Roskilde, 1074 Oversættelse, DanskOmsider, da Sven var gammel og mæt af Dage, faldt han i Suddatorp ovre i Jylland i en Sygdom og Vanmagt, der blev hans Helsot. Da han mærkede, hvordan de onde Vædsker bredte sig videre, og følte Dødskampen nærme sig, samlede han de faa Kræfter han endnu havde tilbage, og ytrede til de omstaaende den Bøn, at han vilde jordfæstes i Roskilde; og han nøjedes ej med deres blotte Løfte, men tog dem ogsaa i Ed derpaa; ti dette Sted var fra gammel Tid Kongerne helligt; her havde de i levende Live deres Sæde og fandt efter Døden deres Hvilested.De gav sig nu paa Vej med Kongens Lig i højtideligt Tog, og stod all paa Sælland, inden Vilhelm fik Bud 0m at drage det i Møde. Han ilede da ufortøvet ind til Byen, sendte Bud efter Graverkarlene og bød dem i selve Trefoldighedskirken gøre en Grav til Kongen og dernæst én til ham selv. Graverne tænkte at han i sin Sorg ikke ret vidste hvad han sagde, og svarede ham, at det var kun de døde og ikke de levende som havde en Grav behov; men han bad dem være vis paa, at de kom til at jorde ham for Kongen; "ti jeg har altid ønsket at dø sammen med ham, og den Bon vil heller ej blive mig nægtet." Da de endnu undredes svarlig derover og fandt, at hans Bud grænsede til Galskab, truede han dem til at lystre ved at love dem Straf, saafremt de ej adlød ham. Saa vis var han paa sin Død, uagtet han endnu ingen Sygdom følte i Kroppen. Dernæst agede han ilsomt Ligtoget i Møde; og da han kom til Topshøj Skov og fik Øje paa to ranke og høje Træer der stod ved Vejen, bød han sine Folk fælde dem begge og gøre en Ligbaare deraf. De adlød hans Bud, i den Tanke, at det skulde være en Baare til Kongen, og læssede dernæst den tunge Ligbør paa Ryggen af et Par af de stærkeste Heste. Da Bispen kom ud paa den anden Side af Skoven og saa Kongens Lig nærme sig, bød han sin Køresvend holde stille, afførte sig fluks sin Kappe som for at gøre sig det mageligt, bredte den ud paa Jorden og lagde sig ligesom til Hvile paa den; dernæst strakte han Hænderne mod Himlen og bad sin Gud og Skaber ende hans Dage, saa sandt som han havde tjent ham til Velbehag; ti han frygtede ej Skæbnen og vilde hellere følge sin Ven i Døden end skilles fra ham ved at blive i Live. Med de Ord sov han hen, saa sodeligt som laa han i sin egen Seng. Det kan man kalde et vidunderligt Venskabs Haand, der endog var ham kærere end selve Livet. Hans Tjenere undredes ....— Derefter blev Sven Nordmand, som jeg ovenfor har nævnt, af Præsteskabet enstemmigt kaaret til Bisp. | Kilde:Sakses Danesaga. Oltid og ældste middelalder. s. 282 - 84. Emneord:Konger og dronninger - Gejstlige institutioner og personer - Domkirke Byliv - Begravelse |
