Tolddistrikter

Søfarten på Samsø

Indhold

  1. Samsø i 1700-tallet – fra blomstringstid til nedgangstid
  2. Handelsveje og -varer
  3. Hen over århundredeskiftet – nedgangen fortsætter
  4. Forbindelsen med omverdenen – færgefarten fra Brundby Balle
  5. Resumé
  6. Noter

Samsø i 1700-tallet – fra blomstringstid til nedgangstid

Samsø tolddistrikt havde ingen købstad. Samsø havde som ø særlige øborettigheder, der blandt andet gav samsingerne lov til at udskibe egne produkter. Dette var ellers kun forbeholdt købstæder og privilegerede herresæder. Ved indgangen til 1700-tallet havde Samsøs søfart lagt blomstringsperioden i 1600-tallets sidste del bag sig. I årene før Den Store Nordiske Krig (1709-20) var antallet af skibe under tolddistriktet fortsat anseeligt, men krigen resulterede i en halvering af øens flåde. Svenskerne både sænkede og opbragte adskillige skibe. Bondeskipperne opgav i kølvandet på krigen søfarten for at koncentrere sig om agerbruget.[1]

Oven på krigen fulgte tredive år med en stabil udvikling for øens søfart, men dernæst indtraf en nedadgående tendens, som fortsatte frem til århundredeskiftet. Samsø fik dermed ikke sin andel af den tonnagetilvækst, som i mange købstæder blev muliggjort af dansk neutralitetsudnyttelse under Den florissante handelsperiode (1778-1807). Mens provinsens samlede tonnage fordobledes i løbet af århundredet, så faldt den på Samsø, som derfor mistede maritime markedsandele – særligt markant i 1700-tallets sidste årtier.[2]

Handelsveje og -varer

Et øjebliksbillede fra 1733 giver en fin karakteristik af søfarten på Samsø. Dette år sejlede øens større skibe, dvs. krejerter, skuder og galeother, på Norge og København, mens de mindre både og jagter gik med kornvarer til Århus og andre østjyske destinationer, hvor samsingerne hentede brænde. 80 pct. af den indkomne tonnage var med øens egne fartøjer, som i sjælden grad var i stand til at opretholde fragten på egen køl. Således var elleve af tolv anløbne skibe fra Norge i 1733 ført af samsingerne selv. I Norge besejledes fortrinsvis den sydlige del af landet. I 1733 udskibedes 4.500 tdr. kornvarer, hvilket omfatter byg, havre, malt, hvedegryn og ærter, til Norge. Returladningerne bestod derimod af tømmer, brænde, tjære, jern, stenkul og fiskevarer.[3] Samme år besejlede en del af øens skibe også hovedstaden, hvortil de fragtede en del af de 7.500 tdr. kornvarer, som i 1733 udskibedes til det øvrige Danmark. Den entreprenante skipper på den 20 læster store "Lammet" nåede foruden en tur til Bergen og København også en enkelt fart på Lübeck, hvorfra der hjembragtes kramvarer. I løbet af 1700-tallet blev Norge en fortsat hyppigere destination for samsingernes fartøjer.[4]

Hen over århundredeskiftet – nedgangen fortsætter

Samsøs placering gjorde øen til et velegnet tilflugtssted og ankerplads for flådens skibe. Derfor havde staten allerede omkring århundredeskiftet forstærket øens skanse- og fæstningsanlæg, så den bedre kunne forsvares i en krigstilstand. Med udbruddet af Englandskrigen (1807-14) accelererede arbejdet, ligesom forsvaret blev forstærket med ankomsten af 10.000 danske og 1.000 franske soldater i 1808. Indkvartering af soldaterne var meget tyngende for samsingerne. Søfarten blev yderligere besværliggjort, fordi den engelske flåde var meget synlig i området, hvilket forøgede risikoen for opbringelse og tilfangetagelse, såfremt man stævnede ud.

I denne situation valgte mange samsinger at løse kaperbrev, og flere havde held til at hjembringe priser.[5] Alligevel medførte krigen en halvering af Samsøs hjemmehørende flåde. Efter krigen fulgte nogle gode år, men så satte en meget omfattende landbrugskrise ind, hvor korn nærmest blev usælgeligt. Krisen resulterede i, at mange samsinger måtte trække båden på land og opgive. I 1822, hvor krisen kradsede værst, fandtes kun seks fartøjer med en samlet drægtighed på 24 læster. Siden bedredes de maritime og økonomiske forhold noget, men øens søfarende havde rig lejlighed til at drømme sig tilbage til de gode tider i 1600-tallets slutning.

Forbindelsen med omverdenen – færgefarten fra Brundby Balle

I 1674 blev der på foranledig af grev Griffenfeld etableret en fast færgeforbindelse fra Brundby Balle til Røsnæs ved Kalundborg. Én gang ugentligt fragtede færgesmakken post, passagerer og varer samt levende dyr fra Samsø til Sjælland. Under Den Store Nordiske Krig blev færgefarten dog afbrudt, fordi svenskerne sænkede færgesmakken. Selv om der fulgte mange forpligtelser, så var det en indbringende stilling at være privilegeret færgemand i slutningen af 1700-tallet, fordi privilegiet omfattede færgeri og gæstgiveri i Brundby Balle.[6] Færgeriet fra Brundby var ofte meget uregelmæssigt, ligesom havnen var meget dårlig. I løbet af 1800-tallet blev forholdene dog forbedret, hvilket medførte øget travlhed. Allerede i 1700-tallet oprettede Kolby Sten (nuværende Kolby Kås) en meget uregelmæssig færgeforbindelse med østjyske og fynske købstæder.[7]

Resumé

Mens 1600-tallets slutning var en maritim blomstringsperiode på Samsø, mens de følgende godt 150 år prægedes af nedgang. Særligt den Store Nordiske Krig og Englandskrigen havde en meget negativ virkning på øens søfart. Samsø var ellers som ø særligt begunstiget af privilegier, som gav samsingerne lov til at udskibe deres egne varer. Samsingerne besejlede primært Norge, men de fandt også vej til København, Østersø-området og de østjyske byer. Øen plejede ligeledes færgeforbindelse med Sjælland og i nogen grad også med Jylland og Fyn.

Noter

[1] John Roth Andersen: "Der ligger en ø – Samsø" s. 252-55

[2] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32

[3] John Roth Andersen: "Der ligger en ø – Samsø" s. 249-50

[4] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 79 og 129-31

[5] John Roth Andersen: "Der ligger en ø – Samsø" s. 444-71

[6] John Roth Andersen: "Der ligger en ø – Samsø" s. 237

[7] John Roth Andersen: "Der ligger en ø – Samsø" s. 530-38