kors markederne, som tidligere afholdtes i Ry, til Skanderborg med afholdelse 14. september og 23. oktober. Markederne, som tidligere afholdtes ved Hads herredsting første mandag efter Helligtrekongers dag samt de der holdte kvæg- og hestemarkeder, flyttes ligeledes til købstaden.[Note 5] |
| 1689 | Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682. |
| 1689 4. juni | Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet. |
| 1692 13. december | Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring. |
| 1734 30. april | Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 6] |
| 1741 25. august | Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene. |
| 1745 | Kong Christian 6. tillader Skanderborg at afholde et hestemarked torsdag og fredag efter påske og præciserer, at tirsdag skal være fast torvedag.[Note 7] |
| 1775 13. februar | Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil. |
| 1794 22. oktober | Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet. |
| 1797 1. februar | Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge. |
| 1817 23. april | Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder. |
| 1825 17. november | Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet. |
| 1839 27. november | Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer. |
| 1845 14. maj | Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer. |
| 1845 23. april | Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter. |
| 1847 24. marts | Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet. |
| 1851 7. februar | Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering. |
| 1851 9. december | Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder. |
| 1852 14. april | Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet. |
| 1854 15. april | Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer. |
| 1856 8. marts | Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857. |
| 1857 29. december | Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer. |
| 1862 20. november | I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”. |
| 1863 10. april | Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses. |
Noter
| [Note 1] | Gengivet i fuld længde i Holtet 1933:11ff og i original ordlyd i Jacobsen 1983:22ff. |
| [Note 2] | Holtet 1933:11. |
| [Note 3] | Holtet 1933:13ff og Jacobsen 1983:46ff. Secher: Forordninger og Recesser har ikke medtaget privilegiebrevet, men da både Holtet og Jacobsen medtager en afskrift af dokumentet, sidstnævnte også et fascimile, må privilegierne være stadfæstet denne dato. |
| [Note 4] | Holtet 1933:14. |
| [Note 5] | Jacobsen 1983:57. |
| [Note 6] | Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang. |
| [Note 7] | Klostergaard udateret (1991?):9. |