Den Digitale Byport » By og opland » Aalborg
Aalborg
Oplandskort
 Opland |
 Region |
 | Købstadssogne. |
 | Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen). |
 | Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens. |
 | Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel. |
 | Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel. |
 | Sogne med skiftende eller omstridt status. |
 | Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling. |
Historisk oversigt
Da der omkring 700-tallet opstod organiseret handel herhjemme, har å-udløbet, hvor Ålborg opstod, været et ideelt sted. Her var Limfjorden smal, og overgangen til Vendssyssel bekvem. Adam af Bremen benævner i 1070 Ålborg som ’civitas’ med søforbindelse til Sjælland og Norge, men allerede omkring 1030-1040 blev der præget mønter i Ålborg, og ærkæologiske fund gør det rimeligt at konkludere, at Ålborg havde karakter af bymæssig bebyggelse før år 1000.[Note 1] Allerede i slutningen af 1000-tallet blev Ålborg en større by, der drev handel med Norge og Bohuslen i Sverige.
Der er meget få kilder til Ålborgs tidligste historie, men i starten af 1100-tallet grundlagdes Vor Frue Kirke i byen. I 1268 har byen med sikkerhed været inde i en vækstperiode, og Ålborg var en naturlig havn i forhold til handel med hansestæderne. I 1300-tallet var Ålborg blevet en typisk middelalderby med alt, hvad dertil hører af funktioner i forhold til oplandet. Det første kendte privilegium er fra 1342, men det fremgår klart, at dette privilegium blot er en stadfæstelse af et hidtil gældende privilegiebrev. En skønsmæssig datering af købstadsprivilegiet er ikke mulig, men man må formode, at Ålborg i 1300-tallet havde fungeret som købstad i flere århundreder.
Fra 1400-tallets første halvdel var der fra kongernes side en klar idé om en arbejdsdeling mellem land og by, der i praksis skulle give købstæderne monopol på handel, i det mindste med bønderne inde i landet. Fra denne tid og fremefter fremgår det klart af privilegierne, at Ålborg mere end andre byer i det nordlige Jylland har været tiltænkt en væsentlig rolle rent handelsmæssigt. I 1449 var byen én af kun tre købstæder i Limfjorden, som udenlandske købmænd blev påbudt at søge til, og i 1462 fik Ålborg defineret et opland på hele fire mil omkring byen. Danske købstæder havde normalt kun et tomileopland. Handelsoplandet strakte sig således sydpå til Rold, østpå til Hals og Dokkedal, nordpå til Brønderslev og vestpå til Sebber. Ålborg fik med andre ord kontrol over flere vigtige fiskerlejer herunder Hals, Dokkedal og, af større betydning, Nibe.
I slutningen af 1300-tallet mistede sildemarkedet i Skanør sin store betydning, fordi silden havde søgt vestpå. Dette betød, at silden fra 1400-tallet og frem blev af stor betydning for Limfjordsregionen. Fiskerlejet Nibe voksede eksplosivt, og selvom sildefangsterne var omskiftelige, indledtes en langvarig kamp mellem Nibe og Ålborg om rettigheder til fiskeri, salteri og handel i øvrigt. Ålborg så helst, at al Limfjordshandel koncenteredes i Ålborg og betragtede Nibes beboere som bønder, hvad de da også var jævnfør 1462-privilegiet.
Omkring 1490 flyttedes Nibes årsmarked til Ålborg, og samtidig præciseredes, at købmænd kun måtte opholde sig i Nibe og andre fiskerlejer i fisketiden. Nibes handelsmæssige trussel var således i teorien væk. I slutningen af 1400-tallet dannedes der adskillige fiskerlejer i Limfjordsregionen, heriblandt Hals, Mou og Dokkedal på Jyllands østkyst. Ålborgs første lavsvæsen stammer fra denne periode, og købstadens store opland samt det indbringende sildefiskeri på Limfjorden betød, at der blev basis for et godt handelsliv med kornhandel især til Norge og Tyskland. Handelen var dog fra 1200-tallet på tyske hænder, og det lykkedes ikke hollænderne at tage kontrollen over handlen, som det lykkedes dem andre steder i Danmark. Importen kom da også hovedsageligt fra hansestæderne gennem denne periode.
Selvom Ålborg i 1400-tallet hævdede sine oplandsrettigheder nidkært, har byen på ingen måde kunnet håndhæve sine privilegier uden at få kamp til stregen fra landbefolkningen. Adelen havde tillige særrettigheder og gjorde i praksis, hvad der passede den, så længe det ikke kunne kontrolleres.
I 1505 blev det præciseret, at skomagerne i Ålborg havde eneret på produktion af sko inden for tre mils afstand fra købstaden, hvad tyder på, at produktionen af sko i praksis har været at betragte som et landhåndværk. I løbet af 1500-tallet fik Ålborg flere gange skærpet tonen over for fiskerlejerne samt de øvrige købstæder i Limfjorden, som rent lovmæssigt blev ladt i stikken til ubetinget fordel for centraliseringen af regionens handel i Ålborg. Ålborg fik gentaget sin firemilegrænse specifikt på øksener (okser), hude og skind og præciseret, at ingen måtte gøre brug af de ulovlige havne mellem Ålborg og Limfjordens udmunding i øst ved Hals. I 1516 koncentreredes saltningen af sild i Løgstør og Ålborg. Glæden var dog kortvarig, for allerede to år efter fik Nibe ret til at salte igen, hvilket både i teori og praksis var afgørende for Nibe, der stadig have karakter af et fiskerleje trods sin ikke uanselige størrelse.
Privilegierne vidner også om, at Ålborg havde problemer med udenlandske opkøbere, der drev omfattende forprang til skade for byen, og privilegiet af 1540 var et klart forsøg på at minimere problemet. Ålborgs bylov af 1549 forbød alle slags forprang, og specifikt omtaltes opkøb af sild fra krejlere eller vogne på syd- eller nordsiden. Problemet med opkøb af sild blev gentaget året efter i privilegierne, og i 1570 var det igen Nibe, der fik indskærpet lovgivningen i forhold til udlændinges handel og fiskeri i området. Af 1500-tallets privilegier fremgår det, at opkøb af sild har været det største problem i almindelighed og forholdet omkring Nibe i særdeleshed. Ålborgs dominans var stor, og 1590-privilegiet, der ligestillefr borgerne i Hjørring og Ålborg i hinandens købstæder, kan udelukkende have været en fordel for storebroderen i syd. Indbyggerne i Nibe var generelt ikke særligt autoritetstro over for Ålborg, og i 1594 måtte det indskærpes, at det selvdannede marked i byen ikke mere måtte afholdes. Nibe havde således i årene efter, at de mistede deres marked til Ålborg, blot afholdt et ulovligt marked provokerende tæt på Ålborgs.
Færgefarten til Vendsyssel medførte i denne periode egentlig bebyggelse på nordsiden af Limfjorden i Sundby, hvad så småt blev et irritationsmoment for Ålborg i form af omfattende ulovlig handel og udskænkning.
Perioden 1550 til 1619 var trods pest og misvækst også en tid med økonomisk vækst, og Ålborg blev en af Danmarks vigtigste købstæder. Monopoliseringen af handelen i Limfjorden betød, at Ålborg satte sig på handelen, også af den mere opsøgende slags i eksempelvis Lysen Fjord i Salling, i Kvols ved Hjarbæk, i Løgstør og oppe ad Ryåen ved Stavad og Boelskift.[Note 2] Landprang var dog almindeligt, og i 1540 indskærpedes lokalt, at alle rejsende med vogne, bissekræmmere og handelsdrivende på landet skulle søge til Ålborg.
I 1556 klagede borgerstanden over landprang på korn begået af lensmænd, fogeder, skrivere og andre. Brevet blev med hårdere ordlyd gentaget senere i århundredet, og Ålborgs dominans var tydeligvis ikke så tung på landet som ved vandet. Ålborg forsøgte i 1500-tallet flere gange at få lovovertrædere dømt, og borgere fra konkurrerende købstæder såsom Helsingør, Flensborg, Århus og Randers gik ikke fri. Århus og Randers havde tæt kontakt med både Nibe og Dokkedal, og i sidstnævne fiskerleje drev århusianere ligefrem detailhandel.[Note 3]
I 1600-tallet fortsatte Ålborg med at få nye og givtige privilegier. Vigtigst er i den henseende privilegiet af 1655, der gav Ålborg tilladelse til at handle på alle havne i Limfjorden.[Note 4] Denne ret var som skabt til misbrug, og de øvrige købstæder i Limfjorden mistede i praksis en væsentlig del af deres indtægtsgrundlag. Derudover blev Ålborg stabelstad i 1682, hvad dog ophævedes allerede i 1689 og således ingen afgørende betydning fik i økonomisk henseende.
Privilegierne vidner også om forskellen i styrke mellem Ålborg og Limfjordsbyerne, hvilket eksempelvis i 1619 betød, at Ålborg fik gentaget sin tilladelse til at handle i egnen omkring Thisted og Feggesund. Thistedegnen havde fra tidligere tider adskillige strandskuder, der handlede med Norge til stor gene for Ålborgs ambitioner. De var dog langt sværere at kue end Sundby på den anden side af fjorden. I 1639 blev det forbudt at drive købmandskab ved færgen i Sundby, og i 1648 blev markeder samme sted forbudt.
Under 1600-tallets krige stoppede Ålborgs vækst, selvom Ålborg mere end de fleste andre byer var leverandør til hæren. Det er kendetegnende, at kapitalen modsat andre byer forblev i købstaden og ikke kom på hollandske hænder. I 1643 og nogle år frem var der tanker fremme om bygning af en købstad ved fæstningen i Hals, hvilket dog definitivt blev droppet, da svenskerne nåede Ålborg i september 1657.[Note 5]
Nibeproblemet fortsatte, og i 1672 blev flere handlende i Nibe taget på fersk gerning og sigtet. Forholdet mellem Ålborg og Nibe var på dette tidspunkt hadefuldt, hvilket kulminerede med 1676-’krigen’. Ålborg var blevet pålagt at hverve 70 soldater til Skånske Krig og fandt det bekvemt at finde dem alle i Nibe, hvilket udløste et reelt oprør i byen. Afslutningen på 'krigen' betød, at kongen lod Nibe høre under amtmanden i Viborg, hvilket skulle vise sig ikke at blive en fordel for Ålborg. Nibe var på dette tidspunkt blevet en stor by, der svarede konsumption som 3-4 mindre købstæder.[Note 6] Magtforholdet var ved at vende, og det lykkedes eksempelvis ikke for borgerstanden i Ålborg at stoppe Sundbyslagternes handel. Håndværksstanden var dog stor i Ålborg, selvom flere fag var givet som monopol til privatpersoner.
I slutningen af 1600-tallet aftog korneksporten, og der er flere indicier på, at Ålborg mistede terræn. Oplagsstederne i Stavad og Boelskift blev nedlagt, og selv købmændene drev smugleri. I 1699 mistede Ålborg definitivt kontrollen med Nibe, og da Nibe økonomisk og i størrelse var i ubrudt vækst, fik byen købstadsprivilegier i 1727. [Note 7] Nibe forsøgte omgående at fjerne ålborgenseres handel i byen, og Ålborg måtte acceptere nederlaget.
Det skulle vise sig at gå ud over Sundby, hvor privilegierne blev håndhævet strengt. Håndværk blev ikke tilladt i Sundby, men udskænkningsstederne var det ikke muligt at gøre noget ved, selvom drikkevarerne ikke altid blev købt i Ålborg.[Note 8]
Selvom Ålborg i første halvdel af 1700-tallet var stagneret, så var byens problem, at den mere end andre købstæder var afhængig af konjunkturerne og ikke så meget af bondehandelen. Fra 1750 og frem var der voldsom vækst i befolkningstallet i byen, og industrien var godt i gang. Fiskeriet var aftaget, men en produktionsstigning i landbruget betød, at Ålborg igen fik markant fremgang. Ålborgs handelsopland blev i denne tid antaget for at være hele Nordjylland i en lige linje fra Mariager syd om Viborg til Nissum Fjord.[Note 9] Dette skal dog tages med forbehold, omend det faktum, at Nibe voksede ud af Ålborgs kontrol, trods alt ikke betød, at Ålborg mistede dominansen over Limfjordsegnen generelt.
Ålborg har som alle købstæder fra gammel tid haft faste torvedage og årsmarkeder. Torvedag var oprindeligt kun lørdag, men med tiden blev det udvidet til både onsdag og lørdag. I perioder blev der også afholdt torv om fredagen, der dog ligesom onsdagen ikke var så velbesøgt og hovedsageligt var med fødevarer og enkelte andre varegrupper.
Ålborg har siden middelalderen haft to årlige markeder. Omkring 1490 flyttedes Nibes pinsemarked som nævnt til Ålborg, men Ålborg har helt sikkert haft eget pinsemarked tidligere. I efteråret var der desuden et marked ved Skt. Mikkelstid, og begge markeder har trukket besøgende til fra store dele af Nordeuropa.[Note 10] Derudover har der været afholdt honning- og fæmarkeder i og omkring Ålborg hvert efterår. Fra 1768 og fremover blev der hvert år afholdt to hestemarkeder samt det store pinsemarked. Sidstnævnte blev fra 1755 afholdt over hele otte dage. Ålborg havde et stort opland og god tilførsel til byens mange torve, men en national og international storby måtte nødvendigvis havde sit fokus på fjernhandel.[Note 11]
Fra 1790 til 1818 var befolkningstilvæksten stor, men efter 1814 kunne Ålborg ikke mere følge med byer, som ernærede sig af et rigt opland som eksempelvis Odense, Århus, Randers og Horsens. Flere ting spillede ind for Ålborgs relative tilbagegang, men vigtigst er helt sikkert afståelsen af Norge efter nederlaget i 1814. Ålborgs industri og korneksport var tildels koncentreret på handelen med Norge, og økonomisk satte det sig spor i tiden fremover. England blev et alternativ til Norge, men først fra 1840'erne var det rent toldmæssigt muligt at udnytte til fulde. Under en storm i 1825 brød Vesterhavet gennem Agger Tange, og Ålborg var nu heller ikke mere et nødvendigt punkt ud af Limfjorden for de vestlige Limfjords-købstæder. Som konsekvens heraf fik købstæderne toldret i 1841, og Ålborg måtte erkende, at liberaliseringen af handelen var kommet for at blive.[Note 12]
I starten af 1840'erne begyndte en dampskibsrute rutinemæssigt at besejle Ålborg, og i 1865 blev der anlagt pontonbro til Sundby eller Nørresundby, som den nu kaldtes. Den jyske længdebane nåede Ålborg i 1869.
Sundby havde i 1856 fået handelsret, og året efter blev næringsloven, der fratog købstæderne deres eneret på handel, vedtaget. Indførelsen af den friere handel var umiddelbart dyr for Ålborg, som dog hurtigt formåede at udnytte sin størrelse og geografiske fordele til at blive centrum for grossister. At Nørresundby blev selvstændig købstad i 1900, havde således ikke større betydning.[Note 13]
Noter
| [Note 1] | Andrén 1985:188f. Johansen m.fl. 1987-91. Bind 1:16. Riismøller vil dog ikke udelukke, at byen blot var fiskerleje, markedsplads, havn eller færgested før år 1000. Riismøller 1942:11 og 144ff. |
| [Note 2] | Riismøller 1942:105. |
| [Note 3] | Dokkedal er i flere byhistorier blevet betegnet som en købstad. Eksempelvis i Hoffmeyer 1906:339. Dette er der dog ikke belæg for at konkludere. Mere sandsynligt er det, at Dokkedal med bestemmelser fra 1470'erne og 1480'erne eller måske dom af 1553 (se u/Århus) fik en eller anden form for handelsliv med udgangspunkt i rettigheder givet til Århus og Ålborg. Riismøller 1942:108. |
| [Note 4] | For en solid gennemgang af problemerne i den henseende anbefales Petersen 1993, som blandt andet omtaler handel ved følgende steder i Limfjorden: Feggesund, Aggersund, Lysen Havn, Doverkil, Struer, Brejnholt, Kvistrup, Hals, Fur, Harre, Hjarbæk, Krabbesholm mfl. |
| [Note 5] | Riismøller 1942:145. Planerne var på daværende tidspunkt så langt fremme, at Hals i 1656 blandt andet fik 20 års skattefrihed, hvilket dog ikke var et egentlig købstadsprivilegium. Ørberg 1970. Bind 1:66. |
| [Note 6] | Se under Nibe. |
| [Note 7] | 1699-privilegiet var en konsekvens af, at Ålborg tidligere samme år havde forhindret en norsk købmand i at sejle til Nibe. Riismøller 1942:169. |
| [Note 8] | Borgerstanden i Ålborg var til tider ret emsig, for eksempel i 1745, hvor der foretoges razzia hos bondeskræddere i Svenstrup for at se, om de syede klædninger. Johansen m.fl. 1987-91. Bind 3:105. |
| [Note 9] | Riismøller 1942:186. |
| [Note 10] | Privilegiet af 1540 var specifikt møntet på at undgå ulovligt opkøb ved udenlandske købmænd i forbindelse med disse to markeder på samme måde, som 1571-privilegiet forsøgte at stoppe forprang ved Sundby i samme forbindelse. |
| [Note 11] | For nærmere information om torve- og markedsdage henvises til Johansen m.fl. 1987-91. Bind 1:382, bind 2:82ff., bind 3:219ff. Riismøller 1942:114. |
| [Note 12] | I 1816 var en høkerbevilling i Hals eksempelvis betinget af, at varekøb skete i Ålborg, hvilket efter Næringslovens igangtræden i 1862 definitivt droppedes, dog med et mindre forbehold inden for læbælterne, som varede indtil reformen af 1920. |
| [Note 13] | Se u/ Nørresundby. |
Privilegier og bestemmelser
| 1342 | Kong Valdemar 4. Atterdag stadfæster gældende privilegier, som hidtil har været gældende for borgere og bymænd i Ålborg og Hasseris.[Note 1] |
| 1413 2. november | Kong Erik 7. af Pommern stadfæster gældende privilegier. |
| 1423 | Kong Christian 2. stadfæster gældende privilegier.[Note 2] |
| 1441 14. juni | Kong Christoffer 3. af Bayern stadfæster gældende privilegier og præciserer enkelte rettigheder. |
| 1449 12. juni | Kong Christian 1. giver Ålborg en række privilegier. Det præciseres blandt andet, at forprang og forfang i flere forskellige henseender er ulovligt. Fremmede købmænd pålægges kun at sejle og handle i Limfjorden i købstæderne Aalborg, Nykøbing og Lemvig. |
| 1459 16. marts | Kong Christian 1. giver Nykøbing frihed til at købe, salte og drive fiskeri i Limfjorden, men udlændinge må kun lægge til ved Ålborg og andre 'behagelige havne'.[Note 3] |
| 1462 13. februar | Kong Christian 1. forbyder købmænd og borgere fra andre byer at handle eller drive forprang i fire mils omkreds af Ålborg.[Note 4] |
| 1475 30. september | Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 5] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 6] |
| 1480 (omkring) | Kong Christian 1. beslutter, at kun Ålborg, Viborg (Hjarbæk), Nykøbing Mors og Lemvig er lovlige havne i Limforden.[Note 7] |
| 1483-97 | Kong Hans nedlægger markedet i Nibe og flytter det til Ålborg. Der præciseres blandt andet, at købmænd kun må opholde sig i Nibe og andre fiskerlejer i fisketiden, samt at håndværkere i Ålborg, som vil drive købmandskab, skal betale skat af både håndværk og købmandskab. Det understreges, at borgere ikke må købe på bøndernes vegne i tyskernes boder, samt at borgerne i øvrigt skal betale den pligtige told.[Note 8] |
| 1505 | Kong Hans giver skomagerne i Ålborg eneret på produktion af sko inden for tre mil af købstaden.[Note 9] |
| 1512-23 | Kong Christian 2. præciserer, at ingen må gøre brug af de ulovlige havne mellem Ålborg og Hals, og at ingen, som ikke er borgere, må gøre forprang på øksne, huder, skind og andet i en omkreds af fire mil fra Ålborg. |
| 1515 23. oktober | Kong Christian 2. giver borgerne i de nørrejyske købstæder en række privilegier vedrørende handel i Nørrejylland. Det præciseres blandt andet, at udførsel kun må ske via Ribe og Kolding, og at øksne kun må handles på markederne Natiutatis Marie i Ribe og Sanncti Francisci i Kolding, dog ikke mere end 100 øksne per borger. Derudover præciseres, at ingen må købe på andres vegne. |
| 1516 10. februar | Kong Christian 2. forbyder saltning af sild andre steder end i Ålborg og Løgstør. Det præcisereres specifikt, at det er ulovligt at salte sild i Nibe, Sebersund, Gøl og Klitgård. Derudover forbydes at salte og udføre rusesild uden for riget. |
| 1516 9. april | Kong Christian 2. præciserer, at der i Ålborg og andre fiskerlejer, hvor der saltes sild, skal være to opsynsmænd, som skal kontrollere mål og kvalitet. |
| 1518 23. april | Kong Christian 2. giver indbyggerne i Nibe ret til at salte og sælge sild ved byen, som de tidligere har gjort. |
| 1524 1. september | Kong Frederik 1. forordner, at de rettigheder, Lübeck, Hamborg, Rostock, Stralsund, Wismar, Lüneburg og Danzig hver for sig havde fået, skal gælde dem alle. Det præciseres endvidere, at de har samme rettigheder ved sildefiskeriet i Ålborg, som de har ved Skåne.[Note 10] |
| 1540 | Kong Christian 3. præciserer, at fremmede, herunder tyskerne, ikke må handle på andre markeder end pinsemarkedet og markedet ved Skt. Mikkels tid.[Note 11] |
| 1546 | Kong Christian 3. stadfæster gældende privilegier og opsummerer tidligere lovgivning.[Note 12] |
| 1549 | Ålborg bys vider og vedtægter præciserer regler blandt angående torvedage og markeder, forprang forbydes generelt, og det præciseres specifikt, at ingen må opkøbe sild til forprang fra krejlere eller vogne på hverken syd- eller nordsiden.[Note 13] |
| 1550 3. marts | Kong Christian 3. forbyder opkøb af sild hos fiskerne på Limfjorden, før de kommer i land og har betalt told til kongen.[Note 14] |
| 1558 13. december | Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning. |
| 1559 12. august | Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd. |
| 1559 12. august | Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. |
| 1560 | Kong Frederik 2. forbyder opsætning af den slags fiskenet i Limfjordens munding, som hindrer adgang for sild til Ålborg.[Note 15] |
| 1570 5. september | Kong Frederik 2. forbyder udlændinge at drive handel og fiskeri ved Nibe uden at have kongelig tilladelse. |
| 1571 28. september | Kong Frederik 2. forbyder alle, der søger marked i Ålborg, at drive handel i Sundby. |
| 1575 21. juni | Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne. |
| 1575 8. Juni | Kong Frederik 2. tillader borgerne at købe lyng og tørv af bønderne.[Note 16] |
| 1581 19. april | Kong Frederik 2. forbyder opkøb af sild hos fiskerne på Limfjorden, før de kommer i land og har betalt told til kongen. |
| 1587 22. januar | Kong Frederik 2. præciserer, at Nibe må have to grovsmede, to skomagere og to skræddere boende i byen og i øvrigt samme sted må bruge deres håndværk og næring. |
| 1590 1. august | Kong Christian 4. tillader blandt andet, at borgerne i Hjørring må handle i Ålborg by og omegn på samme måde, som borgerne i Ålborg må i Hjørring by og omegn. |
| 1590 20. august | Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med. |
| 1591 16. juli | Kong Christian 4. giver Flensborg ret til salteri og købmandskab i Nibe, indtil en afgørelse foreligger på en verserende retssag. |
| 1592 25. maj | Kong Christian 4. indskærper, at ingen fremmede købmænd må sælge sko i Vendsyssel eller egnen omkring Ålborg, udover på de almindelige markedsdage.[Note 17] |
| 1593 24. februar | Kong Christian 4. forbyder indbyggerne i Nibe at salte flere sild end til eget forbrug.[Note 18] |
| 1594 5. juni | Kong Christian 4. præciserer, at det selvdannede marked, som afholdes i Nibe 8 dage før pinsemarkedet i Ålborg, er ulovligt.[Note 19] |
| 1598 | Kong Christian 4. forbyder indbyggerne i Løgstør at drive handel andre steder end i Ålborg.[Note 20] |
| 1604 | Kong Christian 4. forbyder lübeckerne at drive handel i Ålborg med undtagelse på pinsemarkedet.[Note 21] |
| 1609 | Kong Christian 4. præciserer, at indenlandske og udenlandske skomagere må sælge sko på torvet hver onsdag og lørdag i flere jyske købstæder, heriblandt Ålborg.[Note 22] |
| 1619 19. september | Kong Christian 4. tillader borgerne i Ålborg at fortsætte med at handle i egnen omkring Thisted og Feggesund. |
| 1623 19. november | Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet. |
| 1623 25. juli | Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt. |
| 1631 4. marts | Kong Christian 4. giver borgerskabet i Helsingør ret til at handle frit i Ålborg Fjord. |
| 1639 14. maj | Kong Christian 4. forbyder ulovligt købmandskab ved (Nørre) Sundby færge. |
| 1642 23. maj | Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes. |
| 1648 14. juli | Kong Christian 4. forbyder afholdelse af markeder i (Nørre) Sundby. |
| 1655 29. december | Kong Frederik 3. giver Ålborg tilladelse til at handle på alle havne i Limfjorden.[Note 23] |
| 1671 22. november | Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen. |
| 1674 3. november | Kong Christian 5. giver Nibe frihed for at betale konsumption af ferske sild, der tilføres byen.[Note 24] |
| 1680 9. oktober | Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op. |
| 1680 9. oktober | Kong Christian 5. pålægger skudeejere og landkøbmænd at flytte ind til købstæderne eller holde op med sejlads og handel.[Note 25] |
| 1681 16. april | Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad. |
| 1682 17. marts | Kong Christian 5. præciserer, at det er tilladt danske undersåtter at sejle til Nibe for at handle med sild.[Note 26] |
| 1682 28. januar | Kong Christian 5. gør Ålborg til stabelplads for byerne i Limfjordsregionen, og udlandshandelen i dette område koncentreres herefter i Ålborg.[Note 27] |
| 1683 12. februar | Kong Christian 5. beslutter i toldrulle,[Note 28] at alle, der bor mellem Klitmøller, Blokhuset og Tornby Strand, tillades at sejle til Norge med korn og mel og indføre tømmer, kalk og sten.[Note 29] |
| 1683 15. april | Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27). |
| 1689 | Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682. |
| 1689 | Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682.[Note 30] |
| 1689 4. juni | Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet. |
| 1692 13. december | Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring. |
| 1693 3. november | Kong Christian 5. forbyder al handel på fiskerlejerne i Ålborgs privilegerede distrikt.[Note 31] |
| 1699 2. september | Kong Frederik 4. giver alle rigets indbyggere ret til at sejle til Nibe og ret til selv at udføre deres fisk til det øvrige Danmark og Norge. Nibe får endvidere tilladelse til at afholde et marked med fæ hvert år den 19. september, varende tre dage.[Note 32] |
| 1722 25. april | Kong Frederik 4. præciserer, at borgerskabet i Ålborg og især Hans Jørgensen Gleerup skal respektere Nibes rettigheder.[Note 33] |
| 1727 19. december | Kong Frederik 4. giver Nibe status af købstad.[Note 34] |
| 1734 30. april | Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 35] |
| 1741 25. august | Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene. |
| 1775 13. februar | Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil. |
| 1794 22. oktober | Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet. |
| 1797 1. februar | Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge. |
| 1817 23. april | Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder. |
| 1825 17. november | Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet. |
| 1839 27. november | Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer. |
| 1841 | Kong Christian 8. giver Nibe toldret.[Note 36] |
| 1845 14. maj | Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer. |
| 1845 23. april | Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter. |
| 1847 24. marts | Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet. |
| 1851 7. februar | Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering. |
| 1851 9. december | Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder. |
| 1852 14. april | Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet. |
| 1854 15. april | Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer. |
| 1856 16. februar | Lov angående Nørresundbys næringsforhold. Handlende og andre næringsbrugere, der har borgerskab i Aalborg, skal være berettigede til at øve deres næring i Nørresundby på lige måde, som de er berettigede til at øve næring i Aalborg. Dertil skal handlende og andre næringsbrugere, der allerede driver deres næring i Nørresundby, være berettigede til at fortsætte med dette uden at tage borgerskab i Aalborg. Loven trådte i kraft den 1. oktober 1856. |
| 1856 8. marts | Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857. |
| 1857 29. december | Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer. |
| 1862 20. november | I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”. |
| 1863 10. april | Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses. |
Noter
| [Note 1] | Punkt for punkt gengivelse i Knudsen 1931. Bind 1:27-29 samt i Riismøller 1942:43-45. |
| [Note 2] | Johansen m.fl. 1987-1991. Bind 1:325. Privilegiets indhold omtales ikke. |
| [Note 3] | Se privilegierne for Nykøbing Mors. |
| [Note 4] | Knudsen 1931. Bind 1:24 daterer fejlagtigt til 1562. |
| [Note 5] | Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff. |
| [Note 6] | Degn 1991:655. |
| [Note 7] | Riismøller 1942:83. |
| [Note 8] | Dateres ofte 1590-1594. Eksempelvis Johansen m.fl. 1987-1991. Bind 2:19. |
| [Note 9] | Er ikke medtaget i Kroman 1952, men refereret i blandt andet Riismøller 1942:61. |
| [Note 10] | Riismøller 1942:86. |
| [Note 11] | Johansen m.fl. 1987-91. Bind 2:82. |
| [Note 12] | Da samtlige dokumenter gik til grunde under krigen mod grev Christoffer. Lassen (udg.) 1982:33. |
| [Note 13] | Knudsen 1931. Bind 1:51-89. |
| [Note 14] | Klitgaard 1917:19. |
| [Note 15] | Lassen (udg.) 1982:35. |
| [Note 16] | Lassen (udg.) 1982:35. |
| [Note 17] | Riismøller 1942:63. |
| [Note 18] | Idet dette angiveligt var en overtrædelse af Ålborgs privilegier. |
| [Note 19] | Klitgaard 1917:157. |
| [Note 20] | Lassen (udg.) 1982:35. |
| [Note 21] | Lassen (udg.) 1982:35. |
| [Note 22] | Riismøller 1942:63. |
| [Note 23] | Samme år får Hals toldret. Petersen 1993:38. |
| [Note 24] | Klitgaard 1917:127. |
| [Note 25] | Historisk Samfund for Thy og Mors 1974:85. |
| [Note 26] | Klitgaard 1917:136. Christensen 1977:111 daterer privilegiet til marts 1688. |
| [Note 27] | Johansen m.fl. 1987-91. Bind 2:228. |
| [Note 28] | Riismøller 1942:168 daterer privilegiet til 1680. |
| [Note 29] | Historisk Samfund for Thy og Mors 1974:86. |
| [Note 30] | Petersen 1993:44. |
| [Note 31] | Klitgaard 1917:141. |
| [Note 32] | Klitgaard 1917:144. Christensen 1977:113. |
| [Note 33] | Klitgaard 1917:163ff. |
| [Note 34] | Klitgaard 1917:167. En afskrift kan ses i Færgeman 1927:5. |
| [Note 35] | Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang. |
| [Note 36] | Christensen 1977:209. |