Ribe, 1137 Oversættelse, DanskPaa den Tid var der en jydsk Ædling ved Navn Plog, der i Løn stræbte Erik efter Livet, til Trods for at han kaldte sig Kongens Mand. Han kom til Kongen i Ribe og bad om Sold som hans Hærmand, fik den ogsaa, og udlagde delte som om han nu havde faaet Penge paa Haanden for at dræbe ham. Nu var der nogle Bønder, der var kommet i svær Trælle med hverandre, og bad Erik som Konge jævne deres Sag og dømme dem imellem. Dette skulde efter Kongens Vilje ske paa offentligt Ting og Stævne. Her var der nu en Mand af Almuen, der førte Kæremaal over Plog; og da Kongen bød denne gøre Klageren Fyldest, lod han som om han ønskede Ordet, traadte frem med Spyd i Haand, og æskede Ørenlyd. Kongen stod ogsaa lænet til sit Spyd; og nu vinkede han med Haanden ad den urolige Almue, at den skulde holde inde med al Ulyd og være stille. Plog var bange for at han bar Brynje skjult under Kaaben; og længe holdt han skarpt Øje med Kongen; men da han opdagede, at han ej var hærklædt, stak han fluks sit Spyd igennem ham. Og for at tykkes lige djærv i Ord og i Daad raabte han til de andre: »Kongen slog jeg, dræb I nu hans Mænd!« Nu flyede Hovmændene skrækslagne til alle Sider; kun Erik Haakonsøn med Tilnavnet hin spage gav en herlig Prøve paa Mandemod: længe stod han og svang sit Sværd til Værn for Kongens Lig; og mens hans Vaabenbrødre tog Flugten, var han den eneste af hele Laget, der ej tabte Hovedet, men stod støt og fast, en fuldgod Arving til den Mands Krone, hvem han selv i Døden værnede som trofast Kæmpe. | Kilde:Sakses Danesaga. Oltid og ældste middelalder. s. 165-166. Emneord:Konger og dronninger - Byliv - Krigshandlinger og leding - Vold |
