Odense, ca. 1202 - 1211 Sammenfatning, DanskÆrkebiskop Anders Sunesen af Lund stadfæster, i lighed med sin forgænger ærkebiskop Absalon, Odense Skt. Knuds klosters frihed for alle kongelige krav af dets besiddelser, heriblandt nathold, ægt, leding og såvel tre- som fyrremarksbøder, som var tilstået det af kong Valdemar I, således at munkene skulde opkræve kongens ret gennem deres værge sammen med ti mark sølv af øen Sild og midsommer gælden af Odense. Til gengæld overdrog munkene nogle besiddelser til kongen og lovede altid at have ti heste med folk parat, når kongen opholdt sig i byen.Odense, ca. 1202 - 1211 Oversættelse, DanskAnders, af Guds nåde Lundekirkens ærkebiskop, Sverrigs primas, til alle børn af kirken, vor hellige moder, nulevende så vel som tilkommende, hilsen til evig tid.Vi erkender, at det i henhold til den omsorgsfulde forvaltning, som vort embede kræver, påhviler os fromt og nådigt at følge og godkende det, som vi erfarer er bestemt og sket fyldest på from og retmæssig vis, og ligeledes at stadfæste det, vi har godkendt, med den myndighed, der er os bevilget af Gud, og bestyrke det ved at overgive det urokket til eftertiden ved hjælp af apostlenes nøgle, det vil sige band eller anathema, så at det ikke kan kuldkastes, ændres eller omstødes ved underfundig ondskab eller forslagenhed fra noget uretfærdigt eller svigagtigt menneskes side, så at selv nedrigheden, såfremt den i dumdristig forvovenhed er fræk nok til at træde op mod det, som er fastsat på retmæssig vis og omgærdet med retfærdighedens styrke, skal finde, at brøden falder tilbage på den selv, og det stille klosterliv, som fortjener at blive værnet, får et sikkert sted at tage sin tilflugt til under ondskabens frembrusende stormangreb. Derfor har vi altså besluttet ved vort segls bevidnelse og med den myndighed, der er bevilget af det apostoliske sæde at stadfæste det, som vi har erfaret fromt er blevet overdraget og fastsat for Odensekirken af hr. Valdemar, de Danskes berømmelige og hæderværdige konge, tilskyndet og belært herom ved sine kongelige forgængeres rosværdige og anerkendelsesværdige exempel. Idet førnævnte konge altså ved at træde i sine forfædres fodspor ønskede at fritage førnævnte kirkes besiddelser for ethvert byrdefuldt krav fra kongens side og gøre de munke, der lever i denne kirke under Skt. Benedikts regel og ordensdragt, frie og ubekymrede, så at de desto inderligere kunde hengive sig til bøn og meditation og desto friere dyrke Gud, når de tyngende krav, som visse uefterrettelige mennesker overmodigt, utilbørligt og uforskammet plagede og bekymrede dem med, var afskaffet, besluttede han under vidnesbyrd af de agtværdige og velbyrdige mænd, så vel gejstlige som læge, som nedenfor er antegnet i dette brev, og i nærværelse og med samtykke af sin søn Knud at fastsætte og med kongelig myndighed fastlægge en frihedens og immunitetens lov for dem. Han fastsatte altså, at alle de besiddelser, førnævnte brødre har i Danmark enten i skove, landsbyer, jorder, enge eller agre evindeligt skal forblive i enhver henseende immune og på enhver måde frie for ethvert kravs ret og fra hvilke som helst tynger, dog således at alt, hvad førnævnte kirkes undergivne landboer tidligere var forpligtet til at udrede til kongsgården, nemlig nathold, ægt, leding eller en hvilken som helst anden skyldighed, der tilkommer den kongelige ret, og desuden bøder, der når op til så vel fyrretyve som tre mark, alt dette førnævnte skal samme munke gennem deres værge opkræve, modtage og anvende til brug for dem selv med samme ret og i samme omfang, som det vides at tilhøre kongens højhed. Desuden bestemte han, at deres værge, ikke den kongelige ombudsmand, fra nu af skal oppebære de ti mark sølv fra øen Sild, der hvert år skal udredes til dem, og midsommergælden af Odense, om hvilket det står fast, at begge dele var overdraget dem til hjælp for deres beklædning. Men for at dog ikke den kongelige højheds rettigheder måske skulde synes hans efterfølgere mere end rimeligt formindskede og forringede ved en så gavmild og overvældende immunitet og frihed, tilstået og bevilget dem med kongelig rundhåndethed, og disse skulde beklage sig derover, har de til gengæld herfor overdraget halvanden fjerding jord i Quarstathe og den landsby, som hedder Sønderse, som de, overdraget og stadfæstet ved ordlyden af hans privilegium, havde fået af ovennævnte konge for værdien af hans halve hovedlod, at besidde for ham og hans efterfølgere, for at de kunde opnå den føromtalte længe begærede frihed. Ligeledes fastsatte samme brødre efter kongens skøn, at de skal have ti heste med folk parat til kongens behov, så ofte som han opholder sig på sin egen gård i Odense. Men følgende var vidner, da kongen bestemte disse ting: Henrik Skerp, Ture Skjalms søn, Niels Stigs søn, Peder Palles søn, Strange Unge, Tage Algots søn, Reder, Esbern Hågens søn, Niels Torkils søn. Men disse skrev under: Simon, Odensekirkens biskop, Tomas, abbed, Karl, kansler og flere andre. Ved anathema bandlyser vi altså på vor herre Jesu Kristi og apostlene Peders og Paulus' myndighed enhver gejstlig eller verdslig person, der i dumdristig forvovenhed fordrister sig til at handle imod det, der er bestemt og opført i dette brev, med mindre han efter første og anden og tredie gang at være påmindet afstår herfra, og vi udelukker ham fra at modtage vor herre og forløser Jesu Kristi legeme og blod og udskiller ham fra de troendes samfund, så at de kan få lod med Dathan og Abiron, hvem jorden opslugte i levende live, og levende gå ind til nedværdigelse og skændsel, med mindre de besinder sig og gør bod på passende måde. Men de, der bevarer, hvad der forud er fastsat, og urokkeligt fastholder det, skal i det himmelske fædreland få samme lod som Guds helgener og ende deres dage i fred og ro. Jeg Absalon, ærkebiskop af Lund, det apostoliske sædes legat, Sverrigs primas, har skrevet under med egen hånd. Jeg Stenar, biskop af Växjö, har skrevet under med egen hånd. Jeg Markus, abbed ved Allehelgenskirken, har skrevet under. Jeg Jens, abbed ved Helligtrefoldighedskirken, har skrevet under. Jeg Hugo, abbed af Tommerup, har skrevet under. Jeg Niels, dekan ved Skt. Laurentius' hus, har skrevet under med egen hånd. Jeg Askrik, prior for Skt. Marie- og Skt. Pederskirkens nonner i Lund, har skrevet under. Jeg Valbert, abbed i Esrom, har skrevet under. Jeg Jens, ærkebiskop Absalons notar, har skrevet under. Jeg Anders, hr. ærkebiskoppens diakon, har skrevet under. Jeg Pain, abbed i Ringsted, har skrevet under. Givet i Lund den 12. maj i det Herrens år 1180 i den fjortende indiktion og den 22. epakt. Jeg Saxo, Roskildekirkens provst, har skrevet under.For at altså bestemmelserne i dette autentiske brev, der er givet af min forgænger Absalon, saligt ihukommet, ikke i fremtiden skal blive draget i tvivl af nogen, bestyrker vi i alt samme autentiske brev, således som vi finder det stadfæstet ved hans privilegium, ved at hænge vort segl under, og vi fremlægger det i alt, således som vi finder det skrevet, som et vidnesbyrd om sandheden.Jeg Tomas, abbed i Herrisvad, har skrevet under med egen hånd.Jeg Anders, ærkebiskop af Lund, Sverrigs primas, har skrevet under med egen hånd.Jeg Tord, kannik i Lund, hr. ærkebiskop Anders' notar, har skrevet under.Jeg Mogens, kannik i Lund, hr. ærkebiskop Anders' diakon, har skrevet under. | Kilde:Danmarks Riges Breve 1:4, nr. 52. Emneord:Afgifter, told og skatter
-
- Byskat
Opland
-
Bystyret og andre verdslige institutioner og personer
- Kongsgård
Gejstlige institutioner og personer
- Abbed
- Prior
- Ærkebiskop
- Kloster
Mønt, mål og vægt
- Møntsort
|
