Aarhus, 23. april 1197 Sammenfatning, DanskPave Cølestin 3. stadfæster biskop Peder af Århus' oprettelse af seks kannikepræbender ved Århus domkirke. Aarhus, 23. april 1197 Originaltekst, DanskCølestin, biskop, Guds tjeneres tjener, til sin ærværdige broder Peder, biskop af Århus, hilsen og apostolisk velsignelse.Vor embedspligt og næstekærlighedens bud kræver, at det, som prisværdigt måtte være foranstaltet af vore brødre og medbisper, med støtte i vor myndighed får en ubrydelig fasthed, så dette skaber fuld tillid til at virke for endnu større ting i fremtiden. Og som det på dine vegne, ærværdige broder i Kristus, er bragt os for øre, har du af dit fædrene gods og af andet, som du har erhvervet på lovformelig vis, og af det gods, som den dig betroede kirke tidligere havde haft, fremsynet oprettet seks præbender, at tildele de kanniker, som skal gøre tjeneste ved samme kirke. Idet vi med tilbørlige lovprisninger i Herren anbefaler, at denne anordning i alle kommende tider urokkeligt bliver overholdt, stadfæster vi den med apostolisk myndighed og styrker den med dette brev som værn, således som den omsigtsfuldt og fremsynet er sket, som det udtrykkeligt er indeholdt i et autentisk brev af vor ærværdige broder, ærkebiskop Absalon af Lund, det apostoliske sædes legat. Altså må aldeles intet menneske bryde dette vort stadfæstelsesbrev eller i dumdristig forvovenhed gå imod det. Hvis nogen drister sig til at forsøge herpå, skal han vide, at han derved vil pådrage sig Gud den almægtiges og hans hellige apostle Petrus' og Paulus' vrede. Givet i Lateranet den 23. april i vort syvende pontifikatsår. | Kilde:Danmarks Riges Breve 1:3, nr. 221. Emneord:Gejstlige institutioner og personer - Biskop - Pave og pavestol - Præbende
|