De enkelte byer

Den Digitale Byport » By og opland » Sæby

Sæby

Oplandskort

Opland

Region

Købstadssogne.
Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
Sogne med skiftende eller omstridt status.
Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Det er uvist, hvornår den første bebyggelse kom i det østlige Vendsyssel, men der har i den tidligere middelalder formentlig været et fiskerleje, hvor Sæby Å løb ud i Kattergat. Fra midten af 1400-tallet var der en landsby omkring en kirke ved et vadested lidt længere oppe ad åen, og i slutningen af 1400-tallet er de to bebyggelser vokset sammen. Sæby var ejet af bisperne, som i 1465-1472 byggede et karmelitterkloster ved byen. Kilderne til det middelalderlige Sæby er begrænset til kirken og klostret, og indtil 1530 kaldtes Sæby konsekvent for Mariested.

Den 10. august 1524 fik Sæby købstadsprivilegiium, men allerede i 1466 havde Sæby en borgmester, og i år 1500 blev indbyggerne betegnet som borgere.[Note 1] Det fremgår dog klart af privilegiet af 1524, at Sæby ikke har haft købstadsprivilegier tidligere, og 10. august 1524 må betragtes som Sæbys grundlæggelse. Året efter fik Sæby sin første byret, som var en revideret afskrift af den viborgske byret af 1440. Loven omfatter 28 punkter, herunder at ingen fremmede købmænd må drive detailhandel andre dage end markedsdage, samt at der ikke må handles uden for portene. Det præciseres endvidere, at hverken præster eller bønder må købe eller sælge til forprang for byen. Vigtigst er dog punkt 27, som definerede Sæbys handelsopland som værende hele fire mil. Efter reformationen forsøgte adelsmanden Ebbesen Galt at gøre byen til Danmarks første adelige købstad, hvad dog ikke lykkedes. Meget tyder på, at klostertiden inden reformationen var Sæbys guldalder, men kilderne giver ikke mulighed for at gå i dybden med perioden før omkring 1600.

Havet har altid haft stor betydning for Sæby, og selvom havnen lå udsat, havde købstaden forholdsvis stor handel som den eneste udførselshavn i det østlige Vendsyssel. I 1650 var udførsel til Norge af stor betydning, men fiskeri og håndværk spillede også en større rolle.

I 1572 fik Sæby som andre købstæder konsumptionspligt, og varer blev ofte smuglet ind uden om tolden, både syd og nord for byen. Fladstrand, der lå to mil nord for byen, var det største problem. I 1593 blev Fladstrand og øgruppen Hirsholmerne betragtet som deciderede smuglercentraler.

I 1602 besluttede kong Christian 4. at nedlægge alle markeder i Vendsyssel med undtagelse af fire. Undtaget var blandt andet Hundslund marked sydvest for Sæby, mens markedet i Hellum i 1606 flyttedes til Sæby.[Note 2] Markedet skulle afholdes årligt på den for byen så vigtige dato 10. august, hvad i 1609 ændredes til 2. august. I 1606 fik Sæby endvidere påbudt, at lørdagen for fremtiden skulle være fast torvedag, og bønderne fra de omkringliggende sogne blev påbudt at søge torv i købstaden. Sæby har ikke haft fast torvedag før 1606, og meget tyder på, at det har været svært for Sæby at håndhæve sit handelsmonopol i forhold til oplandet, som i praksis har været væsentlig mindre end de fire mil, som Sæby fik lovfæstet i 1525.

I 1623 klagedes over ulovlige havne, bissekræmmere og omfattende landkøb generelt. I 1648 blev klagen gentaget med fokus på søkanten nord og syd for byen, hvorfra der blev drevet ulovlig handel, og landprangere både ind- og udskibede deres varer. Den lovlige eksport fra Sæby bestod af landbrugsprodukter fra oplandet samt fisk til Norge og forskellige nordtyske byer, men den blev besværliggjort af havnens dårlige tilstand.

I 1675 blev der anlagt en fæstning ved Fladstrand nord for byen, og dette fik afgørende indflydelse på Sæbys økonomiske udvikling og vækst i øvrigt. I perioden 1672 til 1769 gik indbyggertallet ned fra 670 til kun 483,[Note 3] og som en konsekvens heraf flyttedes toldstedet i Sæby da også til Fladstrand i 1681. Der klagedes hyppigt over, at borgere i Sæby flyttede til Fladstrand,[Note 4]men omkring 1700 havde Fladstrand med sine bedre havneforhold fået overtaget. Flytningerne til Fladstrand blev dog mindsket, da Fladstrand i år 1700 også blev pålagt at svare konsumption som købstaden i syd. Fladstrand lå kun 2,25 mil fra Sæby, og da byen voksede som handelssted, er det tydeligt, at Sæbys firemilegrænse ikke har været håndhævet i praksis. I perioden efter 1675 vandt mange byer hævd på at definere oplandet som værende to mil, hvad formentligt har været en fordel for Sæby, idet købstaden så med en mere tidssvarende oplandsgrænse i det mindste kunne kræve handelsrettigheder i forhold til oplandet syd for Fladstrand.

Både Sæby og Fladstrand opblomstrede kortvarigt under Store Nordiske Krig i perioden 1709-20, men for Sæby var 1700-tallet ellers en længere periode med stagnation, og først fra 1810 steg byens befolkningstal. Selvom Fladstrand også havde konsumptionspligt, så har det været dyrere at drive handel i Sæby på grund af de øvrige skatter, som borgere var pålagt. Havneforholdene i Sæby forhindrede i 1700-tallets anden halvdel købstaden i at fungere som en havneby, men som tidligere ernærede byen sig først og fremmest af sit store jordtilligende og mindre af decideret handel.

Købmændene og høkerne i byen købte først og fremmest ind i Ålborg, og fra 1700-tallets slutning havde Ålborg fået totalt kontrol med handelslivet i Sæby. Sæbys opland købte endvidere ofte direkte i Ålborg eller af landprangere på egnen. I 1749 klagedes over ringe indførsel til byen af korn, og mange anvendte da også korn til brændevinsbrænderi på landet, hvor bønderne flere steder drev omfattende handel med typiske købmandsvarer såsom tobak og tran. Problemet med den manglende tilførsel havde en selvforstærkende effekt, og fra omkring 1730 var der kun høkere tilbage i købstaden. I forhold til andre købstæder har Sæby i 1700-tallet ikke været særligt velfungerende, og det er symptomatisk, at en præst i byen fra år 1700 og sin tid ud drev omfattende købmandskab i byen, holdt kro og i øvrigt til tider var skibsreder.

I slutningen af 1700-tallet havde Sæby to årlige krammarkeder, et mindre i juni og et større i oktober. Markederne tiltrak dog hovedsageligt besøgende fra Ålborg og Vendsyssel og kun enkelte fra det sydlige Jylland. I 1837 havde Sæby fået hele fire nye markeder. Tre hestemarkeder i februar, marts og maj, og et i oktober med slagtekvæg. Krammarkedet om sommeren var i 1859 blevet det største marked, måske fordi det med tiden var flyttet til juli. Generelt blev markederne dog ikke den store succes. I 1883 afholdtes kun et enkelt marked i Sæby foruden et stort hjemmemarked, som formentlig havde karakter af en egentlig byfest.[Note 5]

Af afgørende betydning for ikke bare søgningen til årsmarkederne, men også for Sæbys generelle tilstand, var Fladstrand. Fladstrand fik nemllig i 1818 status af købstad under navnet Frederikshavn opkaldt efter kong Frederik 6. Flere forsøg på at forbedre havneforholdene i Sæby afløstes af afmagt i 1806, og kongen har givetvis ment, at Fladstrand havde langt bedre muligheder for at samle handelen i det østlige Vendsyssel.

Sæby voksede i størrelse fra 1810 og frem, men væksten var mindre, end hvad der var normalt for købstæderne på denne tid, og Frederikshavn var klart overlegen. Først i 1879 blev der anlagt et ordentligt havneanlæg, og først i 1899 kom jernbanen til byen. Jernbanen kom til Frederikshavn 28 år tidligere, og havneforholdene var stadig bedre end Sæbys. I 1800-tallet frem til næringslovens indførelse i 1857 er der flere eksempler på ulovlig handel, men når det kom til retslige afgørelser, var de koncentrerede omkring egne borgere, som gik andre borgerers næring i bedene. Liberaliseringen følte Sæby med andre ord langt tidligere end 1857, og de skæbnesvangre årstal for Sæbys udvikling er uden tvivl Fladstrands fæstning i 1675 og samme bys privilegier i 1818.

Noter

[Note 1] Andrén 1985:181.
[Note 2] Derudover hørte også Raasted marked til Sæby. Ændringer i den henseende fremgår ikke af privilegierne. Klitgaard 1925:44.
[Note 3] Ørberg 1970. Bind 1:70.
[Note 4] Eksempelvis i 1675 og 1683. Ørberg 1970. Bind 1:74.
[Note 5] For informationer om markedsforhold i øvrigt henvises til Ørberg 1970. Bind 1:38/166ff, bind 2:57 og Bang Larsen 2000:185.

Privilegier og bestemmelser

1524 10. august Kong Frederik 1. giver Sæby status af købstad.[Note 1]
1525 11. november Sæby får sin første byret, inspireret af den viborgske af 11. april 1440.[Note 2]
1558 13. december Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told.
1562 24. april Kong Frederik 2. stadfæster gældende privilegier.
1575 21. juni Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne.
1590 20. august Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med.
1598 9. juni Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier.
1602 12. maj Kong Christian 4. flytter alle markeder i Vendsyssel med undtagelse af markederne i Tis (Tise), Hundslund, Tolne og Lierup (Lerup) til købstæderne Sæby og Hjørring med afholdelse samme dag som tidligere. Bønderne pålægges samtidig ikke at søge andre markeder end de nævnte.[Note 3]
1606 5. november Kong Christian 4. gør lørdag til fast torvedag og pålægger bønderne i de omkringliggende sogne at søge torv i byen.[Note 4]
1609. 4. november Kong Christian 4. flytter markedet, som hidtil er afholdt den 10. august, til den 2. august.[Note 5]
1623 19. november Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.
1623 25. juli Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.
1642 23. maj Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes.
1648 30. november Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier.
1671 22. november Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen.
1680 9. oktober Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.
1681 Kong Christian 5. flytter toldstedet i Sæby til Fladstrand.[Note 6]
1681 16. april Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad.
1683 15. april Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27).
1689 Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682.
1689 4. juni Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 7] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 8]
1689 4. juni Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet.
1692 13. december Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring.
1700 31. december Kong Frederik 4. pålægger Fladstrand at svare konsumption.[Note 9]
1734 30. april Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 10]
1741 25. august Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene.
1775 13. februar Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil.
1794 22. oktober Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet.
1797 1. februar Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge.
1817 23. april Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder.
1825 17. november Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet.
1839 27. november Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer.
1845 14. maj Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer.
1845 23. april Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter.
1847 24. marts Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet.
1851 7. februar Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering.
1851 9. december Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder.
1852 14. april Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet.
1854 15. april Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer.
1856 8. marts Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.
1857 29. december Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer.
1862 20. november I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”.
1863 10. april Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses.

Noter

[Note 1] Ørberg 1970. Bind 1:18ff.
[Note 2] Ørberg 1970. Bind 1:18ff.
[Note 3] Bang Larsen 2000:185/262 skriver, at Hellum Marked i 1606 blev henlagt til Sæby. Der henvises til Danske byer og sogne:278. Datoen for markedet skulle ifølge Bang Larsen den 4. november 1609 være skubbet 8 dage frem til den 2. august, hvilket ikke fremgår af Secher: Forordninger og recesser. Der henvises dog til Kancelliets Brevbøger af samme dato. Af Klitgaard 1925:44 fremgår det, at Hellum og Raasted Markeder ifølge Kancelliets Brevbøger 6. november 1604 ikke var flyttet til Sæby.
[Note 4] Se note til privilegium af 1602.
[Note 5] Bang Larsen 2000:185/262, som henviser til Kancelliets Brevbøger.
[Note 6] Ørberg 1970. Bind 1:74.
[Note 7] Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff.
[Note 8] Degn 1991:655.
[Note 9] Ørberg 1970. Bind 1:72.
[Note 10] Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang.

Litteratur

Den urbana scenen. Städer och samhälle i det medeltida Danmark

Andrén, Anders, Malmö, Sverige., 1985

Saltlandet. Kulturlandskabets historie i Sæby kommune

Bang Larsen, Bent, Sæby, 2000

Sæby set med andre øjne

Bygholm, Henrik m.fl., Frederikshavn, 1974

Næringslovgivning (artikel i E. Alstrup og P.E. Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk Opslagsværk II, s. 654-658)

Degn, Ole, Åbyhøj, 1991

Danske Byer og Sogne : Historiske og personalhistoriske oplysninger om Land og By

Diverse forfattere, Roskilde/Århus/København, 1930-36

Det gamle Sæby

Egevang, Robert, København, 1977

Købstadsliv i det gamle Sæby

Gregersen, Hans, Frederikshavn, Udateret

Vendsysselske Aarbøger V-VI 1923-26

Historisk Samfund for Hjørring amt, Hjørring, 1926

Omkring en købmandsgård

Holst, Lars, Sæby, 1979

Blade af Sæbys historie

Jakobsen, Ejnar, Ålborg, 1979

Hjørring Bys Historie indtil det 19. Aarh. Midte

Klitgaard, Carl, Hjørring, 1925

Danmarks gamle Købstadlovgivning - Nørrejylland

Kroman, Erik, København, 1952

Forordninger, Recesser og andre kongelige breve, Danmarks lovgivning vedkommende, 1558-1660

Secher, V. A., København, 1887-1918

En by ved havet. 2 bind

Ørberg, Paul, Sæby, 1970

Find den benyttede litteratur i Byhistorisk Bibliografi.