• Søg Nulstil


Horsens, 18. november 1268  Sammenfatning, Dansk

Esbern Vagnsens Enke Gros Testamente (2. Affattelse).

Horsens, 18. november 1268  Oversættelse, Dansk

I Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn Amen. Efterdi det er den menneskelige Skrøbeligheds Vilkaar ustandseligt at glide hen imod Dødens Porte, og intet er mere uvist end Dødens Time, er det nyttigt, ja nødvendigt, med fast og stadig Haand uafladeligt at arbejde paa i Tide at samle gode Gerninger, saa at man i Evigheden kan modtage Sejrsprisen som Gengæld fra Gud. Idet jeg Gro, fordum Herr Esbern Vagnsens Hustru, derfor paa enhver Maade vil drage Omsorg for min Sjæls Frelse og med Foragt for Verdens forgængelige Rigdom i Fremtiden vil tjene min Skaber i den hellige Ordensdragt for at opnaa den evigt varende Lyksalighed, har jeg — i Besiddelse af min fulde legemlige og aandelige Karskhed med min elskede afdøde Mands fulde Tilladelse og velvillige Samtykke — besluttet at handle paa følgende Maade med det Gods, Gud har givet mig.

For det første skal alle vide, at jeg paa Himmersyssel Ting har sluttet den Overenskomst med mine paarørende, at de skulde holde sig for tilfredsstillede og offentligt og uden Forbehold love mig og alle mine Frihed i enhver Henseende for ethvert Krav fra deres Side for Fremtiden. Jeg giver og skænker frit mig selv og mine fem Gaarde med alt deres Til­liggende, løst og fast, af hvilke en ligger i Stevn, en anden i Borup mod Øst, en tredje i Støvring med Møllen sammesteds og de sidste to i Thy i Landsbyen Østerild, hvilke Gaarde jeg har skødet baade paa fornævnte Ting og over St. Claras Alter i Roskilde i Nærværelse af Herrerne Provst Peder, Ærkedegn Peder, Magister Vilhelm, Magister Niels Truedsen, Ja­kob Tygesen og Arvid, Kanniker i Roskilde, og mange andre gejstlige og verdslige. Jeg har altsaa givet og skødet dette til det Kloster, der til­hører den hellige Claras Ordenssøstre i Roskilde, i hvis Kloster ogsaa jeg vil indtræde, og i hvis Ordensdragt ogsaa jeg Resten af mit Liv vil underkaste mig Klostertugten af Ærefrygt for Gud. Fremdeles er min elskede Søster Fru Margrete, Enke efter Herr Iver Tagesen, pligtig at betale mig 100 Mark gængs Mønt, som jeg frit overlader og skænker hende. Min anden elskede Søster, Fru Bodil, Niels Krogs Hustru, har jeg givet min Gaard i Buderup, som har en Værdi af 100 Mark Penge, med Undtagelse af to lange Stuehuse, som jeg ikke har givet hende; thi Stuehuset ved Gaardens vestlige Side skænker jeg Nonnerne i Aalborg, og den deroverfor beliggende til Nonnerne i Hundslund. Min elskede Svo­ger Niels Krog har købt to Gaarde af mig, en i Buderup mod Øst og en anden i Gravlev, for en passende Betaling. Min ene Gaard i Gunderup, som har en Værdi af 50 Mark gængs Mønt, har jeg givet min Pige Karen. Fremdeles skænker jeg til 14 Hospitaler i Jylland 14 Mark Penge, frem­deles til Vestervig Kloster to Mark Penge, til Sebber Kloster lige saa meget, til Ø Kloster ligesaa meget, til Vrejlev Kloster lige saa meget, til Børglum Kloster ligesaa meget, til Nonneklosteret i Aalborg ligesaameget, til Franciskanerne sammesteds ligesaameget, til Glenstrup Kloster to Mark Penge, til Nonneklosteret i Randers ligesaameget, til Franciska­nerne sammesteds ligesaameget, til Essenbæk Kloster lige saa meget, til Dominikanerne i Aarhus lige saa meget, til Kannikernes Kloster i Viborg to Mark Penge, til Dominikanerne sammesteds lige saa meget, til Franciskanerne sammesteds lige saa meget, til Nonneklosteret sammesteds lige saa meget, til Asmild Kloster hinsides Søen ligesaa meget, til Alling Kloster ligesaa meget, til Tvilum Kloster to Mark Penge, til Franciskanerne i Horsens lige saa meget, til Øm Kloster lige saa meget, til Vissing Kloster lige saa meget, til hvert af Klostrene i Hardsyssel, Stubber og Gudum to Mark Penge, til Munkeklosteret i Odense to Mark Penge, til Dalum Kloster lige­saa meget, til Franciskanerne i Svendborg lige saa meget, til Altret i Vile, som min afdøde Mand Herr Esbern Vagnsen har bygget, to Mark Penge, til Grindeslev Kloster lige saa meget, til Helligaandshuset i Roskilde tre Mark Penge, til Dominikanerne sammesteds to Mark Penge, til Franciska­nerne sammesteds lige saa meget, til Franciskanerne i København lige saa meget, til Franciskanerne i Næstved lige saa meget, til Franciskanerne i Kalundborg lige saa meget, til Johanniterne i Antvorskov 8 Mark Penge, til Østerild Kirke en Mark Penge, til Gravlev Kirke lige saa meget, til Vive Kirke to Mark Penge; til at udrede fornævnte har jeg givet og skødet tre andre Gaarde, en i Borup mod Vest og to i Viveterp til nævnte St. Clara Kloster, hvilke Gaarde nævnte Kloster har modtaget paa det Vilkaar, at af de aarlige Indtægter fra disse tre og de andre fem Gaarde, som jeg har givet Klosteret, skal mine Udgifter ved min Optagelse, min Gæld og min her optegnede Gave Aar for Aar udredes med Troskab, dog med Und­tagelse af 12 Mark Penge eller deromkring, som skal tages af samme Ind­tægter og tilfalde Klosteret til mit Underhold. Og jeg vil ikke, at Kloste­ret skal indklages af nogen eller hindres i Anledning af, hvad her er op­tegnet, men som sagt skal alt Aar for Aar troligt betales, saavidt Klosterets Ydeevne rækker og Søstrenes Tarv tillader det, men ogsaa saaledes som Jorden giver Afgrøde. Af de nævnte tre Gaarde bestemmer jeg ogsaa 20 Mark Penge til Betaling af min elskede Moders Gæld. løvrigt giver jeg min elskede Broder Peder Pallesen Jord i Thy, som har en Værdi af 20 Mark Penge, min uægte Broder Torkil Gunnersen Jord i Thy, som har en Værdi af 16 Mark Penge, min Frænde Gunde Kjeldsen 12 Mark Penge. Herr Niels Krog, min Svoger, skylder mig 4 Mark Penge for Korn, af hvilke jeg giver to til min Amme Thyra i Thysyssel, de andre to til det hellige Kors i Thostorp. Til større Sikkerhed for fornævnte og til For­varing har jeg ladet dette Brev besegle med Segl tilhørende de fornævnte Herrer Provsten, Ærkedegnen, Kannikerne, de nævnte Søstre af St. Claras Orden i Roskilde og Franciskanerne sammesteds, og ogsaa med mit eget Segl. Forhandlet i Roskilde i det Herrens Aar 1268 den 18. November.
Kilde:Danmarks Riges Breve 2:2, nr. 123.
Emneord:Opland
-
- Mølle
Gejstlige institutioner og personer
- Hospital
- Kannik
- Provst
- Ærkedegn
- Kloster
Dokumenter
- Testamente
Mønt, mål og vægt
- Møntsort
Tilbage