Roskilde, 1026 Oversættelse, DanskSiden, om Julehelligdage, paa den Tid af Aaret, da vor Skaber tog sig for at dele sin Udødelighed med os, var Ulf buden til Gilde hos Knud i Roskilde, og fik sig her en saadan Rus, at han ud paa Natten glemte sit Vid og for at prale af sin Daad kvad en Vise om hvordan Knuds Hærmænd nys havde maattet lade deres Liv i Bølgen. Men da Kongen mærkede, at han baanede ham for hans Mænds Uheld lige op i hans aalme Øjne, blev han saa harm i Hu over hans Nidvise, at han vægrede sig ved at agte den Mand for Gæst, som vitterlig havde skilt ham af med hans raskeste Svende, og lod Ulf dræbe af de omslaaende Mænd midt under Maaltidets Helg. Sanledes maatte han med Rette bøde, fordi han ej kunde tøjle sin Tunge: i sin Drukkenskab kvad han om andres Død og varslede dermed sin egen Bane; og Bægrene, som han havde været saa fus til at tømme, løb nu fulde af hans eget Blod. Dog, det var kun Løn som forskyldt, at hans Frækhed ej tjente ham til Gode, men tværtimod blev hans Ulykke, fordi han havde gjort sig til af at han havde været Mand for at styrte Kongens ypperste Kæmper i den værste Fare. — Siden gav Knud sin Søster, den dræbtes Enke, to Herreder i Mandebod for sin Maag; og dem overdrog hun senere hen som Offergave til den hædrede og højhellige Trefoldigheds Kirke i Roskilde. Vilhelm var dog den af Kongens Venner, der stod ham næst og af fuldt Hjærte gengældte hans Yndest: han elskedes højere end de andre og var derfor ogsaa Kongen særlig tro og huld til Tak for al hans Kærlighed og Naade. Disse Mænd holdt Kongen for de mest trofaste og paalidelige Tjenere, hvem han gærne saa om sig og betroede sig til.Den skønneste Prøve paa Bispens Nidkærhed og Kongens Selvtugt gav dog den Tildragelse, som nu skal fortælles.En hellig Nyaarsaften sad han bænket til Gilde med de høje Herrer; og da han her spurgte, at nogle Høvdinger i Løn havde lagt ham for Had og brugt Ukvemsord imod ham, tænkte han at de i deres viende Ølrus havde røbet deres skjulte Svig, og sendte i sin Harme Folk ud, der skulde dræbe dem ved selve Ottesangen i Trefoldighedskirken, ret som om Herrens Hus var det rette Sted til at myrde Mennesker. Saaledes øvede han en Helligbrøde, hvorved hans Synd mod Gæsterne blev én Gang værre; han gjorde Guds Hus til en Morderhule og gav sin grumme Attraa Tøjlen uden at ænse Tid eller Sted. Bispen blev, som rimeligt var, rystet over sligt Brud paa Kirkens Fred, men lod foreløbig som ingenting og gav ikke i nogen Maade Kongens Svende sin Vrede tilkende, men biede med Hævnen, til det rette Øjeblik var inde. Da han nu efter Sæd skulde holde Højmesse, undlod han ej blot at gaa Kongen ærbødigt i Møde paa Kirkevej, men stillede sig endog i fuldt Bispeskrud op i Kirkedøren og stødte ham uden at ænse deres Venskab tilbage med sin Slav, idet han vilde træde over Tærskelen; han kendte ham uværdig til al indgaa i Herrens Hus, hvis Fred han havde brudt, og hvis hellige Grund han havde plettet med Blod; og med Tilsidesættelse af hans høje Navn kaldte han ham ej Konge, men Menneskeslagter. Ja han nøjedes end ikke med at gaa i Rette med ham, men satte ham ogsaa Spidsen af sin Stav for Brystet, for at lære hans forhærdede Hjærte at angre den Udaad han havde paabudt. Saaledes holdt han den...Nu trængte Hærmændene ind paa ham og truede ham paa Livet; men han stod fast og ænsede ej deres dragne Sværd, saa han ringeagtede Faren med samme Ro som han havde udæsket den med: væbnet med slig ædel Sjælsstyrke og Aandens Kraft holdt han Guds Kærlighed frem som sit Skjold, højt hævet over Menneskefrygt. Men Kongen forbød at dræbe ham, da han indsaa, at han ej dreves af Trods og Avind, men af Nidkærhed for Menighedens Tarv: han bluedes ved Tanken om sin Brøde, skammede sig værre over sin Synd end over sin Tilrettevisning og skyndte sig fluks hjem til Kongsgaarden han bar med Sindsro den Skam der var overgaaet ham, og blev ej opbragt over de Ord som Bispen havde talt i hellig Vrede. Dernæst kastede han sin Kongedragt, iførte sig fattige Klæder og vilde hellere skamskænde sit Ydre til Tegn paa sin Sorg end trodse paa sin Prunk og Pragt; ti naar Bispen havde lyst ham i Kirkens Band, kunde han ej udholde al bære en glimrende Kongekaabe, men lagde baade Krone og Spir og iførte sig en grov Kappe til Tegn paa sin Anger; ja han afførte sig med Dragten ogsaa sin Magt og var ej længer en gudsforgaaen Voldsherre, men en troende og ærbødig Kirkens Ven. Dernæst gik han barfodet tilbage til Kirkens Forhal, kastede sig ned paa Tærskelen, kyssede ydmygt Gulvet, og lagde for Skams Skyld Baand paa den svare Harme der ellers gærne avles af krænket Ære; langt fra paa Stedet at hævne den knuselse. Men som Følge af denne hans Adfærd blev ogsaa en uvant Naade ham til Del fra Kirkens Side. Bispen havde alt istemt Salmesangen 02 fuldendt dens første Del; men netop som han havde messet den græske Bøn og skulde til at istemme Ære være Gud i det høje", fik han af sine Klerke at vide, at Kongen stod ydmyg bedende ved Døren. Fluks afbrød han Messen, bød Præsteskabet holde inde med Sangen, ilede ned til Indgangen, og spurgte Kongen om Aarsagen til hans Adfærd. Da saa Kongen havde skriftet sin Synd, lovet Kirken fyldestgørende Bod og lod sin Sjælesorger hjælpe sig til Syndsforladelse, løste bispen ham ufortøvet af Band, rejste ham op og tog ham i Favn, samt bad ham tørre sine Taarer, aflægge Sorgedragten og med Kongemod atter iklæde sig Kongekaaben; ti, sagde han, det sømmede sig ej at tage sine egne Sorger med ind til Menighedens Glædesfest. Han kunde nemlig ej bære over sit Hjærte at ... | Kilde:Sakses Danesaga. Oltid og ældste middelalder. s. 237 - 38 og 275 - 280. Emneord:Konger og dronninger - Gejstlige institutioner og personer - Domkirke - Kirkegård Byliv - Gudstjenester, sjælemesser, vigilis og vesperes - Vold Andre udgaver af denne tekst:Roskilde 1026 Script. min. - I s. 366 - 367. Roskilde 1026 Saxo - s. 292-93. |
