• Søg Nulstil


Næstved, 23. september 1209  Sammenfatning, Dansk

Vordingborg. Kong Valdemar II Sejr fritager Næstved Skt. Peders kloster for alle kongelige ret­tigheder i leding, stud, kværsæde og retssager, giver afkald på at bruge munkenes mølle uden toldafgift, skænker dem midsommergælden af Næstved by og befrier deres landboer for kørsler og redskud mod til gengæld at få en gård i Riserup.

Næstved, 23. september 1209  Oversættelse, Dansk

I den hellige og udelelige Treenigheds navn Amen. Enhver sag, som betroes til brevet, får varighed ved erindringens hjælp. Derfor sender jeg Valdemar, de Danskes og Venders konge af Guds nåde, herre over Nordalbingien, hertug af Jylland, alle, nærværende så vel som tilkommende, en nådig hilsen i Herren.

I lydhørhed mod den evangeliske sandhed og forsikring, at det intet gavner et menneske, om det vinder den hele verden, men tager skade på sjælen, har vi som følge heraf anset det for rigtigt til gengæld for timelige og forkrænkelige ting at forskaffe os guddommelige i himlene. Men i erkendelse af at friheden, der af alt er det mest uvurderlige, har større betydning end selv de dyrebareste ting, af denne grund har vi med henblik på en gengældelse fra Gud på vor myndighed ment at burde skænke samtlige klostergivne brødre fra Næstved Skt. Peders kloster alt, hvad der i frihedens navn er bevilget dem af vor broder kong Knud, saligt ihukom­met, og af andre forgængere, og til urokkelig fasthed bestyrke det med vort segl. Men dette er navnene på deres førnævnte besiddelser, nemlig hele Næstved by på begge sider af åen, Grimstrup, Ladbytorp, Ladby, Faksinge, Holsted og Øverup med alle deres tilliggender. Og eftersom vi fra tid til anden har haft for skik at benytte deres mølle til vort eget brug uden toldafgift, bestemmer vi for at udrydde denne slette sædvane, og for at de ikke i tidens løb sluttelig og efterhånden skal lide så stort et tab og vi for den evige dommers åsyn få os dette tilskrevet som synd, af denne grund bestemmer vi i kraft af vor kongelige myndighed, at ingen svend, hverken undergivet os eller nogen som helst anden fyrste, må tage sig den frække frihed at benytte deres mølle uden behørig toldafgift. Endvidere har vi overdraget (dem) hele den os tilkommende kongelige skyld, som på folkemålet kaldes midsommergæld, i deres førnævnte by Næstved, til frihed og som vor egen gave. Og desforuden fritager vi tillige samtlige deres besiddelser med bryder og landboer for leding og stud og kværsæde og fra andre tjenester til kongen, og det er vor vilje, at de til evig tid skal vedblive ...
Kilde:Danmarks Riges Breve 1:4, nr. 160.
Emneord:Afgifter, told og skatter
-
- Byskat
Konger og dronninger
-
Opland
- Landsby
- Mølle
Gejstlige institutioner og personer
- Kloster
Tilbage