Rådhuse under enevælden: Resultater
Af Tine Bro, Dansk Center for Byhistorie, juli 2002
I det følgende fremlægges resultater og vurderinger på baggrund af den etablerede database om danske rådhuse under enevælden (1660-1848).
- Indledning
- Lokalisering
- Finansiering og erhvervelse af rådhuse
- Rådhusene i forhold til byens øvrige bygninger
- Funktioner
- Byggeaktivitet og kronologi
- Rådhusbyggeriets økonomiske baggrund
- Eksempler på lokale forskelle
Indledning
Kildematerialet til en række af byernes rådhuse har været meget sparsomt, og det må der tages hensyn til, når konklusioner drages ud af databasen; specielt de senmiddelalderlige rådhuse og dem fra starten af 1700-tallet har det været svært at finde tilfredsstillende oplysninger om. Konklusionerne i det nedenstående kan altså ikke opfattes som helt fyldestgørende; man må tage højde for, at nogle af de tendenser og konklusioner, der bliver draget ud af materialet, måske ville kunne bekræftes eller afkræftes, hvis vi havde haft et mere fyldestgørende kildemateriale.
Undersøgelsen af enevældens rådhuse har givet informationer på to niveauer For det første lokalt, hvor informationer om det enkelte rådhus og den enkelte by er stillet sammen, hvilket kan være med til at give et overblik over rådhusbyggeriet i den pågældende by; men af endnu større interesse er de udviklingstræk, der kan identificeres på nationalt og/eller regionalt plan, og det er derfor nogle af disse, der her vil blive skitseret.
Lokalisering
Det fremgår med al tydelighed af undersøgelsen, at langt de fleste rådhuse ligger på byens torv eller i umiddelbar nærhed deraf. Til tider endda placeret MEGET tæt på kirken, som vi ser det i Roskilde og Århus; der har man en fornemmelse af, at rådhuset ligefrem bevidst spærrer for kirken; måske en magtprovokation for at vise, hvem der var mest betydningsfuld. Med placeringen midt på byens torv er det klart, at de funktioner, rådhuset har varetaget, er blevet anset for at være af stor betydning; så stor at bygningen skulle have en af de mest fremtrædende placeringer i bybilledet.
Finansiering og erhvervelse af rådhuse.
Betalingen af rådhusene var oftest fordelt mellem købstaden og de(t) tilhørende herred(er). De fleste rådhuse husede udover bytinget også oplandets herredsting, ligesom herrederne gjorde brug af rådhusets fængselsceller. Det betyder, at på det tidspunkt, hvor der begynder at være oplysninger om betalingsfordelingen, ser, at herrederne rent faktisk betalte mere end halvdelen af rådhusbyggeriets omkostninger. Dette var blandt andet tilfældet i byerne Frederikssund (1839), Fåborg (1840), Skanderborg (1830) og Ringkøbing (1849). Det skete også, som fx i Roskilde (1735), Stege (1742) og Fredericia (1762), at kongen enten ved direkte tilskud eller ved fritagelse for skatter i en begrænset periode støttede byggeriet.
En kronologisk forskel i betalingsmetoderne dukker op her; kongen har tilsyneladende været mere involveret i byernes økonomiske affærer op gennem 1700-tallet, end tilfældet var ca. 100 år senere. Gennem 1800-tallet fik byerne en større grad af politisk og økonomisk handlefrihed fra staten, og det var derfor også naturligt, at de selv betalte deres rådhus.
At staten og senere amterne har været involveret i rådhusbyggerier tyder på, at man har været opmærksom på den symbolværdi, der lå i at have et anstændigt udseende rådhus – byens øvrighed ville udstråle mere magt med en flot bygning.
Det var ikke altid, at man byggede et rådhus fra bunden; det skete også, at man overtog allerede eksisterende bygninger gennem køb eller foræringer. Det kunne være bygninger, der tidligere havde tilhørt enten institutioner eller private. Det er især for tiden lige efter reformationen, at man ser en del rådhuse blive indrettet i nedlagte kirke- og klosterbygninger, skænket byen af kongen; det skete fx i Kalundborg (1539), Nykøbing Falster (1500-tallet), Vejle (1531) og Thisted (1546). Disse tidligere kirkelige bygninger var som oftest bygget af sten og holder derfor i mange år, også op gennem enevælden.
I 1700-tallet kom igen en periode, hvor det blev mere almindeligt at købe bygninger frem for selv at bygge. Efter der havde været økonomisk afmatning i en årrække, valgte byerne, når der var brug for et nyt rådhus, den billigere løsning at købe en centralt placeret gård frem for selv at bygge.
Rådhusene i forhold til byens øvrige bygninger
Ved at studere de billeder vi har af rådhusene, kan man se, at bygningsstandarden generelt var højere ved rådhusene end ved byens øvrige huse. Rådhusene var større og frekvensen af stenhuse og grundmurede bygninger ligeså. Desuden har man lagt mere vægt på rådhusenes fysiske fremtoning end ved de almindelige beboelseshuse. Også placeringen midt på Torvet understreger denne bevidsthed om rådhusets magtpolitiske betydning.
Funktioner
De vigtigste funktioner, der varetoges på rådhuset - og det er gældende for så godt som alle de undersøgte rådhuse - var at stille lokaler til rådighed for rådmændene, rådstuen, for bytinget og ofte også for herredstinget, og derudover at være arresthus for byens og oplandets forbrydere. Disse ”officielle” forpligtelser gik hånd i hånd med en række sociale og økonomiske funktioner. Det ses, at der blev indrettet teatersale evt. i forbindelse med en sal, der allerede stod til borgernes disposition (København fra 1479, muligvis Kolding fra 1582, Nyborg fra 1586). Bolig til arrestforvareren forekom næsten altid sammen med arresterne, og også skoler var somme tider placeret i samme bygning som rådhuset - eksempelvis på Varde rådhus fra 1785. Byens sprøjtehus lå tit i rådhusbygningerne, ligesom beværtninger i rådhusenes kældre ikke var ualmindelige; det ses fx i Roskilde, Ribe og Kolding (stammer dog alle fra middelalderen).
I nogle rådhuse har man haft et lokale, hvor de nationale mål- og vægtstandarder blev opbevaret; hvis der var tvivl om vægten eller størrelsen af varer, måtte man derfor på rådhuset for at tjekke, om varen levede op til de mål, den skulle have. Dette er en funktion, som må have betydet, at mange mennesker havde deres daglige gang på rådhuset. Det er dog kun i ganske få byer - fx Haderslev rådhus fra 1636, Kerteminde fra 1738 og Nakskov fra 1590 - at vi har vidnesbyrd om, at dette lokale har ligget på rådhuset. Det har måske været mere naturligt at have det liggende tættere på, hvor handelen foregik.
Alt andet lige betyder disse mange forskelligartede funktioner, at mange personer kom jævnligt på rådhuset.
Med tiden blev rådhuset mere og mere et administrativt og politisk hus. De sociale funktioner som teatersalene, borgersalene, beværtningerne og deslige forsvandt fra rådhusene, og den voksende administration flyttede ind. Ligeså tegner der sig en tendens til, at man ved de nye rådhuse i midten af 1800-tallet flyttede en del af arresterne til egne bygninger, der var større og mere tidssvarende.
Ud fra disse ændringer i rådhusets funktioner tegner sig et billede af, at der skete en distancering i borgernes forhold til rådhuset; det ændrede sig fra at være borgernes og byens hus til at være statens og byens øvrigheds magtcentrum i byen.
Byggeaktivitet og kronologi
Ved at se på rådhusenes opførelsestidspunkter kan man se, at der i visse perioder har været meget stor byggeaktivitet, ligesom man i andre ser tydelige tegn på stagnation.
I starten af 1700-tallet, hvor mange af de mindre købstæders borgmester- og rådmandsposter efter forordningen af 1682 blev nedlagt, og der skete en bevidst magtforskydning til fordel for statsmagten, byggedes ikke mange nye rådhuse, og man ser gennem kildematerialet, at der er en stærk tendens til, at de rådhuse, man byggede, var små og af dårlige materialer. Vi har derfor heller ikke mange billeder af disse; for det første er langt de fleste for længst nedrevet, for det andet har det sandsynligvis ikke været en bygning, man har været specielt stolt af, og som man derfor heller ikke har set nogen grund til at forevige. Man ville naturligvis hellere gemme indtrykket af en flot og imponerende bygning frem for de små beskedne huse.
Fra 1750´erne og ca. 50 år frem er det tydeligt, at man havde behov for at bygge nye rådhuse. De gamle var ved at falde sammen, og en del byer havde endda måttet klare sig uden rådhuse i en længere årrække og havde lejet sig ind i lokaler i stedet. Man begyndte på samme tid at få flere penge mellem hænderne, og i mange af købstæderne dukkede både små og store murede rådhuse op i fin nyklassicistisk stil. Det er også på dette tidspunkt, man ser navnene på arkitekter dukke op; man var blevet mere stilbevidst, og rådhusene var gennemgående ret lig hinanden.
Dertil kommer i 1790´erne, at man fik en anden bevidsthed omkring fængselsforholdene for de indsatte. Hvor afsoningen tidligere kun var ment som en straf, begyndte man nu at se perspektivet i at forbedre og opdrage fangerne - det medførte, at man måtte rette op på de kummerlige og sundhedsskadelige forhold i byarresterne. Mange rådhuse kunne ikke leve op til de nye krav til arresterne, og man valgte derfor - i stedet for at forbedre den gamle arrest - at bygge et helt nyt rådhus.
Byggeboom-tendensen er dog endnu tydeligere fra 1830´erne og frem; på dette tidspunkt strammedes kravene til fængslerne yderligere, samtidig med at administrationen voksede sig stadig større. Byggetendensen ville sandsynligvis have været endnu tydeligere, om undersøgelsen var fortsat frem til århundredskiftet. Efter Grundlovens indførelse i 1849 fortsatte vokseværket i lokaladministrationen, og mange nye rådhuse så dagens lys i de efterfølgende årtier. Men eftersom dette projekt kronologisk er afsluttet i 1848, har det det desværre ikke været muligt at følge op på de følgende årtiers rådhusbyggerier, hvad der ellers kunne have tydeliggjort tendensen.
Rådhusbyggeriets økonomiske baggrund
Den voksende administration og de nye krav til fængslerne gjorde det nødvendigt med de nye rådhuse, men der skulle penge til for at gøre det muligt. De to perioder med stor byggeaktivitet, der er skitseret ovenfor, er passende nok sammenfaldende med de to store fremgangsperioder for provinsøkonomien, nemlig reformperioden i slutningen af 1700-tallet og senere perioden efter Englandskrigen og statsbankerotten, hvor økonomien begyndte at stabilisere sig og eksporten af korn og andre landbrugsvarer voksede kraftigt.
På samme måde, men med modsat fortegn, kan man forklare stagnationen i rådhusbyggeriet. Den ser man fortrinsvis i starten af 1700-tallet, hvor byernes uafhængighed indskrænkedes til fordel for statens magtcentralisering og Københavns vækst samtidig med den økonomiske afmatning pga. af de mange krige, senest Store Nordiske Krig, der sluttede 1720.
Stagnationen i starten af 1800-tallet var mere en midlertidig afmatning end en egentlig ny fase. Krigen og den økonomiske lavkonjunktur gjorde det umuligt for byerne at få råd til nye rådhuse.
En del af de rådhuse, der blev bygget i slutningen af 1820´erne og i starten af 1830´erne, var således et udtryk for det behov, der var opstået for nye rådhuse allerede i slutningen af 1700-tallet; disse rådhuse var planlagt og i nogle tilfælde tegnet før krigen, men blev udsat pga. pengemangelen. Man kunne derfor formode, at der var en sammenhæng mellem gendannelsen af de gamle borgerforsamlinger, nu i form af de såkaldte eligerede borgere fra 1787. Der er dog ikke fundet belæg for, at genkomsten af eligerede har haft afgørende indvirkning på rådhusbyggerierne .
Eksempler på lokale forskelle.
De danske rådhuse har meget til fælles, selvom der naturligvis også er mange forskelle, navnlig mellem de små og de store købstæder, men også mellem regionerne. I det nedenstående vil særegne udviklingstræk for en række regioner blive skitseret.
Bornholm:
Den mest afsidesliggende danske landsdel, Bornholm, fulgte sin helt egen ”tradition” for rådhusbyggerier. Frem for at følge den stiltradition og -bevidsthed, der havde udviklet sig i slutningen af 1700-tallet i resten af Danmark, var de bornholmske rådstuer nærmere beskedne rønner, der tilsyneladende var bygget uden hensyntagen til stil og ydre symbolik.
Det skyldtes naturligvis til dels, at man pga. den store afstand til resten af Danmark ikke var så påvirket af de tendenser, der huserede der. På den anden side skyldtes det i høj grad, at man var meget fattige, og byerne var ganske små; der var altså hverken penge eller behov for mere imponerende rådhuse. Også placeringen af rådhusene var anderledes på Bornholm end i resten af landet, rådhusene lå ved havnen frem for i den egentlige bykerne - om end det var små forhold. Rådhusene på Bornholm var langt op i tiden kun rådstuer, dvs. det lokale, hvor rådmændene mødtes, til tider med en vagtstue tilknyttet.
Fyn:
På Fyn er det motivet til rådhusbyggerierne, der i en periode er helt specielt. Den senere kong Christian 8. var fra 1815-1839 guvernør over Fyn. Han kom gerne på øen, blandt andet til grundstensnedlæggelser og indvielser; både i sin tid som guvernør, men også efter at være blevet konge besøgte han øen i sådanne sammenhænge. Kildematerialet fortæller om, hvordan muligheden for at få royalt besøg i byen påvirkede planerne om et rådhusbyggeri. Således fik over halvdelen af øens ( inkl. Langeland) byer nyt rådhus indenfor en periode på 20 år, nemlig Bogense, Fåborg, Svendborg og Rudkøbing.
Midt- og Sydjylland
I Jylland fandtes et par arkitekter og bygmestre, som en periode var meget involverede i rådhusbyggerierne. Anders Kruuse var medansvarlig for byggerierne i Holstebro i 1786 og i Ebeltoft i 1789, mens Anders Westergaard stod for opførelsen af Randers rådhus og Vejle rådhus begge i 1780. Bygmester Just Møller var involveret i rådhusbyggerierne i Ebeltoft 1789 og Grenaa 1805-08. De tre mænd, der som minimum har stået for disse byggerier, har altså haft mulighed for at sætte deres eget præg på en af købstædernes mest betydningsfulde bygninger – nemlig rådhuset.